’The Room Next Door’: Pedro Almódovars Guldløvevinder er et ualmindeligt rørende pragtstykke – med dansk besøg
Ingen har nogensinde fremkaldt så mange hjertebank mod en lukket dør som Pedro Almodóvar i sin vidunderligt bevægende adaption af Sigrid Nunez’ roman ‘What Are You Going Through’.
I sin stilistisk overlegne Guldløven-vinder ’The Room Next Door’ danser den spanske instruktør med døre og døden, når han i sin første engelsksprogede film har rettet kameraret mod Manhattan – og mod den skønlitterære forfatter Ingrid (Julianne Moore).
Med et nyudgivet værk, der kredser om angsten ved forgængelighed og det endelige forfald, er det noget ironisk, at hun til sin egen boglancering erfarer, at hendes long lost ungdomsveninde, krigskorrespondenten Martha (Tilda Swinton), er kræftsyg og lænket til sit eget smertende brændpunkt.
I en samvittighedsfuld omsorgsgerning modgår Ingrid sin frygtsomme natur og genetablerer kontakten og nærheden.
Herefter begiver de to yderst velklædte kvinder sig ud på daglige vandringer i storbyens parker og i fælles fortid, og gennem sprækkerne på smukt optegnede læber – og gennem utallige intertekstuelle referencer – diskuterer de kløgtigt kærligheden og kunstens idioti og symmetri.
Den belæste vens forståelse og støtte sættes dog på prøve, da kræften viser sig at være uhelbredelig, og en besindig Martha beder om ganske særlig tjeneste: ledsag mig på vejen mod mit selvmord.
Fast besluttet på, at hun ikke vil vente på yderligere svækkelse af krop og sind, har patienten anskaffet sig en pille fra the dark web, men ønsker ikke at være alene på sit selvskabte hospice.
Trods umiddelbar modstand fra Ingrid og forsøg på at præsentere pointer vedrørende tilværelsens forsatte værdi og værdighed indlogerer vennerne sig i en amerikansk Woodstock’sk boligdrøm fuld af mahogni og melankoli.
Aftalen lyder, at Marthas soveværelsesdør altid vil stå åben. Men dagen, døren er lukket, har hun overgivet sig til de tunge øjnelåg.
Bevæbnet med ånd og piller i hænderne er ’The Room Next Door’ et ualmindeligt rørende og taktilt pragtstykke om retten til liv og – tilvalgt – død. Og akkompagneret af Alberto Iglesias’ medfortællende musik og de overvældende (kontrast)farver har den spanske mester nok engang skabt en billedskøn og æstetisk dragende film, der ønsker at fremmale verdens og karakterenes kompleksiteter og nuancer.
Her nedfældes ingen dom, men forebringes utallige spørgsmål – blandt andet om hvorvidt Ingrid med sin viden om det kommende selvmord vil kunne betragtes som medskyldig i en skæbnesvanger forbrydelse.
Sommetider tegnes der dog konturer af svar. For uagtet, at Martha selv mener, at kræften er den eneste krig, hun ikke har evnet at berette om, taler hun yderst poetisk og bevægende om sin tilstand, og hun skænker os skinbarlige sandheder om sygdommen og sprogets mange pinsler. Herunder – i en voldsomt gribende sekvens – det sårende i at få omtalt cancer som en styrkeprøve, du enten kan vinde eller tabe.
Den sentens leveres af Tilda Swinton, der er i vaskeægte topform. Blandt faldne blade skinner hendes kølige hud og blik, og med stor autenticitet bevæger hun publikum med sit sygdomsportræt.
I et pudsigt humoristisk rum ligger hun ikke blot side om side med mørke skygger, men også side om side med en kunstnerisk ligesindet.
For som melodramatikkens absolutte dronning skildrer Julianne Moore en kvindes og en pårørendes (undertrykte) indre med stor bravur. Med dirrende mundvige er Moore et følsomt og passende modstykke til Swintons tæt på stoiske figur, og i dette dynamiske spil får både de rationelle og de sensible fraseringer plads i samtalen om døden.
Som veloplagte tilføjelser – onde tunger ville muligvis mene forstyrrelser – løber der sidefortællinger, hvis ærinder er at udfolde tematikker og konflikter yderligere.
John Turturro indtager rollen som venindeparrets tidligere fælles kærlighedsinteresse og pessimistisk klimaprofessor. I selskab med ham og visheden om, at også kloden er en terminalpatient, gribes der om brede skyldspørgsmål, og det overvejes, hvordan man kan/må leve – eller betræde græsset – trods fatale fremtidsudsigter.
Ligeledes medvirker den danske og glimrende Alex Høgh i ørkenknasende flashbacks som krigsveteran og faren til Marthas distancerede datter. Med disse åbnes erkendelser om afskeden og savnets mange ansigter og om alt det – og alle de – vi efterlader. Også inden endelig bortgang.
Ifølge Almodóvar udånder relationer nemlig sommetider før mennesker. Men stjerneinstruktøren, der her fortsætter det elegiske favntag med livets efterår, som han igangsatte med den selvbiografiske ’Smerte og ære’, antyder tilsvarende, at kriser, sorger og kærlighed sagtens kan forløses posthumt.
For kunst som natur forener de levende med de døde – og spøgelser og sjælefred har altid kunnet gennemtrænge selv lukkede døre.
Kort sagt:
Med kunstnerisk kløgt og overlegenhed har Pedro Almodóvar skabt en rørende og farverig fortælling om dødens liv og væsen.