’Babes’: Den sjoveste og mest ærlige film om kvinder og veninder, jeg længe har set
Siden Maya Rudolph iført en stor brudekjole fik tyndskid på gaden, har jeg manglet en film, der har kunnet skildre venindeskaber og få mig til at skraldgrine som y-filmen ’Bridesmaids’.
Og nej, selvom ’Better Things’-stjernen Pamela Adlons instruktørdebut ikke helt kan måle sig med polterabendhittet, er ’Babes’ lige præcis den intelligente og ikke-kropsforskrækkede chick-flick, jeg har ventet på.
I denne forrygende sjove skildring af kvinde(under)liv følger vi frydefuldt den energiske singleton og go with the flow-yogalærer Eden (Ilana Glazer fra ’Broad City’) og hendes lifelong og upper east side-lokerede bff Dawn (Michelle Buteau).
Samme dag, hvor sidstnævnte bliver andengangsmor, snubler Eden ind i off-off-off-Brodway-skuespilleren Claude, som netop har leveret sin ene beskedne replik i rollen som sexy black waiter i en endnu ukendt Martin Scorsese-film.
Der snubles åbenbart så hårdt og heftigt, at hun bliver gravid. Men med et lille tragikomisk plottwist udsættes hovedkarakteren i nye og lykkelige omstændigheder for den ultimative form for ghosting, og vælger hun at beholde barnet, må hun derfor være soloforælder.
Eneansvaret skræmmer (begyndelsesvis) ikke Eden – hun har jo Dawns støtte og husnøgle – og ’Babes’ viser sig som en veldrejet graviditetskomedie om to thirtysomething damers forskellige veje ind i moderskabet.
Men den er ligeledes en menneskeklog og hjertevarmende fortælling om ’sister from another mister’-logik og familiesammensætninger, der ikke er betinget af fælles dna.
Hertil kredser filmen hyppigt om det platoniske forholds millionspørgsmål:
Hvordan kan man opretholde tætte vennerelationer, når forstyrrende elementer som børn, ægtefæller og økonomiske forpligtigelser pludselig gør indtog?
Gennem hårdt arbejde og store mængder af tålmodighed – og (alkoholfri?) tequila.
I al fald hvis vi skal lytte til den charmerende og kemispækkede duo, der med yin/yang-dynamik fornøjer og beriger både hinanden og publikum. Det mærkes i allerhøjeste grad, at begge pragtfulde hovedpersoner har erfaring fra standup-scenen, for man fucking flækker over deres skarpe tunger og suveræne timing.
Dog føles det sommetider, som om ’Babes’ er lidt for drevet af at ville cracke jokes. Dele af historien går faktisk en smule tabt, fordi der er et større fokus på spas og en underholdende dialog, der lyder noget a la:
»Did I shit on my baby?«
»No, you baby’d on your shit«
Men det er jo netop det, det hele handler om. Sjove kvinder/veninder, der føder, bløder og skider. Og med en meget eksplicit mission om at ville gå i rette med den klassiske og forfinede filmfremstilling af, hvad der foregår i barselsengen og postpartum, zoomer ’Babes’ ind på moderkager, forbandede brystpumper og forventningspres.
De tabuiserede psykologiske emner, som findes i forbindelse med svangerskab og familieforøgelse, beskrives særligt stærkt i selskab med Buteau. Man kunne derfor ønske sig, at Dawns historie og bedrøvede øjne fik mere skærmtid, så udmattelsen – og hendes mulige fortrydelse? – blev nuanceret og ordentligt udfoldet.
Men komedien vil også have tid til at røre let og humoristisk ved racisme, kulturel appropriation, svigt og daddyissues, ligesom Adlon lige klarlægger, at der altså ikke er nogen skam i at have en klinik for kønssygdomme på speed dial – og at det i dag (beklagelig vis) fortsat betragtes som problematisk, hvis man bor og lever alene.
Således har du jo ingen at dele svimlende høje andelslån og dagligdagens vidunderstunder med, og der er i øvrigt heller ingen til at udføre the heimlich manoeuvre på dig, hvis du er offer for en vildfaren mandel.
Ja, det kan være farligt at være single, hvilket konstant fremstammes af filmens velspillende birollekatalog, der rummer alt fra en fortvivlet tjener til en grineren læge med uduelige hairplugs.
Men med humor og kløgt evner den filmdebuterende instruktør alligevel at vriste sig fri fra forestillingen om det romantiske forhold som tilværelsens vigtigste, og ’Babes’ fremstår i sidste ende som en pissemorsom hyldest til venskaber – og til kvinden og hendes både væskende og livgivende krop.
Kort sagt:
Med to komiske stjerner i front har Pamela Adlon skabt den sjoveste og mest ærlige film, jeg længe har set om kvinder, veninder og alt det, der kommer ind og ud af dem.