Casting-nyt: Jackman og Rooney Mara i stortalents nye film, Bernthal klar til ‘Daredevil’

Casting-nyt: Jackman og Rooney Mara i stortalents nye film, Bernthal klar til ‘Daredevil’

Hugh Jackman og Rooney Mara skal ifølge Deadline medvirke i dramakomedien ‘Collateral Beauty’ om en New York-bosat reklamemand, der synker ned i en dyb depression efter en personlig tragedie. Hans kolleger forsøger at indgyde nyt håb i ham, og det lykkes – bare ikke helt, som de havde forestillet sig. Filmen instrueres af stortalentet Alfredo Gomez-Rejon, der fik sit store gennembrud på årets Sundance-festival med cancer-komedien ’Me and Earl and the Dying Girl’.

Hvor Rejon har en forkærlighed for det skæve og følsomme, er ‘Observe & Report’- og ’Eastbound & Down’-instruktøren Jody Hill blandt komediegenrens skarpeste provokatører. Plotdetaljerne om hans kommende film, ’Legacy of a Whitetail Deer Hunter’, er endnu sparsomme, men Deadline skriver, at Danny McBride (hovedrolleindehaveren i ‘Eastbound & Down’) og Josh Brolin skal indtage de bærende roller.

Helt officielt er det, at ’Karate Kid’-stjernen Jaden Smith slutter sig til Baz Luhrmanns musikalske Netflix-serie ’The Get Down’. Det afslører Luhrmann selv i en pressemeddelelse. Smith skal spille en enigmatisk graffitikunstner i hiphop-serien, der skildrer den spirende ungdomskultur i slut-70’ernes Bronx. Den får premiere i løbet af næste år.

I en anden Netflix-serie, ’Daredevil’, har Jon Bernthal – især kendt fra ‘The Walking Dead’ – fået rollen som The Punisher. Selvtægtsmanden med det civile navn Frank Castle bekæmper ligesom Daredevil kriminalitet i bydelen Hell’s Kitchen, men han er villig til at tage langt mere brutale midler i brug end den blinde superhelt. Bernthal kan opleves som afstrafferen i anden sæson af ‘Daredevil’, der får premiere i 2016.

Ifølge Deadline skal Linda Cardellini, der senest har kunnet ses i ‘Bloodline’, medvirke i ’The Founder’ om manden bag det moderne McDonald’s, Ray Kroc. Cardellini skal spille Krocs tredje kone, Joan Mansfield, mens Michael Keaton indtager titelrollen.

Deadline skriver ligeledes, at Gbenga Akinnagbe har sluttet sig til castet på Roland Emmerichs ’Independence Day’-opfølger, hvor han skal spille en Secret Service-agent med ansvaret for den tidligere præsident Thomas Whitmores (Bill Pullman) sikkerhed. Akinnagbe har tidligere gjort sig bemærket i tv-serierne ’The Following’ og ’The Good Wife’.

Læs også: 10 friske bud på en ny Indiana Jones

Læs også: ‘Daredevil’ sæson 1 / Anmeldelse

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af