‘The Captive’
I Cannes tror man på fortællingens kraft. På at historier kan rykke ved noget, give stof til eftertanke, åbne nye veje til at forstå vores liv og forhold til hinanden. Det er vel det basale tankegrundlag under enhver filmfestival.
Men fortællinger kan også være forførende, og det er denne dobbelthed mellem fortællingen som forløsende og bedragerisk kraft, som Atom Egoyan undersøger i sin medrivende ’The Captive’.
På overfladen er det en klassisk kidnapningsthriller. En dag forsvinder Matthew (Ryan Reynolds) og Tinas (Mireille Enos) datter Cassandra sporløst. I mange år har politiet kun få spor at gå efter, men de mistænker, at en pædofiliring står bag, og pædofili-efterforskeren Nicole (Rosario Dawson) sættes derfor på sagen sammen med den mere hårdføre politimand Jeffrey (Speedsman).
Men filmen fjerner sig hurtigt fra de klassiske krimiskabeloner. Den springer i tid og synsvinkel over de otte år, hvor Cassandra er væk, indtil der pludselig dukker nye spor op. Og den hviler i de pårørendes sørgmodige følelse af tab og skyld i det snefygende Niagra, der er lige så menneskekoldt som den underverden, der suger uskylden ud af uskyldige børn.
Hvad der er sket med Cassandra, får vi hurtigt at vide, for vi følger hende – nu teenager – i sin fangenskab. Her er hun halvvejs indoktrineret af den forførende fortælling om virkeligheden, hendes kidnapper bygger op. Det er en historie, Cassandra overlever på, for hun har brug for noget at klynge sig til. Den mest lyriske beskrivelse af Stockholm-syndromet, der måske er set på film.
Men også de andre karakterer defineres af deres subjektive fortællinger. Moren projicerer sin sorg ud i skyldanklager mod sin mand, mens historierne for efterforskeren Nicole har en anderledes håndfast betydning: De er vidnesbyrd, der er afgørende for at få bugt med børnemishandlerne.
’The Captive’ kan ses som et appendiks til Egoyans mesterværk, ’The Sweet Hereafter’, som fortalte om efterveerne af en tragisk skolebusulykke i en ligeledes iskold canadisk by. Her spillede børnefortællingen ’Rottefængeren fra Hameln’ en fremtrædende rolle, og også i ’The Captive’ dyrker Egoyan det allegoriske. Mozarts ’Tryllefløjten’ er en gennemgående ledetråd, der giver et lag af atmosfærisk mystik til den banale forbryderjagt.
Filmen er ikke nær så original som ’The Sweet Hereafter’, og Egoyan kæmper med at få kriminalaspektet til at fremstå troværdigt. Efterforskningen synes ualmindeligt gumpetung, og særligt Scott Speedsmans Jeffrey er enerverende aggressiv og tilsyneladende grundløst besat af muligheden for farens skyld, ligesom replikkerne blandt det løst skitserede efterforskerhold ofte klinger falskt.
Til gengæld overbeviser især Mireille Enos og Ryan Reynolds, og Reynolds får uden at overdrive understreget – ligesom han gjorde i ‘Buried’ – at han er andet end en charmerende flødebolle. Men når ’The Captive’ er værd at se, er det først og fremmest, fordi Egoyan formår at sætte en dragende, iskold scene. Han er en forførende fortæller.
The Captive er købt hjem til dansk biografdistribution.
Se filmredaktør Jacob Ludvigsen og otte andre danske kritikeres vurdering af konkurrencefilmene i Cannes, herunder ‘The Captive’, her.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Salvation’ med Mads Mikkelsen
Læs også: Cannes-highlights dag 2 – Wormtail grynter sig til pragtpræstation