Johnny Depp har længe befundet sig i en kreativ bølgedal så dyb, at selv hans status som skudsikkert trækplaster har lidt et alvorligt knæk. Med ’Black Mass’ lader han dog til at genfinde rytmen fra fordoms bedrifter med et lige dele frygtindgydende og komisk veloplagt portræt af den autentiske Boston-gangster, James ‘Whitey’ Bulger.
I den nye trailer til filmen nedstirrer Depps skruppelløse gangsterboss sin seksårige søn med dæmoniske øjne og belærer ham om tilværelsens barske realiteter. »If nobody sees it, it didn’t happen«, hvisker han hæst til sit afkom i håbet om at holde gangsterimperiet inden for familiens rammer.
Depp suppleres af et stjernespækket birollecast anført af Benedict Cumberbatch, Dakota Johnson, Kevin Bacon og Joel Edgerton, mens ’Crazy Heart’- og ’Out of the Furnace’-instruktøren Scott Cooper står bag kameraet.
Om Depp får en tiltrængt kunstnerisk renæssance med ‘Black Mass’, får vi svar på den 15. oktober, når filmen lander i de danske biografer.
Læs også: De her instruktører og stjerneskuespillere skal hookes up
Læs også: Fincher vandt, men Johnny Depp stjal billedet ved Hollywood Film Award