Det er svært at komme udenom, at Brian De Palmas ‘Scarface’ fra 1983 med Al Pacino i hovedrollen som Tony Montana nærmest er mere ikonisk end det originale gangsteropus fra 1932, ikke mindst takket være udødelige replikker som »Say hello to my little friend«. For at undgå, at det kommende Pablo Larraín-instruerede remake bliver en præcis kopi af de tidligere ‘Scarface’-film, har Universal nu hyret en ny manuskriptforfatter, der skal føre Tony Montana ind i det nye årtusinde.
Det drejer sig om manuskriptforfatteren Jonathan Herman, som også står bag den kommende N.W.A.-biopic ‘Straight Outta Compton’, der, ligesom ‘Scarface’, er en sand rags to riches-historie. Tidligere var ‘Donnie Brasco’-forfatteren Paul Attanasio samt ‘Training Day’-forfatteren David Ayer tilknyttet som manuskriptforfattere på remaket, men i Hermans hænder er der lagt i ovnen til en nyt take på ‘Scarface’s forlæg.
Hvor originalen foregik i Chicago og De Palmas 80’er-remake i Miami, vil den nye film være centreret i Los Angeles og følge en underhunds vej til toppen i den kriminelle verden. Herman udtaler i en pressemeddelse, at hans version af ‘Scarface’ vil give et »helt nyt og originalt blik på immigranthistorien«. Filmen har endnu ingen premieredato.