Mit møde med Mathilde Arcel starter med lidt af en ilddåb.
Vores interview foregår et stenkast fra, hvor skuespilleren er vokset op, i et lokale højt over brostensgaderne på Christianshavn med udsigt til nogle at byens mest ikoniske tårne.
Ikke så snart har vi møvet os ind i den lille elevator, der skal føre os op, før den går i stå. Vi stivner, og jeg prøver af aflæse, om det her er lige så slemt for hende, som det er for mig.
For jeg ved endnu ikke så meget om Mathilde Arcel.
Hun er datter af skuespilleren Nastja Arcel og instruktør Mikael Fock, søster til radio- og podcastvært Maria Jencel og har siden barnsben huseret på teaterscener landet over. I dag er hun 28 og blev i corona-året 2020 uddannet ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Sidste år kunne man opleve hende i TV 2-serien ‘Agent’, og så har hun lige medvirket i sin første spillefilm, ’Mørkeland’.
Men jeg ved endnu ikke, hvordan hun har det med små, varme elevatorer, hvis vægge lader til at rykke sig tættere, for hvert åndedrag man tager. Og jeg kan kun forestille mig, hvor træls det må være at stå skulder ved skulder med en journalist, der bare venter på at stille et nepo-spørgsmål med udgangspunkt i det genkendelige efternavn »Arcel«.
»Nåh men … har du klaustrofobi eller…?« spørger jeg nervøst. Hun smiler beroligende, ryster på hovedet og siger overdrevent afslappet, at det altså er helt fint med hende bare at lave interviewet her.
»Kom an Blake Lively!«
Mathilde Arcel er ikke lige sådan at ryste.
Da vi bliver lukket ud af elevatoren, fortæller hun roligt om, hvor indædt hun ønsker sig en hund, at hun i fritiden går til klatring, og at hun lige har været til premiere på den omdiskuterede ’It Ends With Us’. Hun er uvidende om den shitstorm, hovedrolleindehaver Blake Lively oplever for tiden. Skuespilleren holder sig nemlig langt væk fra TikTok og »ting, jeg ved, at jeg slet ikke ville kunne styre«.
»Jeg gik ind til ’It Ends With Us’ med alle parader oppe og tænkte, ’Kom an Blake Lively!’ Jeg er her bare for den gratis goodiebag. Men så blev jeg bare helt ødelagt«, siger hun.
»Altså misforstå mig ikke. Det var fandme en mærkelig film. Men jeg græd så mange gange undervejs. Måske ikke lige da hun åbnede sin blomsterbutik. Men der var mange hårde scener med voldssekvenser og gamle kærester, som rev mig rundt«.
Mathilde Arcel debuterer som filmskuespiller med ’Mørkeland’, instrueret af Mikkel Serup. Både den og ’Kongekabale’ er baseret på bøger af journalist Niels Krause-Kjær, og etteren blev instrueret af Mathildes onkel, Nikolaj Arcel, mens hendes mor Nastja spillede over for Anders W. Berthelsen i rollen som en dygtig graverjournalist.
Nu spiller Mathilde Arcel over for Berthelsen med rollen som den unge Emma, der er praktikant på avisen.
»Emma er jo meget ny i faget. I løbet af filmen viser hun sig at være en bad motherfucker til at hacke. Hvilket også er lidt sketchy, for hun ved nærmest lidt for meget. Men hun skilter ikke med det og skjuler sine evner. Det er jo meget dansk på sin vis …«, siger Mathilde Arcel og fortaber sig lidt i en tankestrøm.
»Desværre var min rolle meget ved computeren, så jeg fik ikke lov til at komme med på thriller-biljagt. Jeg gad ellers virkelig godt at være med i et bilstunt og bare rulle rundt! Jeg laver jo altid alle mine egne stunts«, siger skuespilleren dødsensalvorligt, inden hun griner højlydt.
Hvad så med hunden?
»Jeg var så glad for bare overhovedet at komme til casting på ’Mørkeland’, for det er jo så flippet at kunne binde franchisen sammen. Min mor synes, at det var supersjovt«, siger Mathilde Arcel stolt.
»Jeg har altid elsket krimier. Jeg så ’Kriminalkommissær Barnaby’ hver lørdag hjemme hos min farmor, indtil jeg blev voksen. Og jeg kan huske, at jeg så min mor i ’Kongekabale’, da jeg var syv år gammel. Det var ret uhyggeligt, men også smukt og mystisk med alle de der blåtoner i billedet«, fortæller hun drømmende, mens hun funderer over fremtiden.
»Gad vide, hvad det næste bliver? Altså, hvis der kommer en treer. Til den tid må vi håbe, at jeg har fået mig en hund, så den kan spille med og videreføre familietraditionen«.
Hun smiler stort, men bliver pludselig meget alvorlig.
»Men jeg ved jo godt, at det ikke går. For om lidt skal jeg til udlandet for at optage to film lige efter hinanden, og hvad skulle jeg så gøre med hunden? Få sådan en ekstra trailer på set til den? Det ville være lidt kikset … og synd for den og for det menneske, der skulle passe den dag og nat. Ej, det går ikke. Airedale-terrieren må vente lidt endnu«.
I ’Mørkeland’ er din karakter vigtig for at bringe fortællingen up to date. Var det noget, du diskuterede med instruktøren?
»Helt klart! Jeg havde en virkelig god proces med Mikkel Serup, hvor jeg fik lov til at bidrage til, hvordan Emma fremstod. Jeg synes, det er vildt tilfredsstillende, når de roller, jeg spiller, kan være med til at bringe noget positiv repræsentation frem«.
»Da en ældre kollega lægger an på Emma, fejer hun ham af, mens nogle af hendes ældre kollegaer har lidt romancer kørende. Det synes jeg er en ret vigtig lille ting. For det afspejler virkeligheden på mange arbejdspladser lige nu. Flirt i arbejdsregi er jo et punkt, hvor generationer virkelig clasher. Det er dejligt at flirte, men kun når det er en passende setting, og når flirten er gensidig. Og det er rigtig, rigtig godt, at ting begynder at ændre sig nu. Og det gør de jo kun, hvis man – ligesom Emma – siger fra,« siger Mathilde Arcel.
»Men man oplever jo stadig ting, som er virkelig nederen. Jeg kan i hvert fald genkende Emmas frustration. For man bliver bare så træt af den slags. Det er meget energi, man skal bruge på at være den, der sørger for, at tingene ikke går over en grænse. Men på en pæn måde, selvfølgelig. Så ingen bliver uvenner, og der stadig er ok stemning, for man skal jo fortsat arbejde sammen, og nu må han jo heller ikke blive vred eller såret, når man afviser ham«.
Hun smiler overdrevent undskyldende og ruller med øjnene.
»Den mængde energi, kvinder har brugt på at hjælpe andre med ikke at gøre noget forkert, er helt enorm. Og tænk på, hvad man kunne nå at udrette, hvis man faktisk kunne bruge den energi på at fokusere på sit arbejde i stedet«.
Nepotisme og talent
At #MeToo har bragt nye tider med sig – både inde og uden for filmbranchen – taler Mathilde Arcel længe om.
De nye tider har også øget diskussionerne om privilegier, og en afledt effekt er den debat om nepo babies, der er blevet en indgroet del af kulturen det seneste års tid. Da Mathilde Arcel i foråret var utroligt sjov og meget rost vært for Bodil-showet, gjorde hun da også selv tykt grin med sine familieforbindelser.
Tror du, at folks fokus på nepo baby-betegnelsen er en trend, der en dag går lidt i sig selv?
»Ah ja, der kom det. Jeg ved jo godt, at det næsten altid bliver et samtalepunkt«.
»På en måde tror jeg, at det driver over. Men lige nu er det svært ikke at forholde sig til, og det har jeg det faktisk fint med. For den er ligesom ret svær at løbe fra for mit vedkommende, men jeg synes egentlig, at det er en smuk ting«.
»For vi minder alle sammen om vores forældre. Man vokser op med ting, som kommer ind med modermælken – bogstavelig talt i mit tilfælde – og man bliver så vant til at færdes i et miljø, som jeg synes var så interessant, at jeg gerne ville have mere af det«.
Hun fortsætter:
»Siden jeg var lille, har jeg set alle de fantastiske ting, der er i skuespilmiljøer, men også alle de hårde. Så derfor er det jo klart, at det bliver nemmere at indgå i den kontekst, end hvis man ikke havde kendt til film- og teaterscenen. Så jeg er heldig, at jeg forstår sproget og kulturen«.
»Men jeg ved samtidig godt, at jeg ikke ville have noget at lave, hvis ikke det var, fordi folk syntes, at jeg var dygtig og kan et eller andet. Jeg er meget tryg ved at folk vælger mig til deres projekter, fordi de synes, jeg er dygtig, men det er svært, når jeg kan mærke på folk, at de tænker, at jeg kun er her, fordi jeg hedder ’Arcel’. Jeg forstår godt hvorfor, men det er hårdt, når det bliver insinueret alligevel.«
Sker det ofte?
»Tidligere i mit liv har jeg oplevet mange, der sagde det på indirekte måder, som ’Nu kan det jo heller ikke ligefrem have skadet din karriere, at du hedder Arcel’. Og når nogen siger sådan, så bliver man nødt til virkelig at holde fast i, at man er god nok. Jeg kan godt finde ud af det her. Jeg arbejder pissehårdt. Jeg tror også, at jeg arbejder ekstra hårdt, fordi jeg ikke har lyst til, at der skal være tvivl om mine evner. Men jeg synes heldigvis ikke, folk siger den slags så ofte til mit ansigt længere«.
Fremtiden
Rollen i ’Mørkeland’ er den første af flere roller, man i fremtiden kan opleve Mathilde Arcel i. Til efteråret går turen mod Polen, hvor hun over et par måneder skal optage et tophemmeligt projekt.
Og i 2025 når hun lige at have premiere på hospitalsdramaet ’Det andet offer’, inden hun skal til Litauen for at optage endnu en spillefilm. Det kører altså for skuespilleren, der dog ind til for nyligt ikke havde så megen filmerfaring.
»Jeg har mest lavet kortfilm og spillet en helvedes masse teater«, som hun siger.
»Det går stærkt for tiden. Men jeg skal også lige huske at trække vejret og tænke over, hvad jeg egentlig drømmer om. Som at være med i en fantasy-film eller spille superhelt en dag. Det gad jeg godt…«
Hvem er din yndlingssuperhelt?
»Batman!«
Altså Batman har ikke nogen superkræfter. Han er jo bare rig.
»Ej come on! Han vælger altid at gå ind i kampen! Det er ret ’super’. Og han ser vildt sej ud. Han er så fucking stilet … Og så har han en god baggrundshistorie. Det er lige før, jeg glæder mig til den nye ’Joker’-film med Gaga. Selv om jeg synes, det er lidt ærgerligt, at de laver en toer. Det er et sell out, og man kan godt mærke, når ting bare bliver lavet for penge«.
Nu er du jo selv med i en to’er med ’Mørkeland’…
»Hov hov! Nu synes jeg lige, du skal passe på! Der er gået 20 år mellem dem, og vi følger et bogforlæg med en to’er, og så er man nødt til at lave filmen«.
Hun siger det gravalvorligt. Så skifter hun over i sit drillende smil.
’Mørkeland’ kan ses i biografen fra 22. august.