’Adèles liv – kapitel 1 & 2’ (2013)
Sidste års Cannes-vinder var Abdellatif Kechiches ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’ som tiltrak enorm opmærksomhed med sine lange og meget eksplicitte lesbiske sexscener. Filmen – om en ung piges søgen efter identitet og kærlighed – skabte debat verden over, og især vakte det furore, da skuespillerne Adèle Exarchopoulos og Lea Seydoux i et interview kritiserede Kechiches udmagrende instruktion med krav om hundredvis af takes.
Filmens 10 minutter lange sexscene tog ti dage at optage, men er allerede blevet en nyklassiker. Og heldigvis er det ikke bare spekulativ sexploitation. Filmen formår på intelligent og usædvanlig vis at bruge sexscenerne til at fortælle om hovedpersonens psykologiske udvikling. Det har dog ikke forhindret nogle kritikere i at anklage Kechiche for at have gået til scenerne med et særligt mandligt blik.
Selvom alt i filmens sexscener ser ganske ægte ud, blev der i øvrigt brugt påklistrede kønsdele.
Læs også: Spoof – hvad anmelderne egentlig tænker om ‘Adèles liv’
’Antichrist’ (2009)
Kongen af kontroverser, Lars von Trier, er naturligvis selvskrevet til listen med ’Antichrist’. Filmen, der ved premieren i Cannes fik fire mennesker til at besvime, udforsker temaer som sex, lyst, køn og død, og det hele forenes i den stiliserede åbningsscene, hvor Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg dyrker sex blandt hverdagsrod og vasketøj, mens deres barn falder ud af vinduet.
Trier fortsatte sin udforskning af seksualitetens terroriserende favntag med ’Nymphomaniac’, som ifølge The Guardians anmelder »voldtager din hjerne«. Vi har dog stadig til gode at se den fulde, ucensurerede udgave af filmen.
Læs også: ‘The Salvation’-instruktør løfter sløret for ny gyserfilm skrevet af Lars von Trier
’Brokeback Mountain’ (2005)
Det var skæbnebestemt, at de to ensomme cowboys skulle ende i samme telt, men ikke desto mindre skabte ’Brokeback Mountain’ røre. Ang Lees Oscar-vindende drama skildrede homoseksualitet med en helt anden drift og kropslighed, end man før havde set i en mainstream-film. Så selvom filmens sexscener er barnemad ved siden af den aktuelle ’Strangers by the Lake’, ruskede Lee op i et tabuiseret emne.
I klippet ovenfor nærmest slås og elsker Jake Gyllenhaal og Heath Ledger på samme tid.
Læs også: Vores anmeldelse af ‘Stranger by the Lake’
’Idioterne’ (1998)
Det kan vel ikke overraske, at vi må ty til endnu en Trier-film på listen? Da Lars von Triers dogmefilm ’Idioterne’ blev vist i Cannes, gik det ikke stille for sig. Den engelske filmkritiker Mark Kermode råbte »il est merde, il est merde!« og blev smidt ud af salen. Alligevel fik filmen generelt en flot modtagelse, og dogmebevægelsen overvældede alle.
’Idioterne’ handler om en gruppe mennesker, der leger spassere for at bryde ud af samfundets undertrykkende lænker. Filmens mest omtalte scene opstår, da Jens Albinus’ Stoffer ønsker sig et »gruppeknald« i fødselsdagsgave – og det får han, efter lidt overtalelse.
Det var grænseoverskridende at se eksplicit penetration i en film, som blev set af store dele af Danmark. Selve de eksplicitte billeder blev dog leveret af pornoskuespillere – heriblandt Porno-Lasse, om end de rigtige skuespillere da også viser sig, som naturen har skabt dem. Knud Romer er den eneste, der beholder bukserne på, hvilket lå ham meget på sinde.
’Team America: World Police’ (2004)
’South Park’-skaberne Trey Parker og Matt Stone lavede en sexscene mellem Satan og Saddam Hussein i deres absurd fjollede film, og derfra var stilen ligesom lagt. I ’Team America: World Police’ er der ikke en grænse for plathederne, og dens laaange sexscene mellem to dukker åbnede op for et helt nyt traumekartotek i hjernen.
I sexscenen – eller hvad man nu skal kalde den – dyrker to dukker hed elskov i utallige positioner.
’The Brown Bunny’ (2003)
Vincent Gallo skrev, instruerede og spillede hovedrollen over for Chloe Sevigny i den tragiske kærlighedshistorie, som blev buhet ud af Cannes, hvor den stadig huskes som en af festivalens største fiaskoer. Den blev dog senere klippet ned til en kortere version, der fik en blidere medfart af anmelderne.
‘The Brown Bunny har dog én form for happy ending – en vaskeægte, pornografisk fellatio-scene helt uden special effects. Sevigny – der efter filmens premiere blev fyret fra sit managementbureau – har senere indrømmet, at hun ville ønske, hun ikke havde medvirket i filmen.
’Lolita’ (1997)
Adrian Lynes filmatisering af Vladimir Nabokovs mesterlige kærlighedsroman ’Lolita’ er åbenlyst kontroversiel og topladet med erotik.
Filmen og bogen handler om den midaldrende professor Humbert, der som 14-årig blev hovedkulds forelsket i en jævnaldrende, tyfusramt pige. Efter pigens død får Humbert en altoverskyggende ungpige-fascination, og da han møder den 13-årige Lo, er kimen lagt til et ukonventionelt forhold.
Lolita-skuespilleren Dominique Swains alder blev et omdiskuteret emne, da hun under optagelserne kun var 15 år og dermed under den seksuelle lavalder. Heldigvis for Lyne havde han brugt en 19-årig som bodydouble til de mere intime scener. Det krænkede dog stadig flere kritikere, der mente, at filmen legitimerede seksuelt misbrug af børn.
Det hjalp heller ikke på modtagelsen, at præsident Clinton signede af på en forebyggelseskampagne mod børnepornografi, netop som filmen blev optaget.
Vil man se en omvendt ‘Lolita’-historie, kan man i øvrigt tjekke Stephen Daldrys ’The Reader’ om en 15-årig dreng og hans affære med den 21 år ældre Hanna Schmitz, spillet af Kate Winslet.
Læs også: Video: Teenagere og James Franco i ny trailer fra tredjegenerations-Coppola
’Kids’ (1995)
Larry Clarks skildring af en gruppe seksuelt hyperaktive og stofmisbrugende teenagere i New York vakte naturligvis stor opsigt.
’Kids’ blev mødt med fnys fra den allerførste scene, hvor en 16-årig dreng tager en 12-årig piges mødom. Folkene bag filmen forsikrede, at skuespillerinden Sarah Henderson var 18 år under optagelserne. Filmen blev alligevel beskyldt for at være på grænsen til børnepornografi, hvilket også gav problemer med distributionen. Scenen blev i øvrigt ikke mere sober af, at hovedkarakteren Telly (Leo Fitzpatrick) smitter et hav af uskyldige jomfruer med HIV.
Læs også: Instruktør Fenar Ahmad: Seks film, der har inspireret ‘Ækte vare’
’Crash’ (1996)
David Cronenbergs forskruede erotiske drama handler om en usædvanlig fetish: At tænde på bilulykker.
Særligt én scene borer sig ubehageligt og underligt pirrende ind i hukommelsen, nemlig den, hvor James Spaders karakter penetrerer Roseanne Arquettes vagina-lignende ar.
Filmen var nomineret til Guldpalmen og vandt juryens specialpris, men ikke alle var lige begejstrede. Den engelske avis Daily Mail førte an i en stor kampagne for at forbyde filmen i Storbritannien. Men faktisk formår Cronenberg at fortælle en ret rørende historie om mennesker, der er arrede på sjælen efter at have mistet elskede i bilulykker, og hvis sorg kommer til udtryk på denne perverterede facon.
’9 Songs’ (2004)
Den britiske instruktør Michael Winterbottom (’24 Hour Party People’, ‘Tristram Shandy’, ‘The Trip’) skabte i 2004 en film, der i manges øjne blev betragtet som pornografi.
’9 Songs’ handler om et kort og passioneret forhold mellem en englænder og amerikaner, hvis fælles kærlighed for musik rammer fortællingen ind med titlens ni sange. Filmen er uofficielt kåret som den mest seksuelt eksplicitte mainstream-film i historien, fordi den både indeholder usimuleret samleje, oralsex, bondage, onani og ejakulation. Winterbottom argumenterede for, at scenerne bare var autentiske. Se filmen og døm selv, om han har ret.