Sophie i ’In Treatment’
I sin gennembrudsrolle som blot 17-årig spiller hun patienten Sophie hos Gabriel Byrnes psykolog. Sophie er en elitegymnast, der nærmest er for intelligent for sin alder og formår at skifte mellem manipulerende charme og temperamentsfuld gennemskuen af psykologens intentioner.
Sophie er en sympatisk pige stærkt påvirket af svigtet fra de vigtigste voksne i hendes liv, men Wasikowska får allerede bevist sin evne til troværdige humørskift, der giver en pirrende uforudsigelighed til hendes karakterer. Hendes præstation bringer mindelser om en ung Claire Danes, og Wasikowskas farlighed er ikke nær så gennemskuelig som hos de klassiske femme fatales. Hende ved man oprigtigt ikke, hvor man har.
India i ’Stoker’
I starten ligner unge India uskylden selv – forulempet af den mystiske fremmede, som flytter ind i hendes hjem, hvor hun bor med sin mor, spillet af Nicole Kidman.
Men India tænder selv på blodrød rus og viser sig som en overraskende dobbelttydig figur præget af lyst og skam. Wasikowska excellerer i Park Chan-wooks thriller – piget flirtende, indtil hun slår over i pludselig, lystfyldt aggression.
Man fornemmer, at Mia Wasikowska – som ellers er blevet beskrevet som genert, når hun er på settet – virkelig nyder at spille sig helt ud i ekstremerne, som man får lov til hos en koreansk instruktør i Park Chan-wooks kaliber.
Ava i ’Only Lovers Left Alive’
Tilda Swintons Eve og Tom Hiddlestons Adam spiller de to henslængte boheme-vampyrer, som egentlig lever et fredeligt liv.
Det ændrer sig, da Eves lillesøster, spillet af Wasikowska, dukker op, for hun er anderledes hyperaktiv, ukontrolleret og ublu. De køber sig til blod uden menneskebid – hun er… knap så forsigtig. Lærredet bliver elektrisk, når Wasikowska træder ind, og hun stjæler scenerne fra de mere garvede kræfter som den viltre unge kvinde (well, ung af en vampyr at være), som lader livsvisdom være livsvisdom og lader sig styre af sine impulsive drifter.
Wasikowskas psykologiske farlighed får her en demonstrativ fysisk gestaltning, som klæder hende umanerligt godt.
Læs også: Anmeldelse af ‘Only Lovers Left Alive’
Hannah i ’The Double’
I Richard Ayoades fantastisk morsomme dystopi spiller Mia Wasikowska den nuttede pige Hannah, som Jesse Eisenbergs usikre kontormus Simon James dagdrømmer om.
De knytter et venskab, men da Simons anderledes selvsikre og udadvendte dobbeltgænger – James Simon – dukker op, fatter han selvfølgelig også interesse for Hannah. Og så kunne man jo tro, at Hannah snart ville gennemskue James Simons overfladerytteri, men ak: Det her er jo en Mia Wasikowska-rolle!
Så hun viser sig at være ikke så lidt usympatisk og opportunistisk, ganske blind for at Simon James er et væsentligt mere sympatisk væsen end James Simon. Og Wasikowska har en fest med at spille munter pige i et mørkt univers og med at spille op mod alle vores forventninger om, at den attråværdige pige også har et hjerte af guld, når det kommer til stykket.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Double’
Agatha i ’Maps to the Stars’
David Cronenbergs film fik verdenspremiere på årets Cannes-festival og er en spids satire over Hollywoods kynisme og hykleri.
Wasikowska spiller Agatha, som ankommer til drømmenes by, tilsyneladende med et uskyldigt håb om en skuespilkarriere. Men hun har også skumle bagtanker, og langsomt udfolder sig et aparte familiedrama med Wasikowska som et dragende og i sidste ende komplet vanvittigt centrum.
Flere af trådene fra Wasikowskas karriere går op i en højere enhed her: Den stræberiske drømmer. Den charmerende furie. Den psykopatiske femme fatale. Man kunne slet ikke forestille sig, at Agatha skulle blive spillet af andre end Mia Wasikowska.
’Maps to the Stars’ danske biografpremiere ligger endnu ikke fast.
Læs et stort interview med Mia Wasikowska i det kommende nummer af Soundvenue.
Læs også: Fem roller, der antyder, at Mark Ruffalo er tidens mest undervurderede Hollywood-skuespiller