‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ er sommerens næstbedste blockbuster
Sommerens ubetinget bedste blockbuster er og bliver George Millers helt forrygende ‘Mad Max: Fury Road’, men Christopher McQuarries femte film i ‘Mission: Impossible’-serien, der bringer Tom Cruises agent til Wien, Marokko og London, orkestrerer ligeledes noget af årets allerfedeste action.
En BMW laver ekvilibristiske, baglæns kolbøtter. Knæ hviler millimeter over asfalten, der suser forbi under en motorcykeljagt gennem drabelige hårnålesving. Og Ethan Hunt klamrer sig først til et lettende fly og holder siden vejret under tre minutters dristig fridykning.
Opfindsomhed er et af franchisens varemærker, og Cruise risikerer igen selv liv og lemmer som sin egen stuntman. Man er sgu næsten fristet til at klappe eller huje højlydt, når den 53-årige tyngdekraftstrodser iført håndjern frigør sig fra et rør, han er fæstnet til, med et akrobatisk move, der må have været mindst lige så fysisk krævende at eksekvere, som det ser overlegent ud.
Men ikke alt går legende let for den adrætte helt (heldigvis da). For hvor James Bond bekæmper Blofeld, og Sherlock Holmes har Moriarty som ærkefjende, så kommer Ethan Hunt denne gang op imod en potentiel overmand, den iskolde Solomon Lane (Sean Harris fra ‘Prometheus’), der står i spidsen for Syndikatet, en multinational spionsammenslutning bestående af forræderiske afhoppere.
CIA-chef Hunley (en spildt Alec Baldwin) mistænker dog, at denne forbryderorganisation blot er et fantasifoster, Ethan puster liv i for at bortforklare uortodokse metoder og gentagen ulydighed, så han opløser IMF – The Impossible Missions Force. Ethan må derfor i al hemmelighed kontakte Benji (en velspillende Simon Pegg), der nu er steget i graderne fra comic relief til makker.
Ethan og Benji får kun sporadisk hjælp fra gamle kendinge, det selvfede hackergeni Luther (Ving Rhames) og den samvittighedsfulde Brandt (Jeremy Renner), men til gengæld krydser de tit veje med den hårdtslående dobbeltagent Ilsa Faust (Rebecca Ferguson fra ‘Hercules’), der synes at være på deres side, men som – angiveligt for at Lane ikke skal opdage, at hun er undercover i Syndikatet – alligevel konstant forpurrer diverse missioner.
‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ er cirka på niveau med Brian De Palmas etter. Og selvom McQuarries film hverken er så intens og stramt komponeret som J.J. Abrams’ ‘Mission: Impossible III’, eller så ubesværet underholdende og sjov som Brad Birds’ firer, ‘Ghost Protocol’, så fungerer den nu alligevel på mange måder strålende som god, gammeldags actionthriller.
McQuarrie, der vandt en Oscar for manuskriptet til ‘The Usual Suspects’, bakser dog med at få samlet handlingstrådene på organisk vis, og jo mere han overforklarer sine snørklede spionforviklinger, desto mere fremstår hans fortælling, der er lige dele ustruktureret og ulogisk, som det rene påskud for filmens mange eksotiske locations og set pieces.
Det er den sikkert også.
Kort sagt:
Christopher McQuarries stuntspækkede udstyrsstykke står ikke helt mål med de to forrige film. Men ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’, der både introducerer en jævnbyrdig modstander og en selvstændig kvindelig hovedkarakter, giver ikke desto mindre forhåbninger om, at Tom Cruises stærkt underholdende spionserie vil fortsætte.
Læs også: Tom Cruises syv bedste præstationer – og tre største bommerter