Se listen: Vores 10 yndlingsfilm fra årets Cannes-festival

Vi rangerer de film, du skal glæde dig mest til fra Cannes Film Festival 2014.

10. ’White God’

En pige bliver sat af hos sin far, hvor hun skal bo de næste tre måneder. Med sig har hun sin elskede hund, som den forbitrede far imidlertid ikke vil have inden for husets fire vægge. Midt på en motorvej bliver hunden sat af, og her skifter filmen pludselig hovedperson: I lange passager følger vi hundens færd som først hjemløs og siden som kamphund udsat for ’Rocky’-lignende træningssekvenser.

Uden at afsløre for meget ender årets vinder af sidekonkurrencen Un Certain Regard et helt andet sted stil- og genremæssigt, end den startede. Det er både overraskende og underholdende, og ikke siden Lassie har en hund vel haft en så stærk hovedrolle. Forhåbentligt får filmen dansk distribution.

9. ’Maps to the Stars’

Efter skuffelsen med ’Cosmopolis’ er David Cronenberg tilbage i fin stil med Hollywood-satiren om en falleret skuespiller (Julianne Moore), en kynisk barnestjerne (Evan Bird), en skuespil-aspirerende limousine-chaffør (Robert Pattinson – hovedbilledet til denne artikel) og en ung pige (Mia Wasikowska), der kommer til L.A., muligvis med dunkle motiver.

Det udvikler sig til en besk familiedrama, som måske ender en anelse forceret, men satiren over filmbyen er sylespids og forbandet underholdende.

8. ’Timbuktu’

Den fransk-mauretanske film blev forbigået ved prisuddelingen, selvom mange havde spået den en god chance for en af de mindre priser.

Filmen handler om, hvordan en gruppe jihadister tyranniserer en ørkenlandsby i Mali og for eksempel forbyder al sport og musik. Den viser, hvordan livsudfoldelsen er svær at holde nede, selv blandt islamisterne, der diskuterer fodbold i smug. Og så har ’Timbuktu’ flere suverænt mindeværdige scener, ikke mindst en livagtig fodboldkamp uden bold, og en dybt ubehagelig stenings-scene.

7. ’The Disappearance of Eleanor Rigby’

Ned Bensons film fik premiere på Toronto-festivalen i to dele, ’Him’ and ’Her’, der fulgte et parforholds op- og nedtur fra først den ene og så den anden parts synsvinkel.

I Cannes-udgaven, ’Them’, er de to dele forkortet og klippet sammen. Det gjorde nogle kritikere misfornøjede, men når man ikke har set de to første udgaver, er ’The Disappearance of Eleanor Rigby’ stadig en særdeles stemningsfyldt og troværdig skildring af, hvordan sorg sætter sig på et parforhold. Jessica Chastain demonstrerer endnu engang sit talent i en glimrende skrøbelig rolle.

6. ’Leviathan’

Der bliver tyllet vodka til den store guldmedalje i Andrej Zvyagintsev Jobs Bog-fortolkning, som fik prisen for bedste manuskript. Det er en film med store ambitioner og en dybt seriøs grundtone, men glimtene af humoristiske stikpiller til den russiske folkesjæl liver forfriskende op.

Billederne fra Barentshavets kyst er guddommeligt smukke, og selvom symbolikken sine steder bliver lige bastant nok, er det en hamrende aktuel film om, hvordan det bureaukratiske og korrupte statssystem kvæler en almindelig mands frie udfoldelse.

5. ’2 Days, 1 Night’

Der var bred enighed om, at Dardenne-brødrene har lavet bedre film før deres nye sag, hvor Marion Cotillards Sandra forsøger at overtale sine kolleger til at afstå fra deres årlige bonus, så hun kan beholde sit job.

Men når man har to guldpalmer og en stribe mesterværker i bagagen, kan mindre altså gøre det. Og ’2 Days, 1 Night’ er da også en indfølt og præcis film om den desperation og umuligt umenneskelige valg, finanskrisen har sat mange mennesker i.

Cotillard leverer en afskrællet rørende præstation som kvinden, der er for stolt til at gå tiggergang, men samtidig – med en depression i bagagen – ikke helt kan tro på, at hun er noget værd. Det er et af de mest lysende klare og empatisk billeder på finanskrisens konsekvenser, vi endnu har set på film.

4. ’Foxcatcher’

Bennet Miller tager os ind i et univers, der er svært fascinerende, uden man helt kan sætte fingeren på hvorfor. For egentlig er filmens wrestling-miljø temmelig anonymt ucharmerende, og mens den ene af hovedpersonerne er creepy og patetisk (Steve Carells rigmand John du Point), er den anden gumpetung og uden den store refleksionsevne (Channing Tatums mesterbryder Mark Schultz).

Men alligevel kan man ikke tage øjnene væk, og derfor er det også fuldt fortjent, at Miller i går fik prisen for bedste instruktør. Han gør os konstant nysgerrige på disse mærkelige mennesker, og Carell, Tatum og Mark Ruffalo (som Marks bror) formidler deres karakterer med kropsligt nærvær og rammende akavethed.

’Foxcatcher’ har allerede nu kørt sig i stilling til Oscar-kapløbet – men måske er den for dyster og desillusioneret til at kunne gå hele vejen.

3. ’Turist’

Svenske Ruben Östlunds film måtte nøjes med Juryens Pris i sidekonkurrencen Un Certain Regard, og det er mildt sagt ufortjent. Det er nemlig en af de bedste film overhovedet i årets officielle program, en knivskarp dissekering af, hvordan en enkelt krisesituation kan vende op og ned på et parforhold.

Da en lavine truer den restaurant, hvor det unge ægtepar Thomas og Ebba spiser frokost med deres to børn under skiferien, stikker familiefaren intuitivt af i panik (med sin iPhone og skihandsker), mens moren står tilbage med børnene. Faren driver over, ingen er kommet noget til, og først forbigår parret episoden i tavshed.

Men hurtigt står det klart, at alt er forandret, og ikke mindst under et par tåkrummende parmiddage spirer efterveerne frem. Og heldigvis nøjes Östlund ikke med at spidde mandens kujonadfærd både under og efter lavineepisoden – instruktøren udstiller også kvindernes behov for at fastholde billedet af manden som familiens heltemodige beskytter. Det er afsindigt sjovt og tankevækkende at være vidne til.

2. ’The Wonders’

Ikke alle var lige begejstrede for Alice Rorhwachers film, men jeg var helt oppe at ringe over historien om en familie af biavlere i Umbrien, som lader sig friste af et reality show om autentiske landbefolkninger.

Og heldigvis var juryen enig, for ’The Wonders’ løb med andenprisen Grand Prix, hvilket utvivlsomt blandt andet skyldes det troværdige og ofte morsomme indblik i familiens hverdagsliv, hvor den patriarkalske far prøver at føre familiearven videre, selvom han til sin egen skuffelse kun har fået tre piger og ingen drenge.

Forhåbentligt kan prisen bane vejen for en dansk biografdistribution

1. ’Mommy’

Nej, skuffelsen har endnu ikke lagt sig. Som jeg har argumenteret for HER, burde 25-årige Xavier Dolan have vundet Guldpalmen for sin film om en bramfri mor, der prøver at tage hånd om sin stærkt ADHD-ramte teenagesøn, som ikke er til at styre på 10 tønder land.

Det er en vital, sprudlende film, som langsomt kommer ind under huden på sine udfarende karakterer, der ved første øjekast er irriterende provokerende. Den ligner ikke noget andet i konkurrencen, ikke kun på grund af sit kvadratiske 1:1-billede, der bliver brugt med stor opfindsomhed, men også i sin hektiske humor og excentriske tone.

’Mommy’ er årets moralske vinder af Cannes Film Festival 2014.

Læs også: Kommentar – Cannes ku’ ha’ skabt fremtiden, valgte fortiden

Læs også: Se alle årets Cannes-vindere

Læs også: Cannes-highlights dag 9 – vodkastive russere skyder til måls efter Stalin

Læs også: Highlights dag 8 – endelig kom vores Guldpalmefavorit!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af