INSIDER. »Det værste er sådan nogle spørgsmål om, hvad jeg spiser til morgenmad«.
Asta Kamma August har egentlig ikke meget tilovers for mediemaskinen omkring filmbranchen, men har dog indvilliget i at lukke os ind bag kulissen på tilværelsen som skuespiller i Soundvenues format Insider.
Vi fangede den pressesky skuespiller en tidlig morgen på en Vesterbro-café, og til de nysgerrige kan det hermed afsløres: En morgenplatte med surdejsbolle, ost og marmelade, inklusive sort filterkaffe.
Den 34-årige skuespiller fik sit store gennembrud i Amalie Næsby Ficks roste TV 2-serie ‘Sex’, og nu er hun til sin store begejstring tilbage i armene på Fick med den biografaktuelle thriller ‘Dobbeltfejl’.
Flankeret af Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl spiller hun den unge, nytilflyttede solomor Ulrikke, der sammen med sin urolige teenagesøn NC (Julian Brix) håber på en frisk start i den lille provinsby.
Indvielsen i lokalmiljøet og ikke mindst skolens forældregruppe kunne dog næppe være gået mere ulykkeligt, da det kommer frem, at der er blevet begået et påstået seksuelt overgreb på en dreng i NC’s klasse.
Hurtigt bliver Ulrikke og Anne Sofies (Gråbøl og Babett Knudsen) sønner anklaget for at være medvirkende til overgrebet, og snart bliver Aula-rygter og hvisken i idrætsklubben til en fuldbyrdet krig mellem de tre mødre, der alle konfronteres med det rå moderinstinkts grimmeste sider.
Siden gennembruddet har den dansk-svenske skuespiller medvirket i en imponerende række teaterforestillinger, serier og film på tværs af Norden – heriblandt Thomas Vinterbergs ‘Familier som vores’, den foruroligende grønlandsfortælling ‘Kalak’, Jesper Dalgaards eksperimenterende ‘Mors drenge’ og Karen Blixen-portrættet ‘Pagten’, instrueret af hendes far, Bille August.
Her fortæller Stockholm-bosatte Asta Kamma August om sine allerbedste insiderhistorier, som kun indviede branchefolk kender til. Det bringer os blandt andet omkring irriterende filmprøver, en latterlig SoMe-tendens – og skuespil som et åndeligt flow state.
Snakker for meget, spiller for lidt
Hvilken konkret feedback påvirkede mest arbejdet med ‘Dobbeltfejl’ i tilblivelsesprocessen?
»Det er anden gang, jeg arbejder med Amalie (Næsby Fick, red.) – første gang var på tv-serien‘Sex’. Det var stort set vores begge debut, så vi nåede at se mange side sider af hinanden. Det har så gjort, at vi i dag faktisk ikke behøver sige særlig meget om karakteren eller scenen. Hun stoler på, at jeg ved, hvad jeg gør, og så stoler jeg på, at hun stopper mig, hvis der er noget helt galt. Det er ret unikt og virkelig rart«.
»Der er generelt alt for meget snak på produktioner. Jeg tror, man tit vil se mig sidde helt asocialt i et hjørne, fordi jeg prøver at blive i stemningen. Jeg har virkelig intet behov for hygge på set. Mange andre går op i, at det skal være rart og dejligt, og jeg er sådan ‘whatever’«.
»Det er især i Danmark, at folk går for meget op i hyggen på set – også på bekostning af arbejdet. Jeg synes altid, at værket er det vigtigste. Så kan hyggen komme ud af, at alle udfører sit arbejde med en stor alvor. Det er første gang, jeg siger det højt, men det synes jeg faktisk«.
Hvilken darling måtte du dræbe til den endelige version af ‘Dobbeltfejl’?
»Min karakter havde en hund! Ulrikke er lidt rodet og har gang i mange ting, så det var sjovt, at hun også skulle forholde sig til en hund. Det er bare altid svært at filme med dyr. Det virker som en god idé på papiret, men er skide udfordrende i praksis. Det var den hund også, så den var med i én scene, og så røg den. Det tog simpelthen for lang tid«.
»Der er en scene i filmen, hvor Sidse Babett Knudsens karakter kommer forbi min lejlighed, og man hører en hund gø. Hunden er der ikke, kan jeg fortælle dig. Men jeg siger ‘sit’ ud i luften, fordi jeg under optagelserne tænkte ‘nå ja, hunden er der jo også’. Det er ret sjovt«.
»Det var første gang, jeg blev virkelig vred«
Hvad gør du for at komme i zonen på optagelser?
»Jeg har faktisk bevidst trappet ned i forberedelser. Engang var jeg meget ambitiøs – skrev alle karakterens intentioner ned, opdigtede en baggrundshistorie, lavede research, hørte musik lige inden. Men jeg kom til at lukke mig om mig selv og sidde fast i en idé om at gøre det ‘rigtige’«.
»I dag laver jeg seriøst ingenting. Det er nærmest bare at gå ind fra gaden. Jeg kan godt lide den flydende overgang fra normal tilstand til optagelser, så man holder fast i naturligheden og i nuet. Jeg skal bare kunne ordene, og så kører vi«.
Hvilken fysisk genstand er den vigtigste for, at du kan gøre dit arbejde godt?
»En mulighed for varme. Høje krav, hva’? Jeg hørte nogen sige, at på film fryser man altid, og på teater sveder man. Og sådan er det bare. Jeg har engang optaget på Grønland, hvor vi fik elektrisk undertøj på. Det var seriøst key og ikke noget, jeg ville leve uden«.
»Sidste år optog jeg den norske film ‘Markens grøde’, og det var så koldt. Den foregår i 1800-tallet, så man kunne ikke gemme noget som helst i kostumerne. Vi havde en scene, hvor der skulle være storm, så der fløj en helikopter rundt og smed vind ved minus 20 grader i hovedet på mig. Jeg skulle samtidig få en ko til at gå pænt, og jeg gled i mine bittesmå sko, så koen løb væk. Det var første gang, jeg virkelig blev vred. Jeg havde en lille træspand med foder til koen, som jeg kylede ind i et træ, så den gik i stykker, og var sådan: ‘Det er nok nu!’«.
Har du et hack, der hjælper med at frembringe din kunstneriske inspiration?
»Jeg er ikke så glad for prøver på film. På langt de fleste film er prøverne faktisk helt unødvendige. Jeg synes, nerven forsvinder i scenen, når man prøver den helt ud«.
»Jeg var så heldig at være med på et hjørne i Lars von Triers sidste sæson af ‘Riget’. Han gjorde det geniale, at han ikke lod skuespillerne prøve scenen, før det skulle filmes. Så man kommer ind og ved ikke engang, hvor man skal gå hen, og så rullede kameraet pludselig. Han vil nok have det umiddelbare, hvor man faktisk er en lille smule usikker og lost. Jeg synes, det er så inspirerende. Det ville jeg altid gøre – så lidt forberedelse som muligt«.
Bad taste og SoMe-cirkus
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Generelt eksisterer der en spændende bølge, hvor grænserne mellem kunstverdenen og filmverdenen sløres. Jeg har lavet nogle korte film med forskellige kunstnere – Emma Rosenzweig og Ea Verdoner. Jeg er også med i en kunstnergruppe i Göteborg, som jeg snart skal lave en spillefilm med. Når kunstnere laver film, kommer man uden om den klassiske historiefortælling, man opdrages i på filmskoler. Det er sindssygt befriende, fordi der ikke er så mange regler«.
Hvilken irriterende tendens inden for film eller skuespil taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Det er 100 procent, hvordan SoMe har påvirket branchen og markedsføringen af film. Der er kommet et enormt behov for bagom-content, og det er jeg allergisk over for. Hvis det er en god film, skal den nok nå sit publikum. Det giver et indtryk af, at man ikke stoler på kunstværket, når man skal lave alt muligt ved siden af – teste chilier, samtidig med at man snakker om, hvad man har i sin taske. Det er meget amerikansk, og jeg er meget imod det. Det er bad taste. Dumt og latterligt«.
»Jeg har ofte formået at sige nej til meget af det selv, men det er den værste tendens i branchen, og jeg kan se, at mine kollegaer lider. Jeg kan se det i deres øjne. Stort set alle synes virkelig, at det er presset«.
Rasende publikummer
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»Jeg husker særligt engang for længe siden, hvor jeg lavede en ungdomsmusical i Stockholm om menstruation. Jeg ved ikke, om det også skete i Danmark, men der var ligesom en hel bølge i Sverige dengang, hvor menstruation rigtig skulle frem i lyset. Efter forestillingen stod vi og snakkede med publikum, og der kom en pige på 12-13 år hen og sagde ‘nu vil jeg gå hjem og fortælle min mor, at jeg har fået menstruation’. Det havde hun ikke turdet før. Det var en meget sød og direkte form for impact«.
Hvornår har anmelderne misforstået din intention med dit værk?
»Jeg prøver ikke at lægge for meget i filmanmeldelser, men jeg kan ikke lade være med at læse dem. Jeg er simpelthen for nysgerrig«.
»Jeg lavede engang en svensk film, der foregik i 1930’erne. Skuespillerne og instruktøren havde i fællesskab truffet et bevidst valg om, at vi skulle tale, som man gjorde dengang, hvilket er lidt højtideligt. Så kom der en anmeldelse, der pegede det ud og kaldte det stift, mærkeligt og unaturligt. Det var irriterende, for det var jo et kunstnerisk valg. Men anmeldere har selvfølgelig ret til at kunne lide valget eller ej«.
Hvornår har publikum helt misforstået dit værk?
»Jeg lavede engang en forestilling af ‘Orestien’ på Aarhus Teater, hvor første akt foregik ude i foyeren, hvor publikum sad. Der var en mand, som blev så rasende over, at det foregik i foyeren – han havde jo betalt for sin faste plads i salen. Han rejste sig midt i det hele og skældte ud og råbte, at det fandeme var for dårligt, og så stormede han tværs igennem publikum mod udgangen. Det var forfærdeligt og virkelig hårdt som skuespiller, når man står og skal samle det op. Det er en usikker stemning på den ufede måde«.
Skuespil som rustning
Hvad er det bedste ved dit job?
»Det er de øjeblikke af dyb koncentration, hvor man er i gang med at finde ud af noget helt vildt vigtigt i forhold til værket. Med fare for at lyde prætentiøs så er det nærmest åndeligt. Det minder om, når man var barn og legede så koncentreret, at resten af verden forsvandt. Ikke fordi det er sjovt, men fordi det er dybt alvorligt for alle dem, der er med. Alle er med på præmissen og bygger videre på hinandens idéer. Det fælles kreative flow kan jeg blive helt høj af«.
Og hvad er det værste ved dit job?
»Det her! Ej, men jeg tror faktisk, at jeg vil svare presse. Det ville jeg gerne være foruden, hvis jeg måtte. Jeg vil helst bare lave skuespil. Jeg tænker tit på, hvem i alverden der skulle synes, at det er spændende at høre mig snakke. Det er megasvært at skulle formulere sig og ramme sit arbejde ind i ord, når man egentlig bare ønsker, at det skal være flydende«.
»Jo mere privat det bliver, jo sværere er det. Spørgsmål om hvad jeg spiser til morgenmad, hvor jeg har gået i skole – det har jeg intet behov for at dele ud af. Mange skuespillere er egentlig ret generte eller private mennesker, for det er jo netop derfor, man gerne vil klæde sig ud som andre. Så det er lidt ironisk, at det forventes, at man skal være så personlig«.
‘Dobbeltfejl’ har biografpremiere 24. september.