‘En du elsker’

Pernille Fischer Christensen er ikke bange af sig. Det kræver mod at lave en film om en lidende kunstner, der skal vælge mellem sin kunst og kærlighed til sin familie, for vejen til succes går gennem et minefelt af klichéer.

Den aldrende rockmusiker Thomas Jacob (Mikael Persbrandt) vender hjem til Danmark for at indspille en plade med produceren Molly Moe (Trine Dyrholm). Alene – som den martrede kunstner foretrækker det – indlogeres han på et stort slot. Men livet banker på, for selvfølgelig har kunstnerisk succes en social slagside, og den svigtede datter (Birgitte Hjort Sørensen) skal på afvænning. Snart står Thomas med ansvaret for sit 11-årige barnebarn Noa (Sofus Rønnov) og en chance for at rette op på fortidens fejltagelser.

I alle hovedtræk er der således intet nyt eller overraskende på spil, men på sikker vis formår Fischer Christensen alligevel at skabe en vedkommende film, især fordi hun er en dygtig personinstruktør, omtrent på linje med Susanne Bier og Thomas Vinterberg.

Filmen står og falder nemlig med, om karakteren Thomas er troværdig som rockstjerne, men heldigvis skaber svenske Mikael Persbrandt og instruktøren en sammensat musiker, som lige så godt kunne have været virkelig.

Læs også: Persbrandt er frygtløs i ‘Mig ejer ingen’

Og Persbrandt er eminent. Med bare én trækning i det furede ansigt forstår man ham på trods af hans egoistiske selvlede. Det er underspil af højeste karat. »God musik kommer ikke af teknisk dygtighed«, siger Thomas til Noa – det kommer af personlighed, og det er Persbrandt et levende bevis på. I hans stemme skurer en uforfalsket smerte fra Thomas’ voldelige barndom og lidt for store indtag af alkohol og cigaretter. Det hjælper selvfølgelig, at Tina Dickows sange skaber et følsomt-smerteligt univers, som han kan udfolde sig i.

Det kræver sin mand at spille op med det svenske skuespillerikon, men den unge debutant Sofus Rønnov er et fund i rollen som barnet, der pludselig må blive voksen. Der er en følsomhed og modenhed i de brune øjne og den spinkle drengekrop. Det tjener dog også til instruktørens fordel, at scenerne mellem de to hovedroller fremstår så gribende og uforudsigelige.

Et eksempel er filmens morsomste scene, hvor Thomas gør nar af sin indonesiske husholderske Ping-Pong (!), og Noa griner med. De finder sammen i en små-racistisk joke – det er hvert fald ingen kliché, og under alle omstændigheder er ’En du elsker’ mere helstøbt end instruktørens forrige, ’En familie’. ’En du elsker’ står tilbage som Pernille Fischer Christensens mest rørende film til dato. 

---

Kort sagt:
Selvom klichéerne står i kø, inkarnerer Mikael Persbrandt med stor troværdighed den fiktive rockstjerne, der pludselig påduttes ansvaret for sit barnebarn. Filmens dialogscener er gribende, Tina Dickows musik skaber emotionel klangbund – og så er en barnestjerne født i form af Sofus Rønnov.

Læs også: Persbrandt er frygtløs i ‘Mig ejer ingen’