‘While We’re Young’

‘While We’re Young’

Lige siden debutfilmen ‘Kicking and Screaming’ fra 1995 har den amerikanske indiekonge Noah Baumbach haft en forkærlighed for selvmedlidende, smittende melankolske party poopers paralyserede af angsten for at dumpe voksenlivet og ende som washed-up fiaskoer. Og det lyder måske ikke umiddelbart som mennesker, man gider at bruge tid sammen med, men at gøre usympatiske, selvoptagede røvhuller udholdelige – måske endda elskelige – er Baumbachs specialitet. Især hvis de er spillet af Ben Stiller. Og på dét punkt, og det punkt alene, skuffer ‘While We’re Young’ ikke.

Filmen handler om kæresteparret Josh (Stiller) og Cornelia (Watts), der tager deres livsstil og forhold op til revision, efter deres tætteste vennepar beslutter sig for at få børn. Josh er en dokumentarfilminstruktør i 40’erne, der efter en enkelt kritisk succes har kæmpet i tæt på ti år for at færdiggøre opfølgeren – et politisk magnum opus på syv timer, der ifølge Joshs egen svigerfar (Grodin), som selv er en anerkendt dokumentarist, er »cirka syv timer for langt«.

For at finansiere filmen og tjene til føden underviser Josh sideløbende på universitetet, hvor han er vant til, at ingen studerende deler hans passion for historiens store Direct Cinema-instruktører. Han lader sig derfor hurtigt besnære, da Jamie (Driver), en ung karismatisk fyr i fedora-hat, udviser interesse for faget og tilmed har set hans første og eneste færdiggjorte film.

Benovet over at have fået en fan overtaler Josh Cornelia til at mødes med Jamie og hans kone Darby (Seyfried), og de går så godt i spænd, at de fire straks begynder at dobbeltdate derudaf.

Og hér starter så den klichéfyldte hetz, der er set en trillion gange før i tv-serier som ‘Portlandia’, ‘Girls’, ‘High Maintenance’ og ‘Broad City’, mod hybriddokumentar-producerende, retrofile hipsters, der går med fjollede hatte, omgiver sig med loppemarkedsfund, kører på cykler uden gear, holder høns i baghaven og laver hjemmelavet avocado-is.

Det er ikke, fordi der ingen sjove scener eller mindeværdige quips er i ‘While We’re Young’. Men det er bare så stort et skridt tilbage for Baumbach. Så kønsløst og karikeret i sammenligning med hans moderne mesterværker ‘Frances Ha’ og ‘Greenberg’, der er sindssygt rørende i deres sælsomme portrætter af skæve ærkenewyorker-eksistenser.

Om det skyldes fraværet af Greta Gerwig på skærmen og bag skrivepulten, det større budget eller skuespillere af en anden kaliber er ikke til at sige. Men i hvert fald klæder det Baumbach væsentligt bedre at være tungsindig og bidsk end upbeat og bredt appellerende.


Kort sagt:
Baumbach har nedtonet sin særlige variant af kærlig misantropi i sin seneste film, der er indieinstruktørens mest letsindige, lettilgængelige og letforglemmelige til dato. I ‘While We’re Young’ har den eminente karaktertegning, der normalt kendetegner Baumbach, måttet vige for en mavesur omgang hipster-bashing.

Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘While We’re Young’ med Ben Stiller og Adam Driver / Er der liv i horrorgenren?

Læs også: Ben Stillers oversete komiske stjernestunder

Spillefilm. Instruktion: Noah Baumbach . Medvirkende: Ben Stiller, Naomi Watts, Adam Driver, Amanda Seyfried, Charles Grodin . Spilletid: 97 min. . Biografpremiere:
  1. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af