‘Stranger by the Lake’
Det er en hård tid for purister og sarte sjæle. Eksplicit erotik – lad os kalde en spade for en spade: porno – er blevet hverdagskost i kunstfilmen, senest i ’Adèles liv’, hvor drivvåde lesbiske samlejer blev det helt store samtaleemne, og Lars von Triers ’Nymphomaniac’, hvor det (i den version, vi fortsat har til gode herhjemme) heller ikke skorter på kønsdele i aktion.
Sådan er det også i Alain Guiraudies franske Cannes-vinder ’Stranger by the Lake’, hvor det dog er mænd (og kun mænd), der sutter, onanerer og knepper hinanden.
I de brusende skove omkring det paradisiske åndehul, en lyseblå sø, ånder alt fred og ro. Men hvad er det, der pusler om kap med cikaderne i krattet? Kopulerende mænd i hobetal. Hovedpersonen Franck (Pierre Deladonchamps) får på voyeuristisk afstand øjenkontakt med Michel (Christophe Paou inkarnerer filmtitlens ’stranger’ med busket 80’er-overskæg og velbygget svømmerkrop), der skiftevis slikker røv i en 69’er og øjenflirter tilbage.
Ved den solglitrende søbred, hvor mændenes blikke er lige så indiskrete som deres dinglende pikke, forelsker Franck sig i løbet af få dage i Michel. Men pludselig, som i Hitchcocks ’Rear Window’, bliver Franck vidne til et druknemord i søen. Og det er Michel, der er morderen. Filmen skifter lydefrit (også i betydningen: ingen underlægningsmusik) til knugende suspense, og særligt i en scene, hvor Franck og Michel opholder sig alene i søen, sidder man som på nåle. Vil Michel også slå Franck ihjel?
Filmen portrætterer en uventet ømhed i de mange sexscener mellem Franck og Michel, inden konflikten for alvor spidser til. Den til tider kolde og følelsesforladte virkelighed omkring søen – knep, knep, knep – bliver varm, når Franck ejakulerer med Michels hånd som redskab. »Kys mig, jeg kommer«, stønner Franck inde fra grænselandet mellem råt begær og øm kærlighed.
Filmens skildring af lystbetonet over for følelsesdrevet sex bliver fint motiveret i resten af filmen, da den spiller en betydelig rolle i politiets opklaring af forbrydelsen. Som da en politikommissær spørger efter navnet på den mand, Franck dyrkede sex med den pågældende dag. Det kender Franck ikke – det er ikke vigtigt – men det betyder, at han kommer under mistanke.
Efter mordet følger fortællingen en for kunstfilmen temmelig atypisk Hollywood-skabelon, der desværre har en række graverende plothuller, ligesom hovedkaraktererne til tider handler ud fra en temmelig usandsynlig logik. Hvorfor dækker Franck over et mord begået af en person, som han lige har mødt? Og hvorfor begår Michel et umotiveret mord?
Man kan også stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af den ekstremt udpenslede sex. Har filmen virkelig brug for det, eller er det blot kynisk spekulation ud fra devisen: Sex sælger. Det virker motiveret at vise hovedkaraktererne have sex, men hvorfor skal vi se på andre, der onanerer og har trekanter? Det fremstår som provokation for provokationens skyld (se, vi kan vise sex i en kunstfilm), hvor det i ’Adèles liv’ blev doseret på få, velvalgte steder med grundvoldsrystende effekt.
Heldigvis skygger det ikke for, at ’Stranger by the Lake’ er en sjældent nervepirrende thriller.
Læs også: 12 instruktører, der burde stoppe med at lave film
Kort sagt:
Hardcore bøsseporno møder nervepirrende suspense i den franske ’Stranger by the Lake’, der dog er mere ’Rear Window’ end ’Brokeback Mountain’. Kan man holde til eksplicitte cumshots og blowjobs, masturbationsvoyeurisme og analsex, venter der én en både øm og paranoiafremkaldende oplevelse, der havde været Alfred Hitchcock værdig.