3. »Der findes kun syv typer film«
Der findes kun syv typer film, der har kommercielt gang på jord i biograferne, forsikrede en erfaren dansk branchechef over for et par journalister (helt uden for citat), da Det Danske Filminstitut inviterede på kanapeer og øl ved den traditionsrige Meet the Danes-sammenkomst i Cannes: Remakes, spinoffs, reboots, prequels, sequels, inbetweequels (film der foregår mellem to andre) og equals (film, der foregår i samme univers, som ‘300: Rise of an Empire’).
Færdig slut, en filmsucces sat på formel. Filmbranchen kan være en kølig og kalkuleret satan, tingene skal løbe rundt, der skal penge i kassen. Men netop derfor er det så vigtigt, at der findes en festival som Cannes, hvor den allerfineste filmkunst er i højsædet, og kommercialisme er et fyord.
Dermed ikke sagt, at alt, hvad Cannes ophøjer til kunst, nødvendigvis er vellykket. Et eksempel var morgenens konkurrencefilm ’Saint Laurent’, den anden film på få måneder om modelegenden af samme navn. To en halv time lyder spilletiden, og den føles mindst lige så lang. Den er overdådigt flot komponeret og udstiller med en vis udsøgt elegance Yves Saint Laurent dekadente liv i ’La Dolce Vita’-agtige scener, som udstiller den tomhed, han døjede med midt i sin magt og vælde.
Men filmen er også glat som en ål, og man kommer aldrig rigtigt bag facaden på dens hovedperson. Og så er den, for nu at sige det som det er, elementært kedelig. Og bare fordi det er kedeligt, behøver det ikke være filmkunst.
2. Jessica Chastain – tidens mest interessante skuespillerinde?
Også Ned Bensons amerikanske ’The Disappearance of Eleanor Rigby’ har en smule svært ved at slutte, men det rykker ikke ved, at det er en af de mest bevægende film, der endnu er vist på festivalen – et stærkt amerikansk kvalitetsdrama, der heldigvis allerede er købt til Danmark.
Jessica Chaistain og James McAvoy spiller kæresteparret Eleanor og Conor, hvis forhold vi følger i to tempi: I deres spirende forelskelse, som er skildret i lovlig klichefyldte situationer som ’stikke af fra regningen på restaurant’- og ’kigge på guldsmede i park’-scenerne. Og så i nutiden, hvor Chastain forsvinder, prøver at begå selvmord og afsværger Conor, som havde han aldrig eksisteret.
Hvilken tragisk begivenhed, der er overgået dem, skal ikke røbes, men filmen udfolder med stor emotionel kraft, hvad sorgen kan gøre ved et parforhold. Og hvor film om sorg ofte bliver overdrevet trøstesløse, viser ’The Disappearance of Eleanor Rigby’ meget fint, hvordan livet, latteren og letheden stadig trænger sig på, selvom smerten konstant spøger i baggrunden.
Med en lavmælt præstation understreger Jessica Chastain desuden, at hun er sin generations måske mest lysende stjerne, og med sin guddommeligt smukke skrøbelighed stjæler hun billedet totalt fra den lidt mere ferske James McAvoy.
Filmen er ganske usædvanligt et sammenklip af to film – ’Him’ og ’Her’ – som blev vist på Toronto-festivalen tidligere året. Denne nye version bliver rubriceret ’Them’. Og den skal I glæde jer til.
1. Og her er årets foreløbigt bedste konkurrencefilm!
Antallet af kvinder på festivalen har været et af årets store diskussionsemner. Der er to kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen ud af 18 mulige, og en af dem er det relativt ubeskrevne blad Alice Rohrwacher. Og skulle nogen få den tanke, at den blot 32-årige italienske instruktør er udtaget på baggrund af sit køn, kan de godt stikke piben ind.
’The Wonders’ (’Le Meraviglie’) er nemlig højdepunktet i konkurrencen so far. Med et utroligt tilstedevær skildrer filmen en landbrugsfamilie i Umbrien, som lever i frivillig og idealistisk isolation for omverden. Forælderparret, med patriarken Wolfgang i spidsen, har valgt det basale liv langt væk fra samfundets kommercielle bånd, og deres penge tjener de på biavl, ledet af patriarken Wolfgang, men med både hans kone og alle deres tre piger – den mindste på vel blot 4-5 år – sat i sving ved maskinerne.
Den ældste pige, 12-årige Gelsomina, er udset som hans arvtager i manglen på drengebørn, men hun har andre ideer om tilværelsens mål end hendes hårdtarbejdende far, som er af den overbevisning, at verdens ende er nær. Og da en tv-konkurrence (med Monica Bellucci som forførende vært) søger ’autentiske’ familier i området med pengebeløb på højkant, lader Gelsomina sig friste.
Filmen trækker på den italienske neorealisme fra slut-40’erne i sin nært iagttagende stil og sit empatiske blik på de arbejdende klasser. Og den ligger også i naturlig forlængelse af italienske traditioner fra instruktører som Taviani-brødrene og Ermanno Olmi, som også skildrede bøndernes livsvilkår.
Men ’The Wonders’ har også et vigtig og aktuelt tematisk afsæt. Som det uddøde etrusker-folk, der engang boede i området, er de i dag selv et truet folkefærd. Landområderne svigtes, og omkring dem har folk ikke samme kompromisløst økologiske tilgang til produktion og livsførelse.
Filmen skildrer med satirisk præcision, hvordan udkantsområderne tivoliseres og eksotiseres i en nedværdigende, misforstået hyldest, hvilket virker genkendeligt også i den hjemlige udkantsdanmark-diskussion. Og så spiller især de tre børn ubegribeligt godt, med et nærvær og en kemi, som sammen med den sanselige fotografering (ikke mindst af arbejdet i bistaderne) løfter ’The Wonders’ til et overbevisende coming of age-drama med Gelsomina som et uudsletteligt billede på en familie og verden i en brydningstid.
Lidt som ’Hushpuppy’ tager den os med ind i et miljø, de færreste ville vide noget om i forvejen – og gør det med så udsøgt menneskelig fingerspidsfornemmelse, at den løfter sig til en universelt vedkommende historie.
I øvrigt nævnte ovennævnte danske filmchef, at undtagelsen fra hans regel var ‘Gravity’. Måske lever filmkunsten alligevel. Der er åbenbart håb endnu.
Læs også: Highlights dag 3 – selv filmkritikere kan lide at grine
Læs også: Dag 2 – Wormtail grynter sig til pragtpræstation
Læs også: Dag 1 – Jihad redder dagen