’Dying for Sex’: Ny serie om kræft og orgasmejagt er lige så drønliderlig, som den er livs- og dødsklog
Ikke nok med at jeg tog mig selv i at blive rørt over, at to damer savlende sidder og laver sultne gokkebevægelser.
Jeg tog ligeledes mig selv i at blive begejstret for døden.
Eller nej … ikke døden som sådan. Jeg blev nok snarere ramt af en let henrykkelse for seriskaberen Elisabeth Merits skildring af den og af hendes noble ærinde om at aftabuisere naturlige emner og livets uundgåeligheder – herunder også dets ophør og dets sporadiske blue balls.
For i den Disney+-aktuelle ’Dying for Sex’ bliver kroppens muligheder og begrænsninger udforsket, når den uhelbredeligt kræftsyge Molly (Michelle Williams) bruger sin sidste tid på at udleve sit eneste bucket list-punkt: at komme med et andet menneske. Det har hun nemlig aldrig prøvet.
Jeg ved det. En fortælling om en fortysomething kvinde fanget i cancer og orgasmekløfter lyder næsten for tragisk til, at man magter at overvære det. Men det forholder sig helt modsat. Serien, der er baseret på den virkelige Molly Kochans historie og podcast, er nemlig underligt opløftende, drønliderlig og sjov.
Det er svært ikke at fnise og semijuble, når hovedkarakteren i første afsnit forlader sin ægtemand, den velartikulerede klimaforfatter og grønkålssnitter, Steve (Jay Duplass). For indespærret i en patroniserende plejer/patient-dynamik er al kødelig forbindelse mellem dem en saga blot – altså lige med undtagelse af et helt ekstremt sørgeligt blowjob, der ikke udløser andet end gråd og følelsesmæssige gagfornemmelser.
Så vil hun sgu hellere sutte på nogle af New Yorks mange singler – og i øvrigt også hellere dø i selskab med sin excentriske skuespillerveninde, Nikki (Jenny Slate), der påtager sig rollen som hovedkarakterens primære caretaker og wingwoman.
Herefter starter første dag i resten af Mollys korte liv, og som en noget mere lystig og Tour de Pik-agtig sammensmeltning af den visdomsrige ’The Room Next Door’ og af den provopirrende ’Babygirl’, tager hovedkarakteren lykken og libidoen i egne hænder.
Alt fra underlæber og telefoner til pastelfarvet voksenlegetøj vibrerer, når hun genbesøger og -erobrer sin egen seksualitet, og sikke da en kompleks fornøjelse. For den skarpe serie udfordrer genstridige myter om sex og sygdom, og det klarlægges, at både nydelse og smerte kan føles og se ud på mange måder.
Med hjælp fra hospitalets terapeut (en veloplagt og sympatisk Esco Jouley) introduceres Molly og publikum for (for nogen) uberørt lystland, hvilket efterlader os klogere og med nye forståelser.
Jeg vidste for eksempel ikke, at det er god skik at tage lasagne med til swingerfester, heller ikke at doggystyle tilsyneladende også kan betyde, at man iklæder sig et Scooby-Doo-kostume for efterfølgende at modtage et golden shower (#NoJudgment!).
For nej, ingen præference er for vild, ingen tanke for skamfuld, ingen cock cage-fantasi for weird eller for metallet. I ’Dying for Sex’ er (næsten) alt accepteret, råt for usødet, ligegyldigt om det handler om kroppe eller relationer.
Derfor fortæller serien også med stor generøsitet om hovedkarakterens forhold til hendes fraværende mor og til den besnærende og overskæggede Neighbor Guy (Rob Delaney), som hun – udover at sparke hårdt i skridtet – forelsker sig i.
Ja, alt er rørende og cute i denne til tider absurde sexpositive dramedy fuld af små buttplugs og store følelser.
Følelserne er dog oftest platoniske. Trods ’Dying for Sex’s romcom-kvaliteter er den ikke synderligt interesseret i den romantiske kærlighed, men – præcis som i den geniale ’Babes’ – langt mere optaget af søsterforholdet mellem to kvinder, hvilket er vidunderligt.
For udover at det er befriende med en fortælling om vigtigheden i den tilvalgte familie, er det smadderskønt at være Molly og Nikkis veninderum, der er beriget med ubetinget omsorg og en snabby dialog.
De skarpe replikker og den velskrevne dirty talk leveres generelt formidabelt fra det på alle måder glimrende cast, og ligeledes når hovedkarakteren pryder serien med en stærk og fortællende voiceover. Med denne får vi adgang til Mollys indre kanaler og inddrages blandt andet i overvejelser, om hvorvidt man kan score iklædt dumme forvaskede overalls, og om sådanne overhovedet matcher kemohår.
Brutalt, men forfriskende morsomt.
Præcis denne balance gennemsyrer fortællingen, for den markante humoristiske tone betyder ikke, at miniserien i otte hurtigt sete afsnit af en halv time, ikke har alvorstunge dimensioner. Tværtimod.
’Dying for Sex’ griber yderst nuanceret om hjerteskærende barndomstraumer, tilværelsens mangeartede diagnoser og sygdomsforløbets voldsomme smerter og nedslående umyndiggørelse.
Ligeledes er det at være nær pårørende (og ansvarshaver) for en terminalpatient et velfortalt spor, der ikke blot vil resonere i mange, men som ligeledes tillader den altid vakse Jenny Slate flere skuespilmæssige facetter end tidligere set. Hun er skidegod!
Showets stjerne er dog uden tvivl Michelle Williams. Hun er bevægende og dybt charmerende som den på alle måder kræftfulde Molly, der i forsøget på en eller anden form for kropskontrol indtager rollen som dominatrix.
Med pisk og stok understreger hun vigtigheden i at kunne udtrykke sine ønsker og behov, når man ligger der helt fri eller fastspændt i (hospitals)sengen.
Og så påpeger hun i øvrigt, at det ikke vil være livets allerstørste tragedie, hvis ens famous last words bliver: Jeg kommer.
Kort sagt:
’Dying for Sex’ er en velspillet livs- og dødsklog serie, der med brutalitet, ærlighed og humor afdækker (og aftabuiserer) tilværelsens naturlige forhold.