5. ’The Avengers’ (2012)
Selvom dygtige skuespillere som Eric Bana og Edward Norton tidligere gav den godt gas som Marvels version af Dr. Jekyll og Mr. Hyde, så var det Mark Ruffalos version af Hulken i ‘The Avengers’, der for alvor overbeviste os om figurens filmiske kvaliteter.
Ruffalo spiller den stille og generte videnskabsmand Bruce Banner til perfektion. Man er med det samme klar over, at han bærer på en alvorlig og mørk hemmelighed, som han selv og alle andre frygter. Man er hele tiden på vagt over for, hvornår Banner bliver grøn og rasende. Selvom det stadig er tvivlsomt, hvorfor Hulk pludselig kan styre sine kræfter midtvejs igennem fortællingen, så står Mark Ruffalo sammen med Robert Downey Jr. som Iron Man for filmens bedste scener.
4. ’The Normal Heart’ (2014)
Mark Ruffalo er netop blevet nomineret til en Emmy for bedste hovedrolle i HBO’s tv-film ’The Normal Heart’. Her spiller han en homoseksuel aktivist, der i 1980’erne forsøger at henlede den amerikanske offentligheds opmærksomhed på AIDS. Uden at filmen har samme kvaliteter som den beslægtede ’Dallas Buyers Club’, så er det svært ikke at bøje sig for Ruffalo, der give karakteren Ned Weeks den helt rigtige mængde kant og energi, imens han spiller røven ud af bukserne i karakterens kampivrige momenter.
Samtidig er han helt elektrisk i de mere afdæmpede scener, hvor især kemien med Matt Bomer, der spiller hans døende kæreste Felix, er slående. I disse scener bliver det klart, at Neds raseri bunder i en dybtliggende frygt for ensomheden. En smuk og dybsindig præstation.
Læs også: Anmeldelse af ‘The Normal Heart’
3. ’Foxcatcher’ (2014)
På overfladen er det Steve Carells forskruede rigmand og Channing Tatums indesluttede bryder, der tiltrækker sig mest opmærksomhed i Bennett Millers ’Foxcatcher’, som får dansk premiere 22. januar.
Men på mange måder er det Ruffalo, som skaber ligevægt i filmen. Han har rollen som Tatums bror, der også er bryder, og som får en større rolle i historien, end man ellers lige skulle tro. Og mens Carell er sminket til ukendelighed, og Tatum spiller på sin opsigtsvækkende fysik, er Ruffalo helt afdæmpet og tilbageholdende (med fuldskæg og brede skuldre), et sikkert anker for vores empati i det sært creepy univers, filmen foregår i.
Her slår Ruffalo en tyk streg under, hvordan han som få andre mestrer de doserede virkemidler, der gør, at man måske ikke bliver slået bagover af hans præstationer i enkeltscener, men som betyder, at det alligevel er ham man husker, når filmen er slut.
2. ‘The Kids Are All Right’ (2010)
Mark Ruffalo spiller ’spermster’ og kvindebedårer i verdensklasse, da han som den charmerende donorfar Paul bliver opsøgt af sine to biologiske børn, der ønsker at lære ham at kende.
Børnene bliver hurtigt imponeret, da Paul både kører motorcykel og er ejer af en restaurant med organiske retter. Den umiddelbart overfladiske charmør viser sig dog langsomt at være en ensom fyr, der ikke er moden nok til at opretholde det glansbillede, som børnene i første omgang får af ham.
Mark Ruffalo spiller den sårbare Paul med en lethed som få andre ville være i stand til, og han blev fuldt fortjent nomineret til en Oscar for bedste birolle.
1. ‘You Can Count on Me’ (2000)
Med blød hæs stemme og tilbagelænet repliklevering traskede Mark Ruffalo ind på Hollywood-scenen med Kenneth Lonergans rørende familiedrama ’You Can Count on Me’, hvor han sammen med Laura Linney fremkalder et gennemført troværdigt og intenst søskendeforhold.
Ruffalo spiller den dovne og selvdestruktive Terry, der efter mange års adskillelse beder sin storesøster om økonomisk hjælp. Som en tvivlsom rollemodel for hans unge nevø præsenteres Terry med fine nuancer, der skiftevis gør ham uansvarlig og betænksom.
Vi får kun Terrys skjulte følelsesmæssige ar at se i små etaper, og Mark Ruffalo formår at portrættere en mand, der er så utilpas med sig selv, at han nærmest snubler ud af lærredet. Rollen blev Ruffalos gennembrud, og han blev af flere anmeldere sammenlignet med en ung Marlon Brando.
Læs også: Her er Mads Mikkelsens bedste og værste roller
Læs også: Michael Fassbenders bedste præstationer – og de dårligste
Læs også: Anmeldelse af ‘Forelsket i New York’ med Mark Ruffalo