‘Daredevil’ sæson 1
Egentlig er det tosset at prøve at filmatisere en tegneserie. Ingen film har samme mængde tid til rådighed, som en lang tegneserie kan bruge på at opbygge detaljerede universer og karakterer, og netop derfor er det måske ikke overraskende, at Netflix og Marvels seneste satsning med tv-serien ’Daredevil’ fungerer så forbandet godt.
Manhattan fik alvorlige tæsk, da The Avengers reddede Jordens befolkning fra en ruminvasion. Bygninger blev smadret og indbyggerne rystet i deres grundvold. I skyggen af disse hændelser lever den unge, idealistiske (og blinde) advokat Matt Murdock. Sammen med sin partner Foggy starter han en ny praksis, og ad lovens dydige sti har de ambitioner om at hjælpe indbyggerne i deres barndomskvarter Hell’s Kitchen i New York.
Hvad ingen ved er, at Matt lever to liv – et på hver side af den lov, han påstår at respektere. Han er nemlig en selvtægtsmand med supersanser, og hans overmenneskelige hørelse vejer mere end op for hans handicap. Hans rolige ydre skjuler et indre raseri, som han lufter hver nat, hvor han tager maske på og deler tæsk ud til beskidte voldsmænd, i hvad der må være nogle af de vildeste slåskampe set i en tv-serie.
Der går ikke længe, inden Matt støder på rigmanden Wilson Fisk. Hans ambitioner minder til forveksling om Matts. Han vil hjælpe Hell’s Kitchen tilbage på sporet, men han vil gøre det via den kriminelle underverden, som han holder i et jerngreb. Kun en hårsbredde adskiller Murdock og Fisk fra hver deres side af rigtigt og forkert, for begge mener, at målet helliger midlet – men har nogen af dem ret?
Netflix-serien er i en anden liga end den berygtede Ben Affleck-filmudgave fra 2003. Ubesværet jonglerer serien både komik, drama, action og filosofi uden nogensinde at tabe noget af det på gulvet. Imponerende, men seriens hjerte ligger netop i krydsfeltet mellem rigtig og forkert. Gennem velskreven dialog og blodig action tvinges man til at tage stilling til livets og samfundets store dilemmaer i et mørkt storby-univers, der minder mere om moderne filmnoir end om ’The Avengers’. Man behøver således heller ikke være hardcore superhelte-fan for at kunne sætte pris på ’Daredevil’.
Charlie Cox har hovedrollen som Matt Murdock og han er noget nær perfekt castet, fordi han ikke tilnærmelsesvis ligner en superhelt. Han ligner en nydelig advokat. En nydelig advokat, der kan lave flyvespark som Bruce Lee, men stadigvæk. Det er dog Vincent D’Onofrio, der virkelig stjæler showet som Wilson Fisk. I en genial blanding af skrøbelighed og buldrende vildskab skaber han en perfekt skurk, som både vækker sympati og frygt.
Gassen går momentvis af ballonen, når dialogtunge scener træder lidt for meget vande, men det glemmer man hurtigt, når man inden længe igen sidder og grubler over et nyt dilemma eller måber over endnu en gal actionscene. Glæd dig eksempelvis til den næsten fem minutter lange one take-scene i andet afsnit, hvor Matt rydder op i en russer-bule.
Indtil videre er der kun planlagt én sæson af ‘Daredevil’, men forlængelsen ligger lige til højrebenet, og Marvel vil utvivlsomt også give andre mindre kendte superhelte samme serie-behandling. De skal være velkomne.
Kort sagt:
’Daredevil’ er en dyb, intelligent og actionfyldt superhelteserie for folk, der ikke nødvendigvis kan lide superhelte.