‘Mad Max: Fury Road’
Fuuuuuck, udbryder jeg, da jeg kommer ud af biografmørket. Mine sanser er blevet pumpet ind i en nitrogenmotor og rystet sammen med olie, sandstorme, heavy metal-guitarsoloer og eksplosioner. Hvad skete der? ’Mad Max: Fury Road’ skete!
Fortsættelsen til George Millers kultserie har ladet vente på sig. I 1979, 1981 og 1985 kom australierens første tre film (der i dag virker bedagede, og som man slet ikke behøver se for at sætte pris på den nye film) om ekspolitibetjenten og road warrior’en Mad Max Rockatanksy. Først her 30 år senere kommer film nummer fire i rækken, men ventetiden har været det værd, for både effekter og budget tillader nu, at Miller har kunnet forløse sin vision i fulde drag.
Resultatet er liderligt, speedet og byldebefængt, men først og fremmest en kompromisløs eksplosion af fantasi og eskapisme. Det er en film til barnet inde i dig. Det barn, der stadig elskede actionfilm, inden Marvel og Transformers reducerede dem til tomme storbydestruktioner og overdrevet selvironi.
Kort fortalt er Max’ univers et ubehageligt tørt, postapokalyptisk helvede fyldt med krøblinger, psykopater, død og ødelæggelse. I dag, 30 år efter vi forlod Mel Gibsons Max, rebootes han af en Bane-pumpet Tom Hardy, der hallucinerer over fortidens svigt og tab. »Hvis du ikke kan reparere det, som er gået itu, bliver du sindssyg«, siger han med ild i øjnene og benzin i blodet.
Max er stadig alene på flugt fra ondskaben, men som i de andre film finder han også en gruppe fribyttere (her bestående af en enarmet Charlize Theron som den forrygende heltinde Furiosa og en flok halvnøgne, gravide kvinder!), som han slutter sig til.
Hvad historien i øvrigt handler om er underordnet. Den er det rustne karrosseri, der holder sin motor på hjul. I stedet er motoren actionscenerne og hele det larmende spektakel, der følger Max og hans ufatteligt modbydelige forfølgere på Fury Road i en konvoj af hårdtpumpede køretøjer på vej mod… nå ja, et eller andet.
Miller skruer op for hastigheden allerede i introsekvensen, og han slipper ikke gaspedalen igen. Det er tydeligt, at alt hvad instruktøren har haft inde i sit dybt opfindsomme hoved, først nu er blevet teknisk muligt. Horisonten er blevet mere vid, kameraturene usandsynligere og den orange ørkenfetichisme, der altid har været i ’Mad Max’-universet, mere taktil. Man føler sandet knase mellem tænderne.
Når det er nat, skifter filmen farve til en mørkeblå, der er dyb som havet, mens universets stjerner glitrer på himlen. Det er en film lavet til biografen med kærlighed til alt, hvad det indebærer af 3-D, storhed, bulder, brag og drømme om en anden verden. Selve filmmediets essens.
Kort sagt:
George Millers fjerde dommedagsbrag om Mad Max (nu med Tom Hardy i stedet for Mel Gibson) er blandt de mest højoktanpotente actionfilm i historien. Sjældent har man kedet sig så lidt under en to timer lang biljagt. Glem Marvel og ’Fast and Furious’: MAX IS BACK!
Læs også: Vi vurderer – Hvad bliver sommerens største blockbuster?
Lyt til Soundvenue Filmcast: Vanvidsbraget ‘Mad Max’ og komikerfænomenet Amy Schumer