3. Artfilm-klicheer om den store kunst
Egentlig ville jeg her have skrevet om ’The Artist’-instruktør Michel Hazanavicius’ Tjetjenien-film ’The Search’ (billedet), som i morges blev vist i hovedkonkurrencen.
Men jeg kom til at hidse mig så meget op over den, at det blev til en lidt længere sag, som fik mig i det røde felt omkring udbredte forestillinger om, hvad der udgør den store filmkunst. Der er nemlig artfilm, der er mindst lige så klichefyldte som de værste romcoms og action-brag.
Eneste reelle lyspunkt for mig var, at Bjarne Henriksen dukker op i omtrent 15 sekunder i filmen. Bjarne på vej mod sit internationale gennembrud – wuhuu!
2. Lort og lighed fra gode gamle Godard
Men hvis ’The Search’ er en artfilm, er Jean-Luc Godards ’Goodbye to Language’ ren installationskunst.
Den franske mester er som frontløber i 60’ernes nybølge en af historiens mest centrale instruktører med hovedværker som ’Åndeløs’, ’Pierrot le fou’, ’Jeg elskede dig i går’ og mange flere bag sig. Han er stadig hyperproduktiv i en alder af 83, men har også siden 70’erne isoleret sig lidt i filmverden med mere og mere mosaiske værker.
I starten af ’Goodbye to Language’ gør Godard noget smart: Han starter med en sætning, der lyder noget i retning af: »Dem uden fantasi søger tilflugt i virkeligheden«. Da man jo som kritiker nødig vil stemples som fantasiløs, strækker man sig selvfølgelig til det yderste for at sætte pris på hans dybt fragmentariske, filosofiske film, som det ærlig talt er svært at finde hoved og hale i.
Tilbageholdne Twitter-kritikere
I centrum er en mand og en kvinde og en hund, mens den konstante voice-over diskuterer historie, demokrati, ligestilling, politik og Hitler, ligesom vi når en tur tilbage i tiden til Byron og Shelley ved Geneve-søen i denne totale opløsning af den traditionelle filmfortælling.
Normalt flyder Twitter over med hurtige domme over filmene, sekundet efter de er blevet vist hernede, men med Godards film var der forbløffende stille i timerne bagefter. Hvem vil være den første til at indrømme, at man ikke fattede en bjælde? Kommer man til at udstille sig selv som intellektuel undermåler?
Filmen er i 3D – tænk at Godard skulle lave en film, der kræver 3D-briller – og man må give ham, at han flere steder bruger den tredje dimension med smågenial opfindsomhed. Som i begyndelsen, hvor der med store røde bogstaver står 3D i forgrunden af billedet og 2D med hvidt i baggrunden. Og allerbedst i en scene, hvor han dobbelteksponerer billedet, så der på samme tid udspiller sig en scene med en kvinde og en mand i samtale og en scene med samme kvinde i pistolopgør med en anden mand – før kvinden umærkeligt bevæger sig fra den ene scene til den anden i det nu sammenflettede billede. Suverænt!
Lokumsfilosofi
Sjov er også to optrin, hvor manden og kvinden diskuterer de store spørgsmål, mens han trutter højlydt på toilettet. »Når jeg taler om lighed, taler du om lort«, siger hun. Lort er det, vi alle er lige omkring, svarer han.
Jeg skal ikke helt kunne afvise, at filmen har nogle filosofiske dybder, man kan dykke ned i efter andet og tredje gennemsyn. Men der er noget i Godards filmsprog, som virker eksperimenterende på den gammeldags måde og i hvert fald er dybt fremmedgørende. Var samme film sendt ind til festivalen uden Godards navn påhæftet, havde den aldrig haft en chance.
DAGENS HIGHLIGHT NUMMER ÈT: LÆS OM VORES FILMREDAKTØRS FORELØBIGE FAVORITFILM I CANNES PÅ NÆSTE SIDE.
1. Canadisk vidunderbarn har fortjent Guldpalmen!
Jeg havde på forhånd store forventninger til Xavier Dolans ’Mommy’. Det er den canadiske instruktørs femte spillefilm, selvom han blot er 25 år – i sig selv vanvittigt.
Jeg har været fan af ham i flere år og elskede det ungdommelige og eksalterede overmod i hans nybølgeinspirerede trekantskomediedrama ’Heartbeats’, og i hans seneste film, den Hitchcock-inspirerede homo-thriller ’Tom at the Farm’, demonstrerede han, at han også kan håndtere en strammere fortælling.
Med ’Mommy’ er han for første gang udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes. Det er hans klart mest modne og emotionelt slagkraftige film, hvor han forener den sprudlende leg med filmsproget og en inderlig indsigt i et dybt problematisk mor-søn-forhold.
Moderkærlighedens grænser
Teenageren Steve er en mildt sagt uvorn unge. Han lider af ADHD, er dybt provokerende og læsser skældsord ud over hvem som helst, der krydser hans vej. Man forstår godt lidt, hvor han har det fra, for hans enlige mor Diane (som underskriver sit navn D.I.E.), har heller ikke meget filter.
Hun henter Steve på en klinik, hvor de ikke kan gøre mere for ham. Ansvaret er nu hendes. Og det går, må man sige, op og ned i deres nye fælles tilværelse. Steve har ingen grænser, og deres forhold er præget af en blanding af aggression og kærlighed. »Vil du også holde min pik, mens jeg pisser«, spørger Steve oprevet, da hun er gået ind på hans værelse uden at banke på først. »Ja, hvis det hjælper dig med at ramme«, svarer hun tørt.
Da den svært stammende og lidt blaserte genbokone viser en underlig interesse for knægten og kommer til at udgøre en uortodoks venskabstrekant med mor og søn, begynder man at forstå den charme og gode vilje, der ligger gemt et sted under Steves flabede og aggressive ydre. Og efterhånden som filmen skrider frem, går den fra opkørt komediedrama til en overraskende kompromisløs og bevægende skildring af moderkærlighedens grænser og sindssygens lammende væsen.
Dårlig smag på lydsiden
Allerede i sin debutfilm, ’I Killed My Mother’, kredsede Dolan om moderdyret, og tematisk er ’Mommy’ også beslægtet med Lynne Ramsays ’We Need to Talk About Kevin’. Men udførslen kunne ikke være mere forskellig. Dolan fortæller i varme og sanselige billeder, bruger hele farvepaletten, og hans montager i det canadiske parcelhuskvarter, som Steve triller igennem på skateboard eller i indkøbsvogn, er stærkt stemningsfyldte.
Billedformatet er desuden det ganske usædvanlige, kvadratiske 1:1-format, som forstærker karakterportrættet, men også indkapsler, hvordan både mor og søn er fanget af hans uberegnelighed. Senere i filmen leger Dolan frækt med formatet i et beåndet greb, der også understreger, hvordan instruktøren hele tiden bevæger sig dristigt på kanten af det kitschede og studentikose. På lydsiden får vi både Dido, Oasis, Celine Dion, Eiffel 65 og Andrea Bocelli – dårlig smag, men brugt på med uventet rørende effekt.
1:1-formatet brugte Dolan også i sin musikvideo for Indochines ’College Boy’, hvor skuespilleren bag Steve, Antoine Olivier Pilon, også havde en hovedrolle. Han er utrolig som filmens problembarn, skiftevis blid som et lam og ustyrlig som en tiger, og så flankeres han af to lige så fremragende skuespillerinder, som allerede er faste i Dolan-ensemblet: Anne Dorval og Suzanne Clément.
En af tidens mest interessante auteurs
’Mommy’ er ikke en perfekt film (den har svært ved at slutte, og nabokone-karakteren står lidt for gådefuldt tilbage), for Dolan er stadig for legesyg til at dyrke det formfuldendte. Men jeg foretrækker til en hver tid en uperfekt film med så mange momenter af genialitet end en sikker og afrundet fortælling. Fik jeg nævnt, at det er en sci-fi-film? Den foregår i en meget nær fremtid – 2015!
Dolan har et helt personligt filmsprog – kulørt, melodramatisk, vildt. Han mestrer sine virkemidler til overflod, men for første gang føles den eksistentiel klangbund nu også inderlig og ægte. ’Mommy’ stikker helt ud i årets konkurrenceprogram i Cannes, og Dolan må efterhånden regnes som en af de mest interessante auteurs, vi har.
Han er en seriøs kandidat til Guldpalmen, og jeg har i øvrigt lige fået bekræftet, at jeg skal interviewe ham på fredag. Han skulle ikke ligefrem mangle selvtillid. Glæder mig til at møde vidunderet.
Læs også: Highlights dag 7 – her er dommen over Ryan Goslings instruktørdebut
Læs også: Highlights dag 5 og 6 – Steve Carell kører sig i stilling til Oscar
Læs også: Anmeldelse af Michel Hazanavicius ’The Search’