De bedste nr. 7: ’Risky Business’ (1983)
’Risky Business’ er ikke nogen stor film, men det er måske den film, hvor det er allermest tydeligt, at Tom Cruises rå karisma alene kan bære en hel film. Allerede i en meget ung alder stod det klart, at han var så godt som forudbestemt til at arbejde sig til tops i filmstjernehierarkiet.
Cruise ikke bare redder filmen – en meget tidstypisk 1980’er-coming of age-historie med modkulturelle sexkomedietræk – han gør den troværdig, reel og medlevende. Han ved udmærket godt, at han ser bedre ud end gennemsnittet, men han underspiller faktisk filmen igennem, så de ret absurde situationer og den lige så absurde præmis om en high school-knægt, der omdanner forældrenes hjem til et bordel, mens de er på ferie, ikke bliver for overdrevne eller platte. Cruise er tværtimod temmelig stabil i sit følelsesregister og reaktionsmønster filmen igennem og virker netop derfor dybt indlejret i sin figur.
Cruise (over)dyrkede i årene efter ’Risky Business’ stilen som supercharmerende charlatan med et tandpastasmil, der ville virke for selvsikkert i selv en Colgate-reklamefilm (’Top Gun’, ’Cocktail’ og ’Days of Thunder’), men her er selvsikkerheden og selvbevidstheden i filmens og figurens tjeneste: En rå, sensitiv, simpel, søgende ung mand på jagt efter identitet.
De bedste nr. 6: ’Edge of Tomorrow’ (2014)
Nu om dage (begyndende med den første ’Mission: Impossible’-film fra 1996) ser de fleste først og fremmest Cruise som en actionfilm-stjerne. Det er fair nok, for hovedparten af det materiale, den modne Cruise har været optaget af, har haft en stærk bismag af fysisk action (noget Cruise selv gør en dyd ud af, jævnfør hans forkærlighed for at lave drabelige stunts selv). Man overser dog let, hvor kapabel en karakterskuespiller, han også er.
’Edge of Tomorrow’ hører under action/sci-fi-paraplyen, men Cruise imponerer ved at holde igen med sine typiske Cruise-tics, såsom at vise sin torso frem, smile sit uforlignelige smil og agere brav helt. Her er han tilknappet, nærmest lukket om sig selv. I stedet lader han Emily Blunt om at skinne igennem som karismatisk kick-ass-superheltinde.
Cruises figur er frygtsom og fyldt med fejl. Han er tilmed lidt af en kryster, skal det vise sig. Tragikomikken i præmissen – hver gang han dør i et slag, vender han tilbage til udgangspunktet – udnytter han på en sort-morbid måde, der er ret sjov, men uden at det på nogen måde bliver plat eller udvendigt.
Det er en fornem præstation, der måske ikke er blockbuster-effektiv efter tidens typiske standarder, men til gengæld hæver filmen op til meget mere end bare popcornunderholdning. En film om at være fanget i gentagelsernes hjul behøver jo ikke være samlebåndsmateriale!
De bedste nr. 5: ’Eyes Wide Shut’ (1999)
Tom Cruise var kunstnerisk på toppen omkring årtusindskiftet, hvor han lige pludselig ikke var bange for at tage chancer (eller også fik han bare – før hans sofaspring hos Oprah i 2005 –tilbudt bedre roller dengang).
Eller måske var opturen et resultat af et efterhånden knirkende ægteskab med Nicole Kidman? På mange måder overlader han de mest inciterende scener og replikker til netop Kidman, der spiller hans hustru, i Stanley Kubricks svanesang som instruktør. Lidt på samme måde som Ewan McGregors præstation i ’The Ghost Writer’ virker meget mere ovebevisende anden og tredje gang, man ser Polanskis return to form, så imponeres man især ved gensyn af Cruises både indestængte og søgende rolle som lægen, der chokeres over sin hustrus frimodige afsløring af en konkret seksuel fantasi om en anden mand.
Filmen udfolder sig som én lang drøm. Cruise er enigmatisk, nærmest indolent, i sin udforskning af psykens labyrinter. I ’Eyes Wide Shut’ er intellekt og seksualitet sært sammenfiltrede begreber og virkelighedsplaner, og det er de problematikker, der knytter sig hertil, som Cruise håndgribeliggør uden at eksplicitere eller overfortolke. Som publikum sidder man forvirret, men beriget tilbage efter 160 minutters rundtosset filmkunst.
Det er interessant, at Kubricks film som regel altid blev hånet og nedgjort, da de udkom, for så siden at blive hævet op til mesterværk-status efterfølgende (bare tænk på ’Barry Lyndon’, ’A Clockwork Orange’ og ’The Shining’). Om det samme vil blive tilfældet med ’Eyes Wide Shut’ er måske ikke givet, men Tom Cruises præstation som den martrede læge Bill Harford vil med garanti ikke blive glemt, når hans mest dramatisk tilfredsstillende rollevalg ad åre skal gøres op.
De bedste nr. 4: ’Born on the Fourth of July’ (1989)
I Oliver Stones Vietnam-film er der et tydeligt før og efter: Krigen, soldatertiden, lammelsen, ungdommen, uskylden. Tom Cruises karakter – og hans udseendes transformation – bliver et billede på nationens sår og uskyldstab i forlængelse af en krig, der hjemsøgte en ungdomsgeneration, men også via mediernes nyfundne rolle som en forlænget arm for både propaganda og magtkritik bragte rædslerne helt hjem i dagligstuerne.
Cruise rammer med vanlig nerve den livsmættede energi (som her er en glødende patriotisme) i den unge Ronnie Kovic, inden han tager i krig, og den indignerede, sårede veteran, der vender hjem og føler uretfærdigheden og utaknemligheden over sit offer som en smerte, der overgår de fysiske men.
Cruise viste her for første gang, hvor god han er til at veksle mellem ekspressivitet (ungdommelig higen efter mening og kærlighed) på den ene side og en indadvendt smerte og indignation, en vrede, der er på udkig efter et afløb, på den anden. Det er en dualitet, der har været tydelig i flere af hans bedste roller, men oven på hans roller som potent sexsymbol i yuppie-80’erne var det første gang, han fik mulighed for at vise denne dybdedimension i sit talent (selvom han havde vist ansatser til den allerede i ’The Color of Money’ og ’Rain Man’).
De bedste nr. 3: ’Jerry Maguire’ (1996)
Der brænder en voldsom intensitet lige under overfladen på stort set alle Cruises bedste filmfigurer. De er kendetegnet ved noget manisk, en ukontrollabel livsvilje. Men intet sted i sit oeuvre formår Cruise at kanalisere charme, energi og dedikation på helt samme måde som i Cameron Crowes skarpt skrevne ’Jerry Maguire’, en film, hvor Cruise doserer drama og komik på allerfineste vis.
Filmen bliver den dag i dag flittigt citeret, og det er ikke mindst Cruises aflevering af de velsiddende replikker, der bliver husket, og som gør dem mindeværdige. Kun en superstjerne kunne brænde igennem, som Cruise gør her, men han gør det samtidig på en måde, der står i filmens tjeneste. Ikke mindst er der en fantastisk timing i scenerne sammen med både Cuba Gooding Jr. (der lidt ufortjent løb med prishædersbevisningerne, blandt andet en birolle-Oscar, på bekostning af Cruise, hvis uforlignelige karisma som regel bliver taget for givet) og Renee Zellweger.
1996 var i det hele taget et (men ikke det eneste) banner year for Cruise, for samme år satte han sig også tungt på action-helt-feltet med den første ’Mission: Impossible’-film.
De bedste nr. 2: ’Collateral’ (2004)
Det virkede ikke helt overraskende, at Cruise oven på samarbejdet med Paul Thomas Anderson i ’Magnolia’ (1999) få år senere rettede opmærksomheden mod en anden egensindig auteur, nemlig Michael Mann. Det var dog immervæk et frydefuldt chok at se en grånende Tom Cruise påtage sig rollen som den sociopatiske lejemorder Vincent, en mand, der dræber uden at efterlade sig spor.
Vincent er i Cruises gestaltning både simrende vrede, ubestridelig ro og ræson og en kold-komisk nihilisme i en og samme person. Der er en krybende lede i alt, hvad han gør og siger (med en blødt moduleret stemmeføring), som gør, at man hæfter sig ved hans ord for at spore bare den mindste åbning ind til en genkendelig eller forløsende menneskelighed bag indifferensen og forråelsen.
Cruise lever fuldt ud op til Michael Manns ambition om at illustrere skæbnens uafvendelighed, et genkommende motiv i alle instruktørens film. Cruises perfekt afleverede replikker og spøgelsesagtige fremtoning giver karakteren en nærmest shakespearesk rækkevidde. Som en moderne Banquo geråder han rundt i et blåtonet, hightech L.A. og spinder sine skæbnetråde med spøgelsets uhyggelige ro.
De bedste nr. 1: ’Magnolia’ (1999)
Tom Cruise har været nomineret til en Oscar tre gange. Sidste gang var for hans birolle som en mandeterapeut-fra-helvede, Frank T. J. Mackey, i Paul Thomas Andersons vildt ambitiøse flettefilm ’Magnolia’, hvor han turnerer under slogans som seduce and destroy og respect the cock, tame the cunt.
At Cruise ikke vandt, er slemt nok, men at han tabte til Michael Caines komplet forglemmelige præstation i Lasse Hallströms komplet forglemmelige ’The Cider House Rules’ er skammeligt. *Dyb indånding*…
Cruise leverer karrierens mest alsidige og følelsesblottede præstation i ’Magnolia’. Hans far-svigtede strong man af en karakter er manisk selvoptaget, en mageløs narcissist, hvis kvindehad dækker over et dybt selvhad og et svigt i barndommen, som han er på evig flugt fra.
Scenen, hvor en storskrydende Cruise langsomt nedsmelter i mødet med en kvindelig journalist, som han fejlagtigt tror, at han kan sno om sin lillefinger, er ikke bare Cruises fineste øjeblik som skuespiller, men en masterclass i skuespil i det hele taget. Læg mærke til, hvordan selv de mindste facetter i Cruises kropssprog og hele ageren enten afslører en dybere sandhed om hans selvbedrag eller er et desperat forsøg på at undslippe sandhedens favntag. Selv i afsløringens øjeblik har han åndsnærværelse nok til at kontrollere sit had, sin smerte. Det er, som om han anerkender sit nederlag, men uden at yde sin modstander den mindste respekt til gengæld.
Det er en scene, som kan ses igen og igen og igen. Selvom man lægger mærke til flere og flere facetter i Cruises poseren – overfladen og de mange lag, der brydes lige nedenunder – så bevarer den alligevel sin fundamentalt enigmatiske karakter, på trods af at figuren bliver klædt af til skindet.
Se Tom Cruises tre værste roller på de næste sider.
De værste nr. 3: ’Cocktail’ (1988)
’Risky Business’ introducerede på ret forrygende vis Cruises rå charme og udstråling, og det var filmbyen naturligvis ikke længe om at spotte, så der skulle kapitaliseres på det indlysende stjernefrø.
Film som ’Top Gun’, ’Days of Thunder’ og ’Cocktail’ er – udover ret eklatante eksempler på de mindre charmerende sider ved 1980’er-tidsånden: en grasserende blanding af patriotisme, chauvinisme og materialisme – film, der åbenlyst er strikket sammen med det ene formål at vise Tom Cruise frem for alverden.
’Cocktail’ er den værste synder. Ikke alene synes filmen aldeles ublu i sin udstilling af Cruises figurs usympatiske libertiner-liv, men den er også borderline misogyn i sin kvindefremstilling. Og så er der altså grænser for, hvor selvsikker og selvbevidst et charme-attak man kan slippe af sted med, selv når man hedder Tom Cruise. Det er lige så kvalmende overdoseret som en alt for sød mojito.
De værste nr. 2: ’Rock of Ages’ (2012)
Forestiller man sig, at en film med en hovedrollefigur ved navn Stacee Jaxx er særlig god? Nej, vel. Men det er kun toppen af isbjerget i en film, der først og fremmest er domineret af rædsom musik af 80’er-puddelhunderock-varianten og en meget tvivlsomt udfoldet historie, der er omtrent lige så tynd som en hel kande te lavet på et enkelt brev. Filmen er baseret på en moderat succesfuld musical, men hvorfor nogen mente, at det var en oplagt ide at lave ’Rock of Ages’ i 2012, står stadig hen i det uvisse.
Tom Cruise er faktisk det bedste ved filmen, så tag denne rangering med et gran salt, men nogle gange er materialet så hovedrystende, at selv en tilsyneladende fuldt dedikeret Cruise ikke kan redde den i land (fine folk som Bryan Cranston og Paul Giamatti er også skønne, spildte kræfter). Og så er der lige det at sige om castingen af Cruise, at den er besynderlig, al den stund at manden ikke kan synge…
Oven på ’Rock of Ages’ (der bombede noget så eftertrykkeligt ved billetlugerne), så Cruises karriere noget skamskudt ud. Tænk på, at han også havde optrådt i skuffende – selvbevidste, men substansløse – film som ’War of the Worlds’, ’Knight and Day’ og ’Valkyrie’ inden da. Tak skæbne for, at han genopdagede sig selv som action(anti)helt i ’Oblivion’ og ’Edge of Tomorrow’, der beviste, at han stadig har det der udefinerbare ekstra something.
De værste nr. 1: ’Knight and Day’ (2010)
Hvis Cruise var det bedste ved den bovlamme ’Rock of Ages’, så fortjener førstepladsen at gå til den lige så ringe ’Knight and Day’, al den stund Cruise er noget af det værste ved den.
Stjernekarisma skal doseres på den rigtige måde, for at den virker, men Cruise er bare grundbelastende from the get-go i dette sølle actiondrama. Bevares, han løber og skyder en masse, men når han ikke har travlt med de to ting (ofte samtidig), smiler han og oser selvfedme på tarvelig maner. Måske er det parringen med Cameron Diaz, den er gal med. Diaz er forudsigeligt enstrenget og opfører sig som en hovedløs høne det meste af tiden, både når hun skriger (og løber), og når hun taler.
Der er sandt nok mange actiondramaer, der er lavet over nogenlunde samme opskrift som ’Knight and Day’, men det, der redder de gode af dem, er en blanding af stjernekemi hovedrollerne imellem og nogle forrygende set-pieces. De to altafgørende elementer kokser her, og så er man efterladt med en film, der føles alt, alt for lang – og Cruise og Diaz, der kører på irriterende automatpilot. Den slags kan vi til dels tilgive Diaz for, men vi forventer os altså meget mere af Cruise.