‘Furious’: Anderledes seriemorder-thriller er en af årets mest spændende

‘Furious’: Anderledes seriemorder-thriller er en af årets mest spændende
'Furious'. (Foto: Disney/Sarah Shatz)

SERIE. I mange krimier går seriemorderne efter samfundets mest udsatte. Hjemløse. Sexarbejdere. Unge kvinder.

I den nye krimithriller ’Furious’ fra Disney+ er det omvendt.

Her er det New Yorks rigeste og mest magtfulde mænd, der én efter én bliver fundet døde under mystiske omstændigheder og allerede fra den gennemslagskraftige åbningsscene står det klart, at instruktøren Elizabeth Meriwether – skaberen bag ’New Girl’, ’The Dropout’ og ’Dying for Sex’ – ikke er interesseret i endnu en rutinepræget FBI-thriller. Hun vil undersøge, hvad der sker, når kvinder, der hele livet er blevet undervurderet og udnyttet, tager kontrollen tilbage på de mest ekstreme måder.

‘Furious’. (Foto: Disney/Sarah Shatz)

Alice Black (Emmy Rossum) bliver efter et voldeligt forhold til en kollega flyttet fra New Yorks politi til FBI. Her kommer hun under vingerne på den erfarne Nora (Quincy Tyler Bernstine), netop som en række uforklarlige dødsfald blandt velhavende mænd begynder at tegne konturerne af en seriemorder. Sporene leder til den gådefulde Catherine (Lola Petticrew), men efterhånden som efterforskningen skrider frem, bliver Alice tvunget til at konfrontere dele af sin egen fortid, som hun længe har forsøgt at begrave.

Præmissen lyder umiddelbart som ’Killing Eve’, der møder ’The Fall’, men ’Furious’ finder hurtigt sin egen identitet. Serien er ganske vist bygget op omkring en klassisk katten-efter-musen-leg, men det egentlige omdrejningspunkt er de to kvinder på hver sin side af loven, som viser sig at have langt mere til fælles, end nogen af dem har lyst til at indrømme.

Det mest interessante ved ’Furious’ er nemlig ikke spørgsmålet om, hvem morderen er. Serien afslører forholdsvis tidligt, hvem Catherine er, og hvorfor hun går efter sine ofre. Spændingen opstår i stedet i det moralske minefelt, der åbner sig, når Alice gradvist må erkende, at retfærdighed og lov ikke er det samme.

‘Furious’. (Foto: Disney/Sarah Shatz)

Samtidig formår serien at gøre sin samfundskritik konkret. ’Furious’ viser, hvordan kvinder – uanset om de er FBI-agenter, sexarbejdere eller noget midt imellem – konstant bliver vurderet ud fra deres køn, deres seksualitet og deres sociale status, længe før de bliver vurderet ud fra deres handlinger. Tilføj hudfarve eller økonomisk udsathed, og spillereglerne bliver endnu mere skæve. Serien argumenterer aldrig med løftede pegefingre, men lader de mange møder med arrogante politifolk, rige mænd og et system, der igen og igen svigter kvinderne, tale for sig selv.

Karakterarbejdet er usædvanligt vellykket. Alice træffer flere beslutninger undervejs, som er frustrerende nok til, at man har lyst til at råbe ad skærmen, men serien gør sig umage med at vise, hvorfor hun handler, som hun gør. Derfor føles hendes fejl aldrig som manuskriptmæssige genveje, men som konsekvenser af et menneske, der stadig er mærket af sin egen historie.

Kollegaen Danny (Scoot McNairy) er desuden et kærkomment pust, hvis tørre humor og bidende sarkasme fungerer som ventil, når seriens mørke ellers truer med at blive altopslugende. Hans dynamik med Alice tilfører serien en varme, der gør det lettere at investere sig følelsesmæssigt i historien.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Catherine (Lola Petticrew) er hverken et monster eller en antihelt, men et menneske, hvis raseri føles både skræmmende og forståeligt. Det gør hende langt mere urovækkende end de fleste tv-seriemordere.

Tempoet er ganske vist en smule langsommeligt i begyndelsen, men omkring midtvejs finder ’Furious’ for alvor sin form, og de sidste episoder udvikler sig til en regulært neglebidende thriller, hvor de følelsesmæssige afsløringer viser sig mindst lige så spændende som jagten på morderen.

Det er sjældent, at en seriemorderfortælling lykkes med både at være medrivende, karakterdrevet og samfundsbevidst. ’Furious’ gør alle tre dele, og beviser samtidig, at kvindelig vrede sagtens kan være udgangspunktet for en af årets mest spændende thrillerserier.


Kort sagt:
’Furious’ bruger jagten på en kvindelig seriemorder til at fortælle en langt større historie om magt, køn og retfærdighed, og resultatet er en intens, karakterdrevet thriller, der først for alvor folder sig ud halvvejs, men siden er svær at slippe.

’Furious’. Serie. Serieskaber: Elizabeth Meriwether. Medvirkende: Emmy Rossum, Jake Lacy, Scoot McNairy, Lola Petticrew, Quincy Tyler Bernstine. Spilletid: 8 episoder á ca. 50 minutters varighed. Premiere: 27. juli på Disney+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af