‘Mig ejer ingen’
Det er længe siden, at altopslugende alkohol-afhængighed er blevet portrætteret med så stor troværdighed på det store lærred som i Kjell-Åke Anderssons ’Mig ejer ingen’. Man skal måske helt tilbage til Billy Wilders alkoholiker-klassiker ’The Lost Weekend’ fra 1945 for at finde en film, der har formået at udstille misbrugets skyggesider på en så grum måde og samtidig fastholde sympatien for sin hovedkarakter.
I Wilders film skyldtes det Ray Millands intense præstation som den forpinte Don, og i ’Mig ejer ingen’ er det Mikael Persbrandt, der giver sjæl til rollen som den hårdtarbejdende familiefar Hasse, der slår sig på flasken, efter hans kone forlader ham som alenefar til deres femårige datter Lisa.
Med skovsnegl og svaj i bukserne er det næsten ikke til at kende den svenske superstjerne, der nok forbindes af de fleste (læs: din mor) med sin rolle som den arrogante politibetjent Gunvald Larsson i den svenske krimiserie ’Beck’. Men selvom slikhåret er skiftet ud og trenchcoaten hængt på hylden i filmen, der foregår i 70’ernes Stockholm, er Persbrandts stærke udstråling i den grad intakt.
’Mig ejer ingen’ er baseret på Åsa Linderborgs selvbiografiske bog af samme navn og handler om Lisas forhold til sin fordrukne far, som det udvikler sig, fra hun er fem til 25. I begyndelsen er de to »bästis och bundis«, og Lisa er fuldstændig kærlighedsblind over for det svigt, der ligger i hans fuldskab. Men Hasses afhængighed forværres for hver dag, og allerede som teenager er datteren vant til at finde sin far halvt bevidstløs i opgangen, når hun kommer hjem fra skole.
Kjell-Åke Andersson lægger ikke fingre imellem, når han beskriver de fornedrende og i sidste ende altødelæggende konsekvenser af Hasses årelange misbrug. Og netop derfor er det ekstra beundringsværdigt, at Persbrandt – der selv har kæmpet med misbrug – går så frygtløst ind i rollen.
Uden ham ville ’Mig ejer ingen’ mest af alt være et lidt overfortalt periodedrama med cheesy underlægningsmusik og sporadiske, belærende referencer til kommunistiske Cuba, blomstrende feminisme og Olof Palme-had på højrefløjen. Filmen vinder ellers point på at holde den løftede pegefinger i lommen i den mere intime del af dramaet. Hasses kærlighed til sin datter er netop det, der gør hans afhængighed til en kamp. Og det er derfor, det gør så ondt at se ham overgive sig til flasken gang på gang.
Kort sagt:
Kjell-Åke Anderssons filmatisering ’Mig ejer ingen’ er – når den er bedst – en uforskønnet fortælling om afhængighedens skyggesider, forsynet med en ubehagelig autenticitet af Mikael Persbrandt, der går frygtløst til rollen som arbejderklasse-alkoholikeren Hasse.