Jennifer Lawrence og Steven Spielberg teamer op om ny film

Jennifer Lawrence og Steven Spielberg teamer op om ny film

Til november venter afslutningen på ‘Hunger Games’-serien, og imens har dens hovedrolleindehaver, Jennifer Lawrence, travlt med at udfylde tomrummet og kalenderen.

Vi har tidligere kunnet fortælle, at hun skal medvirke i sci-fi-filmen ‘Passengers’ over for Chris Pratt, og så fortsætter hun samarbejdet med ‘Hunger Games’-instruktøren Francis Lawrence i ‘The Dive’.

Nu tilføjer hun så det hidtil mest interessante projekt til pipelinen. Ifølge Deadline.com skal hun nemlig spille hovedrollen i Steven Spielbergs kommende filmatisering af selvbiografien ‘It’s What I Do: A Photographer’s Life of Love and War’, der er skrevet af krigsfotografen Lynsey Addario, som har dokumenteret verdens brændpunkter i lande som Afghanistan, Irak, Sudan og Libyen.

Det er således en altdominerende hovedrolle, Jennifer Lawrence kan se frem til i sit første samarbejde med Spielberg. Trods sine 68 år sætter instruktørmesteren ikke tempoet ned. Han er således ved at afslutte sin kommende krigsfilm med Tom Hanks, og derefter står den på Roald Dahl-filmatiseringen ‘The BFG’.

Læs også: Det skal du se i biografen i marts

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af