Det rigtige valg: ‘Krigen’ er årets danske Oscar-kandidat

‘Mænd og høns’, ‘The Look of Silence’ og ‘Krigen’ var de tre kandidater til at blive årets danske Oscar-kandidat i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

Vi heppede på ‘Krigen’, fordi den med sit intense drama, sin aktuelle tematik og sine interessante moralske problemstillinger vil have bedste chancer hos Oscar-akademiet.

Og den danske udvælgelseskomité – bestående af syv mænd (!) håndplukket fra den danske filmbranche – er åbenbart enige. Tobias Lindholms film skal repræsentere de rødhvide farver i en konkurrence, hvis næste skridt er, at Oscar-akademiet udvælger en shortlist på ni film ud fra de mange aspiranter, verdens lande har sendt ind.

Det sker i december, og midt i januar bliver de fem film udvalgt, der kan kalde sig Oscar-nominerede. Årets Oscar-show finder sted 28. februar.

Med ‘Krigen’s Oscar-kandidatur er det en stor international uge for Tobias Lindholm. Det er nemlig netop kommet frem, at han skal skrive manuskriptet til Paul Greengrass’ kommende film, ‘The Tunnel’, en nyhed, der i sig selv kan styrke danskerens chancer i Oscar-kapløbet.

I USA vil han også kunne bryste sig af at have skrevet manuskript til Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede ‘Jagten’.

Direktør for Det Danske Filminstitut og formand for Oscar-komitéen, Henrik Bo Nielsen, begrunder i en pressemeddelse valget af ‘Krigen’ sådan her:

»I år har vi skullet vælge imellem film fra tre instruktører, der alle har markant Oscar-format. Alle tre film rager op både blandt årets danske produktioner og i det internationale filmlandskab. Vi har med glæde bemærket, at international presse har kommenteret, at vi i komiteen havde mange oplagte film at vælge imellem til vores shortlist, og at den endelige liste bød på film med vidt forskellige emner og genrer og på stærke instruktører, der tør vove pelsen og forfølge deres unikke visioner.

Det har været en spændende udfordring at skulle vælge mellem tre så gode bud. Vores valg er faldet på Tobias Lindholms ‘Krigen’ som årets danske deltager, efter at vi grundigt har overvejet, hvilken film der vil have den største chance for at gribe akademiets medlemmer«.

Læs også: Interview med Tobias Lindholm: »Der er ikke så meget plads til mig i ’Apocalypse Now’«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af