Påske-on-demand: 10 film, der lindrer dine moralske tømmermænd

Fik du lidt for meget indenbords til påskefrokosten? Vi har samlet en stak film plus en enkelt serie fra streaming-tjenesterne, der får din egen deroute til at blegne helt og aldeles.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Eastbound & Down’

Danny McBride spiller den udbrændte og tåbeligt megalomaniske baseball-pitcher med det endnu mere tåbelige navn: Kenny Powers.

Vi følger den pensionerede sportsmand, efter han er vendt tilbage til sine rødder i Shelby, North Carolina. Det går aldrig helt som planlagt for Kenny, men til gengæld går underholdningen som smurt med stoffer, sprut og jævnlige besøg fra Will Ferrell. Danny McBride er virkelig i sit es, og den undervurderede Andy Daly er fantastisk som rektoren, der lader sig hvirvle ind hans deroute.

Uanset hvor snøvlende din tale var til påskefrokosten, forsikrer vi dig om, du ikke kan have lydt lige så stupid som Kenny Powers.

Kan ses på HBO Nordic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Down Terrace’

Hvis du er i humør til lidt socialrealistisk gangster-drama dagen derpå, kan du kaste dig over britiske Ben Wheatleys ’Down Terrace’, der byder på masser af stump vold og sort komik.

Bill og hans søn Karl er netop blevet løsladt fra fængsel og roder sig straks ud i flere problemer. Pistoler, stoffer og folk-musik præger hverdagen i den lille voldelige familie, og pludselig dukker en højgravid kvinde op, som de også må tage stilling til. Ben Wheatley har siden lavet roste film som ’Kill List’ og ’Sightseers’ – ’Down Terrace’ var hans gennembrud, og hvilket ét af slagsen.

Kan ses på Viaplay.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Candy’

To frisindede og kunstneriske sjæle, spillet af Heath Ledger og Abbie Cornish, falder pladask for hinanden i dette både charmerende og skræmmende junkie-portræt. ’Candy’ er propfyldt med poetiske stunder, men de elskendes heroin-afhængighed får fatale konsekvenser. Rusen eskalerer, og parret gifter sig blindt, men inden længe begynder stofferne at ætse ægteskabet op.

Kan ses på Viaplay.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Applaus ’

Paprika Steen spiller sin hidtil måske mest overbevisende rolle som den altdominerende Thea i Martin P. Zandvliets danske drama ‘Applaus’. Thea er skuespiller, fraskilt mor og hårdt ramt af alkoholisme, aggressiv selvkritik og slet skjulte divanykker. Da Thea vender tilbage til virkeligheden efter et længere ophold på afvænning, forsøger hun desperat få sit liv tilbage på skinner.

’Applaus’ er skræddersyet til Paprika Steen, som spiller på fordommen om, hvordan hun selv er – og med optagelser fra virkelighedens skrå brædder, bliver hele filmen ekstra autentisk.

Kan ses på Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

’Drinking Buddies’

Nyd en reparations-bajer til den atypiske rom-com ’Drinking Buddies’ og dens både tankevækkende og morsomme skildring af et venskab, der bliver lidt for intimt.

Læs mere: 5 stjerner til ’Drinking Buddies’

Luke og Kate (spillet af Jake Johnson og Olivia Wilde) er bedste venner og kollegaer på et mikrobryggeri. De har fantastisk kemi, men der er bare ét problem. De er begge i temmeligt seriøse forhold. Mumblecore-instruktøren Joe Swanbergs’ film har lige været en stor succes på CPH PIX-festivalen, og fangede du den ikke der, er chancen der nu på streaming.

Kan ses på amerikansk Netflix.

Læs også: Joe Swanberg – ironi er et generationsproblem

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Pineapple Express’

Seth Rogen spiller stævningsmedarbejderen Dale Denton, hvis liv primært kredser om en lidt for ung kæreste og en alt for stor trang til stofhandleren Saul Silvers (James Franco) grønne guld.

Alt er fryd og gammen, da Denton og Silver ryger en meget sjælden form for marihuana kaldet Pineapple Express, men da makkerparret vidner et mord og efterlader en stump fra deres joint, bryder helvede løs, og de vikles ind i alvorlig magtkamp.

En virkelig morsom hasher-komedie af David Gordon Green – og igen dukker Danny McBride op i en væsentlig birolle. Han passer åbenbart perfekt til krydsfeltet mellem humor og stoffer.

Kan ses på amerikansk Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Fear and Loathing in Las Vegas’

Terry Gilliam instruerede Hunter S. Thompsons psykedeliske klassiker og skabte med Johnny Depp i hovedrollen en vanvittigt euforiserende og farverig roadtrip-film. Sportsjournalisten Raoul Duke er på vej til Las Vegas for at rapportere fra et motorcykel-ræs, og han ledsages af sin advokat (Benicio Del Toro) og et solidt lager af alt, hvad et drug-addict-hjerte kan begære.  

Stoffer skydes i kroppen, hotelværelser smadres, og hallucinationerne tager fart. En af Terry Gilliams mest veloplagte film.

Kan ses på amerikansk Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Half Nelson’

Ryan Gosling er i sig selv en kur mod tømmermænd, også selvom han i ’Half Nelson’ er temmelig sølle.

Han spiller folkeskolelæreren Dan Dunne, der får sværere og sværere for at adskille livet  som rollemodel for sine elever og natteravn med hang til stoffer. Da pigen Drey opdager Dunnes misbrug, blomstrer et problematisk, men måske godtgørende venskab op. En af Goslings bedste roller fra tiden før hans helt store mainstream-gennembrud.

Kan ses på Viaplay og Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Savages’

En alternativ kærlighedshistorie om to vidt forskellige bedste venner, deres succesfulde marihuanadyrkning og fælles (!) kæreste Ophelia. Aaron Johnson, Blake Lively og Taylor Kitsch spiller hovedrollerne i Oliver Stones hektiske drama, hvor trekløverets idylliske liv i Californien afbrydes af en magtsyg mexicansk dealer, der vil gøre alt for en bid af kagen.

En af Oliver Stones mainstream-film – måske ikke stor kunst, men perfekt til en feriedag på sofaen.

Kan ses på Viaplay.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Midnight Express’

Alan Parkers film fra 1978 er baseret på forfatter Billy Hayes’ selvbiografiske roman af samme navn og tager udgangspunkt i konsekvenserne af stofsmugling i Tyrkiet.

Den unge Billy bliver taget i at smugle hash fra Istanbul til USA og håber, han kan slippe billigt. Men Billy må indse det tyrkiske fængsels barske realiteter og gå igennem fysisk og psykisk tortur mellem uendelige forsøg på at undslippe. Trøst dig med, at hvor end du selv vågnede op, var det næppe i et tyrkisk fængsel.

Kan ses på Netflix.

Læs også: 5 anderledes politiserier til at komme sig over ‘True Detective’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af