3. Cannes gør immun
I Cannes lærer man at sætte pris på korte film. Når man indtager 3-4-5 stk. om dagen efter lidt for få timers søvn, kan det virke uoverskueligt, hvis filmene varer på den forkerte side af to timer.
Selv missede jeg på grund af interviews den tre timer og 14 minutter lange ’Winter Sleep’ af Cannes-darlingen Nuri Bilge Ceylan, og selvom jeg stadig håber at fange den, er det nok en film, der – som en amerikansk anmelder bemærkede – ikke fortjener at blive set på en festival klemt ind mellem adskillige film og interviews. Nogle film kræver tid, ro og tålmodighed.
På den måde bliver man forvænt i Cannes, og der er da også en tendens til, at nogle film får en hårdere modtagelse i det årlige anmelderpanel, end når de senere får ordinær dansk premiere og pludselig fremstår som lyspunkter i mængden af amerikanske metervarer.
Selv om man som kritiker gerne vil fremstå upåvirkeligt objektiv, må man sande, at også filmoplevelsen kan påvirkes af humør, vejr og vind. Hold øje med den voksende næse på den Cannes-journalist, der påstår ikke at have glippet med øjnene under bare en enkelt film eller to. Forleden sad jeg ved siden af udenlandsk kollega, der højlydt beklagede sig over, at filmen var forsinket, fordi han nu havde ventet en time. Da filmen først gik i gang, snorksov han efter 10 minutter. Mon det var ventetiden værd?
Selv er jeg som udpræget b-menneske oftest klarest i hovedet ved aftenvisningerne, mens jeg ved de faste 8.30-visninger lige skal nive mig selv i armen. Spiller det ind i min vurdering? Måske.
I hvert fald bliver man mere og mere immun, og i dag måtte jeg for første gang under festivalen trække stikket halvvejs inde i Asia Argentos ’Incompresa’, der vises i sideprogrammet Un Certain Regard. Den farverige coming-of-age-fortællingen om en pige, som kæmper med umulige forældre, skole og veninder, var noget overgearet, om end ikke helt håbløs. Alligevel dog ikke medrivende nok til, at den sidste time af filmen virkede mere attraktiv end en lille morfar i lejligheden her efter 26 film på otte dage. Nogle gange må man bare give op.
2. Ken Loach på automatpilot
Ken Loach’ ’Jimmy’s Hall’, der blev vist i morges i hovedkonkurrencen, er en af de film, der muligvis bliver bedre, når man ser den i ro og mag derhjemme.
Loach vandt i 2006 Guldpalmen for sit historiske IRA-drama ’Vinden der ryster kornet’. Hans nye film – som han har antydet kan blive den sidste – er et slags companion piece til netop denne og foregår i 30’ernes Irland, hvor efterveerne af borgerkrigen og det anstrengte forhold til den britiske overmagt stadig mærkes i de små landsbysamfund.
Befolkningen er polariseret mellem dem, der støttede Storbritannien, og dem, der kæmpede for selvstændighed. Lokalsamfundets oprørshelt, kommunisten Jimmy Gralton, hører til de sidste, og det er hans autentiske historie, som den aldrende instruktør – en af Englands største nogensinde – udfolder.
I begyndelsen af filmen vender Jimmy hjem efter en årrække i USA. Han flygtede, fordi hans alternative, gratis uddannelsessted for dans og dannelse blev lukket ned af reaktionære katolske kræfter. Ved hans hjemkomst ser historien ud til at gentage sig: Jimmy åbner ’Jimmy’s Hall’ til stor begejstring for især de unge i området, og i den lille hytte bliver der sunget, danset og læst højt af Yeats og de andre store digtere i en begejstret hyldest til kunsten og kulturen.
Scenerne, hvor de festlige irere danser lystigt, er smittende glædesfyldte, og filmen har utvivlsomt hjertet på rette sted. Men det føles også som Loach på belærende autopilot. Konflikten er sort-hvidt optegnet, og hvor de lige- og åbensindede i ’Jimmy’s Hall’ er uendeligt gode, er modstanderne uendeligt onde.
Som sædvanligt brænder Loachs indignerede humanisme igennem i varm humor og blik for mennesker under trænge kår. Men den ganske underholdende historie har ikke samme tyngde som i ’Vinden der ryster kornet’, og det synes utænkeligt, at Loach gentager Guldpalme-succesen med ’Jimmy’s Hall’.
1. Russisk humor på højt plan
Også Andrej Zvyagintsevs ’Leviathan’ er en af de film, der meget vel kan blive bedre af at blive set uden for festivalkredsløbet. Med sin næsten to en halv time lange spilletid og tålmodige scener fra det nordlige Rusland føles den af og til lidt lang i spyttet, men det er samtidig en film med stort visuelt overskud og en markant politisk pointering.
Filmen er en slags moderne, nært realistisk genfortolkning af Bibel-fortællingen om Job. Her er det automekanikeren Kolia, der må grueligt meget igennem, ikke på grund af prøvelser stillet af gud, men på grund af den gemene borgmester Vadim, som truer Kolias job og familie. Kolia bor med sin kone og deres barn i ved kysten til Barentshavet, og filmen bruger sublimt de smukke, golde landskaber som en malerisk krystallisering af sin hovedpersons kamp mod systemet.
Heldigvis er ’Leviathan’ dog andet end landskabskompositioner – den er også en ofte dybt humoristisk hudfletning af den russiske folkesjæl. På en jagt- og skovtur i det vindblæste område deler fire mænd en hel flaske vodka og bunder deres glas én slurk, og da der skal skydes til mål, hives store plakater af Stalin, Lenin og Bresjnev frem til formålet. »Det er for tidligt med de nutidige. Man må have historisk perspektiv«, lyder bemærkningen.
Instruktøren har insisteret på, at filmen handler om menneskets forhold til staten på et generelt plan. Det siger han måske, fordi filmen er lavet med støtte fra det russiske kulturministerium, for det er svært ikke at læse en konkret kritik ind af Putins styre. Den gode Vladimir P. skumler da også fra et vægmaleri på den korrupte borgmesters kontor.
Zvyagintsev er især kendt for den sublime brødre-odyssé ’The Return’, der også forenede realisme og subtil allegori. I ’Leviathan’ synes jeg nok, symbolikken er lidt mere bastant: På stranden ligger et kæmpe skelet fra en død hval, præsten holder en lang tale om Job, og titlen refererer til Hobbes’ ’Leviathan’ om staten som et monster). Men i den aktuelle politiske situation kan den sagtens løbe med en pris fra festivalen – og det ville da heller ikke være ufortjent.
Highlights dag 8: Endelig kom vores Guldpalmefavorit!
Highlights dag 7: Her er dommen over Ryan Goslings instruktørdebut
Highlights dag 5 og 6: Steve Carell kører sig i stilling til Oscar