’Skruk’ sæson 2: Ny omgang af dansk Netflix-serie er unægteligt rørende og munter

Nana Jessen var skruk.

Så skruk, at hun drak sig stiv, stjal sin prostatakræftramte ekskærestes sæd og inseminerede sig selv på arbejdspladsen. Hashtag girlcore.

Trods moralske tømmermænd og en fortrydelsespille blev denne vodkavåde aften ikke blot til to streger på en graviditetstest, men også startskuddet på en virkelig hjertevarm serie om identitets- og fertilitetskrise.

Nu er Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifers danske Netflix-hit med den yderst rammende titel ’Skruk’ endelig tilbage med en sæson to – og den skuffer ikke.

Denne gang støder vi på fertilitetslægen Nana Jessen (Josephine Park), når hun som nybagt alenemor tager sin navnløse datter med til spaghettigudstjenester og rundkredssang – lige indtil dagen, hvor hun ikke gør det mere.

For efter næsten tre måneder i barselsboble – og efter at have trampet lidt på et legetæppe i bomuld og halshugget jomfru Maria – beslutter hun sig for at vende tilbage til det job, hun ganske selvforskyldt mistede i forrige sæson.

Men lakterende bryster giver åbenbart et uhelbredeligt stålsind, og ved hjælp af små løgne og lidt tiggeri genansættes Nana på sin tidligere klinik. Well done!

Jublen over at have sikret sig en fordelagtig pensionsordning og stimuli til hverdagen er dog tæt på kortvarig. For udover at DoVi er ved at drukne i byggerod og skimmelsvamp finder antihelten nemlig ud af, at en irriterende svensker med krøller og hang til det melodramatiske har overtaget hendes kontorstol og plads som yndling hos den neurotiske ja-hat-chef, Helle (Charlotte Munck).

Jo jo, det afføder da nogle tåkrummende ’Bridesmaids’-agtige konkurrencesekvenser, men denne såkaldte konflikt bliver hverken udfoldet eller forløst tilstrækkeligt – og den er desuden ikke rigtigt interessant.

Nej, det er utvivlsomt mere spændende at overvære hovedkarakterens sammenstød med sin ekstravagante Melodi Grand Prix-mor (spillet og ofte sunget af en veloplagt Tammi Øst), der er flyttet ind i Nanas Frederiksberg-lokerede lejlighed for at passe barnebarnet.

Igennem dem skildres work-life-balancens mange udfordringer, og livet som soloforælder synes (lettere overraskende) at blive voldsomt problematiseret. Knapt så overraskende er begge disse damer med i opgøret om den klassiske forestilling om den hellige og altopofrende moderfigur, hvilket absolut har sine gyldne og rettidige øjeblikke.

Desuden beriger de både publikum og hinanden med vidunderlige samtaler om familiedrømme, seniorliderlighed og mormors magiske sextrøje med brune pailletter.

Den tager Nana faktisk på. Sextrøjen, altså.

For hendes nu kræftfrie ekskæreste er endnu engang tilbage fra Guatemala, og nu vil hun gerne sætte kløerne i ham for good. Dels fordi hun er overbevist om, at han er the one that got away, og dels fordi hun gerne vil give sin datter det, hun aldrig selv havde: en tilstedeværende far.

Matthias (Simon Sears), der elsker beanies og boksershorts med tryk af hvaler i slåskamp, er dog længe uvidende om, at han – i teorien – har et barn. Han har i øvrigt også fundet sig en ny dejlig dame og sengepartner, hvorfor det er svært for Nana at tale frit fra hjerte og sandhedskilde, og hvorfor et allerede langtrukken bekendelsesplot på frustrerende vis forlænges yderligere.

Når man er færdig med at gabe lidt over verdens langsomste baby-reveal, kan man dog værdsætte, at ’Skruk’ i denne forbindelse formår at gribe (meget forsigtigt) om emner vedrørende mandens faderlige forpligtigelser, rettigheder og mangel på samme.

Det er et på mange måder forfriskende og ligestillende fokus – som dog snildt kunne have forholdt sig mere kritisk til denne noget prekære ’hov-her-er-din-datter-i-øvrigt’-situation. Om ikke andet så følelsesmæssigt.

For den til tider tunnelsynede serie fremmaler en virkelighed, hvor der ikke skal mere til end lidt dna og en nedarvet fregne førend folk forelskes betingelsesløst i deres unger. Også de long lost eller hidtil ukendte.

Pessimister vil påpege, at en sådan fremstilling er ualmindeligt unuanceret og naiv – og jeg er som et 30+-årigt ’barn’, hvis mor selv tog (for nogle) drastiske metoder i brug for at blive gravid, hvorved en far skræmtes endegyldigt væk, kronisk indehaver af en ’sund’ portion relationspessimisme.

Jeg savner derfor, at ’Skruk’ havde igangsat en mere kompleks diskussion om, hvornår man er henholdsvis forælder og (muligvis ufrivillig) donor.

Men men men … det er da unægteligt rørende at opleve lykkestunder fulde af ristede løg og biologisk gensynsglæde i pølsevogne og skibsskure, når fædre møder deres døtre, og netop disse sjælevarmende momenter leverer dette muntre drama med stor bravur.

Seriens bedste scener er dog fortsat dem på briksen og i konsultationsrummet. Der hvor smertefulde (under)livsproblemer deles og portrætteres med øm hånd, og hvor seerne får indblik i fertilitetsbehandlingens både fysiske og psykiske barske realiteter, eller hvor vi introduceres for uudforskede og uudtalte diagnoser.

Heri får Josephine Park lov til at skinne som sympatisk – dog forkludret – hovedkarakter, og et velspillende birollecast bevæger os, når det sårbart lægger rystende ben og hjemløs kærlighed i stigebøjlerne.

Og mens de håbefulde får undersøgt motilitet, vaginisme og ægreserver, undersøger ’Skruk’ mere eller mindre nytænkende, hvad det gode (familie)liv er – eller kan være.

---

Kort sagt:
Dansk komedieseries anden sæson er en rørende og velspillet fortælling om løgn, liv og (tabte) børn.