FILMFAVORITTER. Det er over 30 år siden, Danmark blev introduceret til Stephania Potalivo.
Hun fik sin første rolle som nuttet lillesøster i ’Farligt venskab’, da hun var blot ni år gammel, men efter en række børneroller lagde hun skuespillet på hylden for en stund. Da hun kom tilbage, bragede hun til gengæld igennem med ungdomskomedieserien ’Sjit Happens’.
Hendes komiske tække er senere blevet udfoldet i film som ’Jagsæson’, ’Klassefesten 3: Dåben’ og ’Alle for fire’ foruden optrædener i programmer som ’Stormester’, ’LOL: Den der ler sidst’ og DR’s aktuelle ’Den skyldige’.
Hendes hidtil bedste og mest komplekse rolle finder man dog i Millang-brødrenes TV 2-komedieserie ’De bedste år’, hvor hun spiller den kvindelige del af kæresteparret Louise og Mathias, der forsøger at få hverdagslivet som småbørnsforældre til at hænge sammen.

Første sæson havnede på tredjepladsen over Soundvenues bedste danske serier i 2024, og i sin anmeldelse kvitterede Luna Ehlers med fem stjerner for den »genkendelige, fangende og dybt underholdende« voksenlivssatire.
I den aktuelle sæson to flytter familien på fem i hus med drømme om plads, have og børneidyl, men bliver i stedet mødt af skimmelsvamp, pengeproblemer og mistænkelige naboer. Igen gestalter Potalivo den sympatiske, men også moralsk udfordrerede Louise med stor relaterbarhed.
Sideløbende med hverdagsproblemerne i serien kan man også få et indblik i Potalivos eget liv som mor og hundeejer gennem hendes populære Instagram-profil.
Hendes forhold til dyr afspejler sig også i hendes filmsmag. Her fortæller Potalivo om en særlig hundefortælling, der gik direkte i hjertekulen – og om en musikbiopic, der helt uventet blæste hende bagover.
Hvilken film har rystet din verden?
»Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok ’Hachi’ med Richard Gere. Jeg var ægte påvirket af den i flere dage. Den er baseret på en rigtig historie fra Japan og handler om en mand, der adopterer en hund, som følger ham til toget hver dag«.
»En dag får han så et hjertestop, men hunden bliver ved med at gå turen til togstationen, fordi den håber, han kommer hjem, som han plejer … jeg kan næsten ikke snakke om det. Meget, meget sørgeligt«.

»Det påvirker mig meget, når det er noget med dyr. Det handler nok om uskyldigheden og hjælpeløsheden. Man kan jo ikke fortælle hunden, at han ikke kommer tilbage«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg har set mange film, men ikke nogen jeg tror, få mennesker har set. Måske skal jeg sige ’Centervagt’? Den ved jeg, der er mange, der ikke har set! Haha, ej jeg ved det ikke«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Jeg har én, jeg husker virkelig godt. Det var, da jeg var inde og se ’Speak No Evil’ i Empire. Det er en af de mest ubehagelige film, jeg nogensinde har set. Jeg har aldrig oplevet en så stille, ubehagelig og dyster stemning, som der var i den biografsal, da filmen var færdig«.
»Normalt rejser folk sig og går ud, men det var der ingen, der gjorde. Det var ret voldsomt. Jeg kan normalt godt lide gyserfilm, men den var simpelthen for ubehagelig for mig«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»Jeg er stor fan af Anders Thomas Jensens film, men jeg ved også, at det er en humor, som er meget dansk. De fleste udlændinge vil nok ikke forstå det. Så jeg vil nok hellere anbefale dem at se ’Druk’«.

»Den er der nok mange udlændinge, der allerede har set, men jeg synes, den afspejler vores kultur på en nuanceret måde og bare er en overdrevet fed film, som jeg også tror, udlændinge vil synes er fed«.
»Jeg synes, det er vildt, at man kan sidde og få lyst til at få en lille buzz på, samtidig med man føler, hvor sørgeligt og trist det er. Jeg kan godt lide, at den indeholder begge dele«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»Det må nok være ’Pretty Woman’, men det er lidt skørt, at jeg nævner to Richard Gere-film. Det er ikke, fordi jeg er kæmpe fan af ham, men det var det, der kom først til mig«.

»Jeg har set ’Pretty Woman’ utallige gange – især som barn. Hvilket også er lidt skørt, når man hører, hvad historien handler om. Det ville nok ikke give den samme comfort, hvis man lavede den i dag«.
»Det hele er sådan ret gammeldags og kvindenedsættende, men når det er sagt, så er det bare en virkelig god film. Jeg bliver i godt humør af at se den, og jeg keder mig ikke på noget tidspunkt«.
Hvis du skal vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»For mig er en film virkelig god, hvis jeg kan blive ved med at se den igen og igen – og sådan har jeg det med ’Bohemian Rhapsody’. Jeg havde ikke sådan rigtig noget forhold til Queen, og jeg mener, at jeg skulle ind og se en anden film, som så viste sig at være udsolgt. Så vi valgte at se ’Bohemian Rhapsody’ i stedet, men jeg gad ikke rigtigt. Det var slet ikke noget for mig, tænkte jeg, men så blev jeg bare blæst bagover fra start til slut«.

»Så har jeg set den flere gange siden, og jeg har haft det på samme måde hver gang. Og jeg har endda set den på et fly på et tidspunkt«.
»Den går bare op i en højere enhed. Det er musikken, det er karaktererne, det er historien. Den giver mig følelsen af at være der. Noget af det kedeligste er ellers at se koncerter på film. Det er ligesom at se teater, der er filmet. Det fungerer ikke for mig. Men ’Bohemian Rhapsody’ giver mig stadig den der helt specielle følelse«.
’De bedste år’ kan ses på TV 2 fra 24. maj.
