Kommentar: Cannes kunne have skabt fremtiden, valgte fortiden

Cannes-festivalen skal passe på ikke at udvikle sig til et Old Boys All Star-hold, skriver vores filmredaktør.
Kommentar: Cannes kunne have skabt fremtiden, valgte fortiden
Foto: F. Venance

Kun fem ud af 18 instruktører bragte deres hidtil bedste film til årets hovedkonkurrence i Cannes. Det er sikkert og vist, objektivt sandt, for jeg har talt det. Okay, der er enkelte, der kan diskuteres. Er Zvyagentsevs ’Leviathan’ bedre end ’The Return’? Er Tommy Lee Jones’ ’The Homesman’ bedre end hans ’The Three Burials of Melquiades Estrada’?

Men i min bog har kun Xavier Dolan, Abderrahmane Sissako, Damían Szifron, Alice Rohrwacher og Bennett Miller kulmineret de seneste ti dage. Og det siger en hel del om 2014-udgaven af Cannes-festivalen.

På forhånd var der en del snak om, at hovedkonkurrencen lugtede for meget af navne med deres bedste dage bag sig: Atom Egoyan, Dardenne-brødrene, Cronenberg, Ken Loach, Mike Leigh.

Deres nye film er alle gode, og det medvirkede til, at bundniveauet var imponerende højt blandt årets Guldpalme-kandidater. Man skal heller ikke glemme, at det er livsvigtigt for Cannes-festivalens ry og rygte, at den er stedet, hvor de store mestre viser deres nye film for første gang. Aldersfascisme skal ikke være den gældende styreform.

Dolans dagsorden, post-Dardenne
Men alligevel var andelen af friske navne i år for lille på papiret – og desværre også i praksis. Man måtte lede længe efter det friske og overraskende og progressive blandt de 18 konkurrencefilm.

Men det kunne have været glemt med på et splitsekund. Juryen med Jane Campion i spidsen kunne have givet Guldpalmen til det blot 25-årige wunderkind Xavier Dolan (til højre på billedet, sammen med skuespiller Suzanne Clement), og så havde alt været tilgivet og festivalens ry og rygte bedre end nogensinde før.

Nu skal man jo ikke smide guldpalmer til det første det bedste talent for at være ung med de unge. Men Dolan er trods sin alder ingen novice. ’Mommy’ er hans femte film, og man mærker en filmskaber, som har udviklet sit touch, så han nu præsenterer sin mest modne og vægtige film.

’Mommy’ havde været et progressivt valg. Det havde været et stærkt signal om paradigmeskift i den globale art-cinema, som Cannes-festivalen bør være med til at definere, og som de seneste 15 års tid har været præget af intens realisme med to guldpalmer til Dardenne-brødrene, Cantets ’Klassen’, Mungius ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ og senest Kechiches ’Adèles liv’.

Bilge Ceylan var ’due’
Artfilmens hovedspor har været håndholdt naturalisme, men Dolans filmsprog er markant anderledes. Det er legende, pågående, farverigt, in your face. Han sætter alt ind i sine virkemidler, og i ’Mommy’ kombinerer han sin visuelle dristighed med en stærk tematisk og karaktermæssig klangbund.

Han repræsenterer og taler til en ny generation, og i ham øjner man en ny art cinema-dagsorden, post-Dardenne. Da Cannes-juryen gav Guldpalmen til Soderberghs ’Sex, løgn og video’ og Tarantinos ’Pulp Fiction’ i henholdsvis ’89 og ’94, var festivalen fremme i skoen: Her var et friskt (og genialt) pust, som filmkunstens fortrop i Cannes var med til at blåstemple som netop filmkunst.

Det var film, som blev eksempler til efterfølgelse. Det var valg, der pegede fremad. Det gør valget af Nuri Bilge Ceylans ’Winter Sleep’ ikke. Bilge Ceylan har haft film med i hovedkonkurrencen fire gange tidligere, og lige så mange gange har han fået priser, bare aldrig Guldpalmen. Før festivalen var der en fornemmelse af, at det var hans tur, men selv om hans nye film er en glimrende hudfletning af menneskets moral, er det ikke uomtvisteligt hans store mesterværk.

I Oscar-sammenhæng taler man ofte om, at en instruktør eller skuespiller er due – at de er blevet forbigået så mange gange, at det er deres tur, selv om de kommer med en film, der blegner i deres samlede oeuvre. Scorseses Oscar for ’The Departed’ er et af de klareste eksempler.

Jeg havde håbet, at Cannes-festivalen kunne hæve sig over den slags hensyn, fordi juryen skifter fra år til år, og festivalledelsen efter sigende håndhæver juryens uafhængighed strengt. Men jeg er – hvor konspiratorisk det end kan lyde – overbevist om, at én vigtig grund til, at Bilge Ceylan fik Guldpalmen, er, at han var due.

Skabe mode eller skrive historie?
Det var simpelthen hans tur, og i et år uden en utvetydigt indlysende vinder, som sidste års ’Adèles liv’, er det da heller ikke helt ude i skoven på en ’Onkel Bonmee kan huske sine tidligere liv’-agtig måde (lex Cannes 2010).

Når man er verdens vigtigste filmfestival, skal man nemlig også turde hylde de store mestre, der fortjener en plads i historiebøgerne – Cannes skal ikke nødvendigvis skabe mode, men skrive historie.

Men det skelsættende historiske valg havde været Xavier Dolan og ’Mommy’. Cannes skal passe på med ikke at blive et All-Star Old Boys-hold, hvor man klapper sig selv på skulderen og halter bagefter filmbølgerne frem for at sætte dem i gang. Så vil den progressive filmkunst pludselig finde andre steder at spire frem.

Eneste trøst er sådan set, at Xavier Dolan med sit ærefrygtindgydende talent nok skal vinde Guldpalmen på et tidspunkt. Men lad det nu ikke først blive, når han er ’due’.

Læs også: Se alle årets Cannes-vindere

Læs også: Se de danske anmelderes stjerner til alle konkurrencefilmene

Læs også: Cannes-highlights dag 9 – vodkastive russere skyder til måls efter Stalin

Læs også: Highlights dag 8 – endelig kom vores Guldpalmefavorit!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af