’De bedste år’: Stephania Potalivo og Magnus Millang er pisse sjove og rørende i TV 2’s nye serie
Billig Rasmus Klump-marmelade på garderobens eneste ’næsten-slet-ikke-krøllet’-kjole er blot en af mange genkendelige hverdagssituationer i ’De bedste år’.
Og jo jo, som den ærlige prolog bekender, er TV 2’s komedieserie da også baseret på virkelige (og til tider udmattende og klistrede) hændelser.
Disse hovedsageligt erfaret af skaber- og brødreparret Emil og Magnus Millang, der med deres nyeste kreation giver et uforfængeligt indblik i småbørnslivet anno 2024, når de med humor og en bumlende Christianiacykel fører os frydefuldt gennem Københavns daginstitutioner og utallige familiekriser.
Pedalerne betrædes blandt andre af Louise (Stephania Potalivo), der lige er vendt tilbage til arbejdspladsen efter barsel nummer to, og som nu kæmper med den famøse work-life-balance – og med sit smarte hovedstadsimage.
Som en slags snydekode lystlyver (og stjæler) den forpustede mamacita sig derfor til en solskinnende hverdag med overskudssushi og fashionable, hørklædte unger, mens hun – trods hyppige brandtaler om ægteskabets kvindeundertrykkende rødder – sukker efter et frieri fra sin baby daddy, Mathias (Magnus Millang).
Han går dog primært på knæ, når han skal brække sig i skraldespande på balletskoler for måske/måske ikke motorisk udfordrede børn. Og når han så er færdig med det, struggler han med natlig putning og sin position som kontormus i et mellemgråt og -stort firma, der sælger energidrikke med e-numre og hæslige navne.
Uagtet at foodie-faren her kan hygge sig PowerPoint-præsentationer og drikke lunken kaffe med the office buddy Sigurd (Jesper Ole Feit Andersen, som nu rocker Niels Brandt-bangs), er han ved at drukne i karrieremæssig kedsomhed, hvorfor han ofte spørger sig selv:
Hvordan udnytter jeg mit talent til fulde? Er den tilbudte ’forfremmelse’ som bæredygtig-ansvarlig overhovedet en rigtig stilling? Og hvad blev der i øvrigt af visionen om en lille hjemmegroet bistro med myoseløs tatar og håndpisket smør?
Den ligger vist i en blespand i et klejnt storbybadeværelse. Men man skal jo ikke græde over spildt mælk, smør eller potentiale, så både han og Louise prøver at lade være.
Det er bare svært, når man dagligt glider i det – og når det ligner, at alle omkring en står provokerende yndefuldt og skridsikkert.
Heriblandt lillesøster-Laura (Roberta Reichhardt), der bruger mandagene på at skrive hippe rosafarvede bøger om skeder og orgasmer og lørdagene på at modtage diamantringe og sildeparketgulve fra sin rige, douchebaggy forlovede Claes (Kristoffer Eriknauer).
Men okay okay … de har jo ikke ynglet, hvorfor det er nemt for dem at gå i nystrøget beige og selvrealiseringstrance. Sammenligningsgrundlaget er forrykt!
Det største slag i søvnunderskudsansigtet er derfor, når ’ligesindede’ forældre disker op med naturvin og goodiebags til 5-års fødselsdage mens de to tiltalende antihelte selv serverer mareridt og en frugtsalat, der ligner Anders Breinholt.
»Hvordan fanden klarer alle andre det så godt?«, er altså det overdøvende ekko gennem denne ærlige og underholdende familieskildring fuld af pletter, problemer og harske karklude – men heldigvis også fuld af forelskede blikke.
For med blåtonet klavermusik og faldne blade er ’De bedste år’ ligeledes en moderne, eftertænksom kærlighedshistorie om to menneskers store (tabte) drømme. Og når Mathias og Louise sammen filosoferer over – og pynter på – livets lort og surdejsbrød, er de yderst charmerende, ja, nærmest rørende.
Derudover er de to hovedrolleindehavere ualmindeligt troværdige og pissesjove. Faktisk leverer Potalivo en af sine bedste skuespilpræstationer – måske kun overgået, da hun i 00’er-hittet ’Mirakel’ mimede til opera og rystede maracas.
Men ’De bedste år’ er generelt benådet med et imponerende cast, der – sammen med de førnævnte – blandt andre tæller en rygende Rasmus Bruun og en orange Nikolaj Lie Kaas i småroller.
Mere gennemgående figurer i serien (og ofte også i familien) er bedsteforældrene, der er noget nær gigantgrineren.
Ditte Hansen spiller den søde, neurotiske hyperpleaser-mormor, der satme kan støvsuge og Tetris-pakke opvaskemaskiner, men til gengæld ikke finde ud af at gå ind ad døre. Det frustrerer hendes mand, Anders, der – i Lars Brygmanns skikkelse – er en selvforherligende hypokonder og Barolo-elskende morfar.
Skal han nå at smage vinen, må han dog skynde sig, inden farmor-Marianne (Søs Egelind) har tømt flasken. For hun er en småalkoholisk party girl, der slasker rundt på en oppustelig Spiderman og som vistnok fantaserer om at komme i Tobias Rahims stormandsbukser.
Men trods et travlt cougar-skema har hun (og de to andre bedster) fortsat tid til at kaste kærlige hænder efter det unge par, hvilket da hjælper en smule på Louise og Mathias’ hæsblæsende tilværelse.
Eller næ, egentlig ikke. For det meste går som bekendt altid galt for folk, der har børneorm som tilbagevendende husdyr – og for folk, der kommer til at bruge opsparingen på OnlyFans, fordi man er under-kneppet.
Åh, hvor er det træls at være forælder, stræbende menneske og liderlig på samme tid. Altid noget at give afkald på. Og er det ikke et håndjob eller kernefamiliens must have, køkken-øen, så er det et stramt maveskind, et beskedent speltbageri eller 3-minutters skidefred.
Men det er luksusser, der er værd at ofre. Småbarnsperioden er jo livets vigtigste, nej, bedste år.
Er det ikke?
Kort sagt:
’De bedste år’ er for voksne, hvad ’Gurli Gris’ er for børn: Genkendelig, fangende og dybt underholdende.