‘The Search’

Heldigvis er andelen af vellykkede film større på Cannes-festivalen end på nogen anden festival. Men det betyder ikke, at der ikke er stinkere. Vel at mærke ikke den slags stinkere, som vi normalt nedrakker i de danske biografer (pompøse actionbrag, letbenede romantiske komedier), men det, man kunne kalde artfilm-stinkere. Film, der foregiver at være kunst, men er lige så uopfindsomme som ’Godzilla’ eller ’Pompeii’.

I visse film på festivalen er der nemlig nogle underliggende antagelser om, hvad der er stor kunst. Her er et par af dem: 1) Hvis vi kan lave lange kameraindstillinger, må det være kunst – jo længere vi kan holde kameraet tændt uden at slukke det, jo større kunst. 2) Hvis vi i så vid mulig udstrækning undgår replikker, må det være stor kunst. Jo mindre energi vi prøver på at formulere ordentlige replikker, jo større kunstnere er vi. 3) Jo mere dysteret emnet er, jo større kunst er det. Laver vi film om incest eller krig, bliver det automatisk kunst. En film om incest og krig? Stur stur kunst.

Michel Hazanavicius falder desværre ned i artfilm-kliché-fælden med sin ventede opfølger til ’The Artist’, som i morges fik verdenspremiere i Cannes. Før sin stumfilms-Oscar-vinder lavede instruktøren pastiche-spion-komedier, og i nogle kredse fik den dybt charmerende ’The Artist’ siden kritik for at være for letbenet.

Så nu skal Hazanavicius rigtigt vise os, at han kan lave et knugende alvorligt drama. ’The Search’ foregår under krigen i Tjetjenien og følger en udsendt menneskerettighedsekspert (Berenice Bejo fra ’The Artist’), som tager en lille dreng, hvis forældre er blevet brutalt nedskudt af russiske soldater, under sine vinger – og parallelt en russisk teenager, der bliver tvunget i hæren og mærker soldaternes umenneskelige forråelse.

Filmen er selvfølgelig rigeligt aktuel med henblik på den aktuelle situation i Tjetjenien, men desværre bringer den intet nyt til torvs i skildringen af krigens rædsler. Den unge fyrs træning emmer af ’Full Metal Jacket’-skabelon, mens cluet hos den lille tjetjenske dreng selvfølgelig er, da han for første gang siger ’oui’. Nåårh, hvor sødt.

Replikkerne er kunstige – spækket med belærende enetaler – og scene på scene føles uendeligt konstrueret med stærkt ujævnt spil. Billederne er brunt nedslående, og stilen er realistisk, hvorfor det virker helt forrykt, da scoret fra ’The Deer Hunter’ pludselig bliver spillet fra en ghettoblaster gennem et minuts tid i en klodset reference. Senere fylder Benjamin Brittons ’Cuckoo’ en montage med rædselsvækkende krigsbilleder, helt misvisende taget i betragtning af, at det præcis samme stykke dominerede Wes Andersons ’Moonrise Kingdom’ for et par år siden.

Projektet er jo så sympatisk, så det halve kunne være nok, men med sin klodsede instruktion,  manglende fornemmelse for tematisk subtilitet og en spilletid på to en halv time kunne man være seriøst bange for, at Hazanavicius er et one hit wonder.

Læs også: Cannes – anmeldelse af ‘Når dyrene drømmer’

Læs også: Cannes – anmeldelse af ‘The Salvation’

Læs også: Cannes – anmeldelse af ‘The Captive’