3. Tørt humoristiske Tommy Lee Jones
Man får altid bange anelser, når en instruktør caster sig selv til hovedrollen. Enten skal vedkommende have stor selvindsigt og -ironi eller omgive sig med andet end røvslikkere, hvis deres karakter ikke skal blive rosenrød og selvovervurderende.
Ofte er de for eksempel – selvom de ikke er specielt charmerende – mistænkeligt ombejlet af det modsatte køn, hvilket vi så i Cannes med Mathieu Amalrics ’The Blue Room’, hvor en hed affære udvikler sig til mord. Her er selvfølgelig masser af erotiske scener, hvor Amalric instruerer sig selv i hed lagengymnastik med en flot kvinde.
Men så er der Tommy Lee Jones. Hans western ’The Homesman’ blev i går vist i hovedkonkurrencen, og her spiller Jones en pengefikseret, asocial loner, der noget modstræbende indvilliger i at hjælpe den enlige Mary Bee (Hilary Swank) med at tage tre sindsforstyrrede kvinder (en af dem Sonja Richter) på en farefuld færd fra Nebraska til Iowa.
Mary Bee er en handlekraftig og bestemt kvinde, men ses skævt på i det lille nybyggersamfund, fordi hun endnu ikke har giftet sig. Selv er hun da også desperat, og da hun har en mand til middag, og han byder på lidt af sin hjemmelavede ost, svarer hun: »This is fine cheese, so why not marry?« Nej tak, lyder svaret – hun er for bossy.
Den overselvstændige Mary Bee og de tre mentalt uligevægtige kvinder er to yderpoler i et samfund, hvor kvinder skal leve op til helt bestemte idealer for at passe ind. Med fantastisk prægnante præriebilleder som atmosfærisk bagtæppe er ’The Homesman’ tematisk skarpladt i sit portræt af kvindernes plads i western-samfundet – et usentimentalt nedslag i et stykke amerikansk historie, som tager flere overraskende drejninger undervejs. Men højdepunktet er dog Lee Jones’ tørt humoristiske Homesman, som naturligvis har hjertet på rette sted.
2. Øh, er det Steve Carell og Channing Tatum!?
De sidste to dage har budt på en lille flok rigtigt glimrende film, så selv en stærkt underholdende sag som David Cronenbergs ’Maps to the Stars’ må nøjes med en sidebemærkning i denne omgang.
Det er en i perioder utroligt morsom satire over livet i Hollywood, med alt fra den fallerede skuespillerinde (Julianne Moore), der vil gøre alt for en ny stor rolle, til den kyniske teenage-stjerne, som viser sig fra sin værste side, da en rødhåret otteårig knægt stjæler hans thunder på hans komedieserie.
Vi ser også Mia Wasikowska i endnu en rolle, der understreger, at hun er en af Hollywoods mest spændende skuespillerinder lige nu – sød på overfladen, vanvittig lige under i rollen som den unge pige, der rejser til Hollywood i håb om gennembruddet. På en meget Cronenberg’sk facon stikker det af i et større incestuøst familieopgør, som er lige ved at vælte læsset, men den bidende humor og udstilling af Hollywoods overfladiske umenneskelighed med referencer fra Robert Downey Jr. til Harvey Weinstein er umulig at stå for.
Alligevel er filmen ikke den bedste nordamerikanske film, der er blevet vist i Cannes’ hovedkonkurrenceprogram. Det er nemlig Bennett Millers ’Foxcatcher’, som meget vel kan tænkes at bære hele tre skuespillere frem mod Oscar-nomineringer: Steve Carrell og Channing Tatum i for dem højst usædvanlige roller og Mark Ruffalo, der brillerer med flot underspil.
’Foxcatcher’ (se teaser-traileren nederst i artiklen) fortæller den virkelige historie om mesterbryderne Mark og David Schultz. Mark (Tatum) er en lidt ensporet tyrenakke, mens David (Ruffalo) er udadvendt og sympativækkende, og da den sære rigmand John du Pont (Steve Carrell) tilbyder Mark gode træningsfaciliteter, penge og noget, der ligner et venskab, tager Mark imod.
Derfra udvikler sig et foruroligende og konstant inciterende drama, der blandt andet udforsker temaer som forskellen mellem over- og middelklassen i USA. Men først og fremmest imponerer Bennett Miller – som tidligere har stået bag ’Moneyball’ og ’Capote’ – med sin præcise skildring af det trøstesløse wrestling-miljø fra et helt ordinært stykke Amerika. Miller og skuespillerne indfanger med uovertruffen detaljegrad de akavede bevægelser blandt wrestlerne – deres særprægede gang og det specielle miks af kærlighed og kamp, der ligger i deres interaktion i ringen.
Det er et overbevisende tidsbillede og karakterstudie, og Carell med stor næse og et mørkt blik er særdeles creepy som den patetiske rigmand, der prøver at fylde mening i sit liv gennem den ucelebre kampsport. Han er næsten ikke til at kende og leverer karrierens mest dystre præstation. Burde gøre ham til en seriøs kandidat til næste års Oscar, hvis ikke den endda er for dyster og uforsonlig til Oscar-akademiet.
1. Er du selv den helt, du tror, du er?
Mange har talt om, at hovedkonkurrencens program i Cannes i år var præget af lidt for mange ældre instruktører med deres bedste film bag sig: Loach, Leigh, Dardenne-brødrene, Godard, Cronenberg, Egoyan – selv om de stadig er i fin form, er det måske ikke fra dem, de store fornyelser skal komme.
Dén kritik er ikke just forstummet, efter svenske Ruben Östlunds tredje spillefilm er blevet vist på festivalen i sideserien Un Certain Regard. For når man nu har en ung og spændende instruktør, der kommer med sin hidtil klart bedste film, hvorfor så ikke indlemme ham i det fineste selskab?
’Force Majeure’ er et sylespidst studie i menneskets ikke altid lige appetitlige natur. En familie er på skiferie, og på andendagen rammer en lavine den restaurant, hvor de spiser frokost. Faren Thomas griber sin iPhone og sine skihandsker og redder sit eget skind, mens moren Ebba forsøger at få deres to børn i sikkerhed.
Det hele går stærkt, og da faren er drevet over, tier familien ubehaget ihjel. De overlevede jo. Men selvfølgelig nager situationen dem begge. Faktisk er deres forhold uomstødeligt forandret. For hvad var det for en side af sig selv, Thomas pludselig udstillede?
Man kommer uundgåeligt til at tænke på, hvordan man selv ville handle i en lignende situation, men heldigvis udvikler filmen sig i nye retninger, så det ikke bare bliver et anklageskrift mod den kujonagtige mand. Efterhånden viser det sig også, at kvinderne har et temmelig gammeldags billede af parforholdets kønsroller.
Ruben Östlunds film er ofte hysterisk morsom, og den 40-årige instruktør viser som i ’De ufrivillige’ og ’Play’ en uhørt finfornemmelse for de sociale interaktioner, fortalt i et påfaldende egensindigt filmsprog med flotte vintertableauer og Vivaldi på lydsiden. Sammen med ’The Wonders’ foreløbigt festivalens bedste film.
Læs også: Highlights dag 4 – de to hidtil bedste film er blevet vist
Læs også: Dag 3 – selv filmkritikere kan lide at grine
Læs også: Dag 2 – Wormtail grynter sig til pragtpræstation
Læs også: Dag 1 – Jihad redder dagen