Bieber partycrasher Armani-fest
Justin Bieber var – som reglerne foreskriver – i smoking, da han betrådte den røde løber under Cannes-festivalen. Men det var jo varmt i Sydfrankrig i år, og så er der jo ikke nogen grund til at lade sig hæmme af for mange tøjklæder, når man nu samtidig har lidt at vise frem.
Så Bieber smed trøjen, da han senere var ude på en slentretur langs havnepromenaden, og flashede både tatoveringer og mavemuskler, så det halve kunne være nok.
Hvad Justin Bieber egentlig lavede i Cannes, står ikke helt klart, og flere var tilsyneladende overraskede over hans besøg. Sidste weekend partycrashede Bieber således den celebre Vanity Fair/Armani-gallafest.
»Det var sjovt, for han var ikke inviteret, så der var ikke plads til ham i første omgang, hvor han bare gik lidt rundt og forsøgte at hilse på Cate Blanchett, der ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre«, fortalte The Hollywood Reporters festjournalist Rhonda Richford til Berlingske under festivalen.
Afdankede ’The Expendables’-stjerner i kampvogn
Cannes er et mærkeligt kryds mellem den fineste filmkunst og store Hollywood-stjerner, der benytter anledningen til at skabe opmærksomhed omkring sig selv og deres kommende film, ofte i den rækkefølge.
Årets mest opsigtsvækkende PR-stunt stod holdet bag den kommende ’The Expendables 3’ for. De havde lejet en tank, som de lod trille ned ad Croisetten til ære for de mange fotografer og nysgerrige. Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone, Antonio Banderas, Mel Gibson, Jason Statham, Dolph Lundgren, Harrison Ford og Wesley Snipes sikrede tidernes vel nok mest prominente kampvognsudflugt.
Også ’Frasier’-stjernen Kelsey Grammar var med, om end ingen rigtigt ved, hvad han har at gøre i en film for gamle action-stjerner. Rygterne vil da også vide, at han så noget beklemt ud under køreturen.
Gå planken ud, Lindsay Lohan!
Ligesom Justin Bieber var Lindsay Lohan i Cannes for at præsentere et helt nyt ambitiøst kunstnerisk filmproooo… nå nej – for at feste på de store filmselskabers regning.
Lohan dukkede sammen med sit entourage – uden at være inviteret – op til Participant Medias store yacht-party, hvor reglen er: Tag skoene af, før du går op på dækket. Det gjorde Lohan ikke, og kaptajnen måtte derfor bede hende om at forlade skuden. I det mindst var det ikke hajfyldt farvand.
Stjernerne på auktion
Hvert år under Cannes indsamler Hollywood-stjernerne penge til et godt formål under den årlige Amfar-auktion. Sidste år blev en tur med Leonardo DiCaprio i rummet (!) solgt for over en million dollars, og i år røg der rekordstore 35 millioner dollars i kassen, som skal gå til AIDS-research.
Sharon Stone var vært, og DiCaprio lagde naturligvis vejen forbi igen. Det samme gjorde folk som John Travolta, Jessica Chastain, Marion Cotillard, Robin Thicke og Justin Bieber.
’Hunger Games’-stjerner gik karaoke-amok
Den kommende ’Hunger Games’-film, ’Mockingjay: Part 1’, fyldte meget i gadebilledet under årets festival. Og stjernerne fra filmen, Jennifer Lawrence, Liam Hemsworth og Josh Hutcherson, var selvfølgelig også i byen for at lave promotion for filmen. Og feste, naturligvis.
Under den store ’Hunger Games’-fest sang trioen således karaoke på livet løs, og det gik blandt andet ud over ’I Wanna Dance with Somebody’ og ’Blurred Lines’. Åh, J-Law.
Årets bedste hund
Hvert år bliver Palm Dog uddelt til den bedste hundepræstation. Og forbløffende nok er der altid adskillige gode kandidater at hente blandt festivalens film.
Men i år har konkurrencen alligevel været usædvanligt hård. I Jean-Luc Godards eksperimentalfilm ’Goodbye to Language’ spiller instruktørens egen hund en vigtig rolle, der bringer øget kryptiskhed til den i forvejen særdeles kryptiske film. Og i ’Saint Laurent’ er en lille fransk bulldog modeskaberens allerbedste ven, hvilket gør et makabert dødsfald til en af filmens bedste scener.
Men ingen kunne slå den ungarske ungdoms-horror-thriller ’White God’. Filmens ene hovedrolle spilles af en ung pige, mens den anden spilles af hunden Body, som er hendes ét og alt. Siden kommer omkring 249 andre hunde inde i billedet i et vildt amokløb, og årets Palm Dog gik til netop de 250 hunde fra ’White God’. Fortjent!
’Twilight’-stjerner prøver noget nyt: Gode anmeldelser!
Cannes Film Festival 2014 vil blandt andet blive husket som året, hvor Robert Pattinson og Kristen Stewart for alvor formåede at træde ud af ’Twilight’-franchisens skygge.
Pattinson høstede store roser for sine roller i Cronenbergs ’Maps to the Stars’ og især David Michôds ’The Rover’, mens Kristen Stewart har sin måske bedste rolle til dato som assistent til Juliette Binoches skuespillerdiva i Olivier Assayas’ konkurrencefilm ’Clouds of Sils Maria’.
Efter sigende nåede Pattinson og Stewart dog ikke at mødes på Croisetten og klappe hinanden på skulderen.
Festivalens sureste kritiker
Dette års mest omtalte filmanmeldelser kom fra The Guardians Peter Bradshaw. Hans pen er knivskarp, og i år havde han mord i blikket. Det startede med en episk sviner af Nicole Kidman-filmen ’Grace of Monaco’, som han mente var så dårlig, at ambulancer burde holde klar uden for biografen, så publikum kunne få deres tæer afkrummet på hospitalet efter visningen.
Siden fik Egoyans Ryan Reynolds-film ’The Captive’ én stjerne, og også Michel Hazanavicius’ ’The Search’ og Ryan Goslings ’Lost River’ fik kærligheden at føle. Okay, ret skal være ret – film som Bennett Millers ’Foxcatcher’, Dardenne-brødrenes ’2 Days, 1 Night’ og Cronenbergs ’Maps to the Stars’ var han faktisk ret begejstret for.
Steve Carell – næsen er i vejen
Komikeren Steve Carell er næsten uigenkendelig som den patetiske rigmand John du Pont i brydnings-dramaet ’Foxcatcher’. Han er aldeles fremragende, men især hans spidse næse tilranede sig opmærksomhed, og som en kritiker bemærkede, ligner det, at han har lånt Nicole Kidmans ditto fra ’The Hours’.
Vi har utvivlsomt ikke hørt det sidste til den næse, efterhånden som Carell kan blive en seriøs kandidat til næste års Oscar-uddeling. Men næsen har nuen god forklaring: Carell ligner til forveksling den virkelige John du Pont, han inkarnerer.
Viggo Mortensen på dansk
Den dansk-argentinske film ’Jauja’ vandt kritikerprisen i sidekonkurrencen Un Certain Regard. Den har Viggo Mortensen i hovedrollen, og for første gang nogensinde taler han dansk på film. Viggo spiller en dansk kaptajn, som i 1800-tallet går på opdagelse i Argentina, og i Cannes fortalte den dansk-amerikanske skuespiller journalisterne, at han havde prøvet at modellere sit sprog efter, hvordan hans danske bedstefar talte.
Og i danske øre lyder det helt fantastisk. Viggos accent var årsag til stor og kærlig moro i danskerlejren, og sjældent vil man glemme hans genoplivning af det gamle Buster Larsen-udbrud: »Lorteland!«
Læs også: Vores 10 yndlingsfilm fra Cannes-festivalen
Læs også: Kommentar – Cannes ku’ ha’ skabt fremtiden, valgte fortiden