‘Krigen’-instruktør Tobias Lindholm: »Der er ikke så meget plads til mig i ’Apocalypse Now’«

Hvis man ikke har et politisk budskab, hvorfor vælger man så at lave en film om danske soldater i krig? Det er netop, hvad Tobias Lindholm har gjort med den dybt intense ’Krigen’, så vi tog en krig på ord for at få svar.
‘Krigen’-instruktør Tobias Lindholm: »Der er ikke så meget plads til mig i ’Apocalypse Now’«

»Så skal jeg lige slå en streg. Nu har vi jo god tid«.

Instruktør Tobias Lindholm har lige fundet ud af, at aftalen med fotografen er blevet rykket, så han griber muligheden. Ordene rasler af ham, men det er forståeligt, at han vil uddybe sine pointer yderligere, for hans seneste film, ’Krigen’, er den mest kontroversielle danske spillefilm i årevis.

Den følger en dansk deling soldater på opgave i Afghanistan ledet af kompagnichefen Claus Michael Pedersen (Pilou Asbæk), der må træffe en vanskelig beslutning, da en af hans mænd bliver ramt i halsen af Talebans kugler, og resten af delingen risikerer at lide samme skæbne.

Beslutningen får store konsekvenser for både Claus og hans kone og tre børn hjemme i forstaden, da han bliver anklaget for en krigsforbrydelse. Så det er forståeligt, at Tobias Lindholm bruger lidt ekstra krudt på at komme eventuelle angreb i forkøbet.

»Hvis der opstår en politisk debat om filmen, vil jeg nægte at deltage. Jeg ved simpelthen ikke nok om det til at vurdere, om krigen i Afghanistan er rigtig eller ej«, siger han.

»Jeg har lavet denne film, fordi jeg ikke kunne finde på noget vigtigere at lave en film om. Mange af os er uoplyste om, at vi har været en krigsførende nation siden 2002. Det synes jeg er for lidt italesat, så jeg vil være stolt, hvis denne film kan begynde en debat«.

Men helt ærligt, du kan da nærmest ikke finde et emne, der har været heftigere italesat og debatteret?

»Det har været debatteret på en abstrakt facon. Når jeg læser om begivenhederne under krigen, bliver jeg rystet, men det forsvinder hurtigt igen. Når man åbner op for en virkelighed, som vi ikke kender, kan man nuancere og forstå den bedre. Det er det, jeg forsøger med filmen.

Hvis jeg havde et politisk budskab, ville det være billigere at indrykke helsidesannoncer. Det er problematisk, at nogle menneskers job er at tage ud i demokratiets navn og følge regler, der er skrevet herhjemme, men er svære at forholde sig til derude. Der er en problemstilling i, at vi bilder os selv ind, at vi kan gå i krig, uden at det kræver civile ofre«.

Tobias Lindholm

Tobias Lindholm

Dansk krigstraume under behandling
I år er der helt usædvanligt premiere på hele tre danske krigsfilm. I foråret var det ’9. april’ om den dag i 1940, hvor Danmark blev besat, og i december kommer ’Under sandet’, der udspiller sig lige efter krigens afslutning. Tobias Lindholm har et bud på, hvorfor det er så nødvendigt at lave krigsfilm.

»Min generation er vokset op med amerikanske krigsfilm om Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen. Jeg synes, at man kan se, at filmene har været med til at behandle det amerikanske traume, så jeg håber bare, at der vil komme flere danske krigsfilm«.

Med krigens store temaer på spil er kravene til realisme i filmens skildring af soldaternes virkelighed skærpede. Og netop virkeligheden har altid været Tobias Lindholms største inspirationskilde.

Sammen med kollegaen Michael Noer har han været fortroppen for den bevægelse, de selv har døbt reality rules. Den bygger på devisen om, at en manuskriptforfatter aldrig er mere opfindsom eller intelligent end virkeligheden. Metoden kræver enorme mængder research og trækker på virkelige begivenheder for at give filmene autenticitet.

»Jeg havde skrevet en situation, hvor de danske soldater møder en afghansk mand, der beder dem om hjælp, fordi hans kone netop har født og er ved at forbløde. Men ham, der spiller manden, sagde, at han aldrig ville lade fremmede mænd komme ind til sin kone, selvom hun lå sådan der. Jeg syntes ellers, at det var en perfekt situation, men jeg måtte gå på kompromis og ændre situationen efter virkeligheden«, fortæller Tobias Lindholm om sin søgen efter realisme i ’Krigen’.

Instruktør Jeppe Rønde kritiserede i et Soundvenue-interview reality rules-bevægelsen uden dog at sætte navn på. Rønde argumenterede for, at det ikke er nok at få virkeligheden til at makke ret i et perfekt plot. Instruktøren skal selv tage stilling og formidle sit personlige perspektiv, syntes Rønde at mene.

»Jamen, det ser jeg slet ikke som en kritik«, siger Lindholm med et smil. »Jeppe og jeg er helt enige. Jeg synes, det er kedeligt, hvis man skulle forestille sig, at jeg har ret og vil bevise det med mit manuskript. Men jeg kan ikke begynde at operere politisk. Der skal være plads til fortolkning, for så kommer der flere nuancer. Jeg synes, det er vigtigt, at publikum får lov til at være i den virkelighed, de udsendte lever i, og her kan det virkelighedsnære virke engagerende, fordi det giver rum til at læse sine egne følelser og erfaringer ind«.

Krigsfilm
Ud over ’Krigen’ skrev Tobias Lindholm også manuskriptet til ’9. april’, og han har således på bare et år været involveret i flere danske krigsfilm end nogen anden filmkunstner.

Begge film er håndholdte beretninger i en naturalistisk stil og ligger dermed langt fra mere udsyrede bud på genren som eksempelvis Francis Ford Coppolas klassiker ’Apocalypse Now’ (1980), der spejler krigens surrealisme og soldaternes stofmisbrug i et ekspressivt billedsprog. Lindholms film er mere realistiske. Eller hvad?

»Men min film er ikke mere realistisk end ’Apocalypse Now’, som bevæger sig i et psykologisk rum. Og i det rum kan man lave et stærkt nærværende portræt af Kaptajn Willard. Men det vælger jeg at afstå fra, fordi jeg meget bedre kan lide at lave en fortælling, der med sine nøgterne elementer inviterer til, at man kan investerer sig selv. Jeg synes ikke, at der er så meget plads til mig i ’Apocalypse Now’. Jeg er meget med på hovedkarakteren, men jeg kan ikke læse mine egne erfaringer ind i den film. ’Krigen’ er mere virkelighedsnær, men de to film er lige ægte, for ’Apocalypse Now’ er et psykologisk udsagn«.

Krigen still

‘Krigen’

Men er den nøgterne fremstilling ikke lige så meget en illusion som ’Apocalypse Now’?

»Fuldstændigt. Det er klart. Men danske soldaters virkelighed består af noget logisk. Hvordan bevæger man sig henover en mark, hvor der måske er landminer? Hvordan giver man førstehjælp? Filmen er jo tricks og humbug, for ingen har fået sprunget benene af, men når man går så grundigt til værks, at det stemmer overens med virkeligheden, risikerer jeg ikke at romantiserer eller overdrive noget. Det er vigtigt at få troværdigheden på plads i et professionelt miljø, hvor folk risikerer deres liv«.

Hvordan kom du ind i miljøet?

»Jeg havde fået ideen til at lave en dansk Afghanistan-film, og så var jeg til et bryllup, hvor jeg kom til at sidde ved siden af en tidligere soldat, som faktisk endte med at spille med i filmen. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville lave den her film. Han havde sine betænkeligheder, men han kom ud og mødtes med mig. Han hjalp mig med at forstå missionerne og livet som soldat. Han brugte sidenhen kontakterne i sit miljø, da vi skulle caste filmen«.

Da du optog ’Kapringen’, lejede du et gammelt fragtskib og optog filmen i de piratfyldte farvande ud for Somalias kyst, hvor filmen foregår. Så var du vel også i Afghanistan for at optage ’Krigen’?

»Jeg ville gerne, men vi kunne ikke få forsikret en filmproduktion og tage derned. Samtidig var der ikke flere danske baser tilbage dernede, da vi gik i gang, fordi de var lukkede. Så det eneste, vi kunne være kommet ud til, var sådan nogle kæmpestore militærbaser som Camp Bastian med 50.000 indbyggere i, og det er nogle andre historier, der er der. Så filmen er optaget i Tyrkiet sydøst for Konya i et landskab, der minder meget om landskabet i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor filmen foregår«.

Hvorfor lave denne film, når vi har set en endnu mere virkelighedsnær fremstilling af Danmarks engagement i krigen i ’Armadillo’, der jo er en dokumentarfilm?

»’Armadillo’ fortæller historien om en gruppe unge mænd. Jeg har lavet en film om hjemmedelen af krigen, og hvordan vi som demokrati forholder os til soldaterne. Det er et forsøg på at udvide perspektivet. Kun 40 procent af filmen foregår i Afghanistan, resten foregår jo hjemme i Danmark og handler om alle dem, der også bliver påvirkede af krigen, selvom de ikke er udsendte soldater«.

Det er et sprængfarligt emne, du har bevæget dig ind på. Tror du, folk vil føle sig stødt?

»Der er da sikkert nogle, der vil føle sig stødt af den virkelighed, filmen beskriver. Det er en del af det. Men når jeg har lavet noget, der er så virkelighedsnært, kan jeg jo sige til mig selv, at de bare bliver stødt over en reel sammenhæng i verden. Men udover at filmen bevæger sig på et sprængfarligt politisk felt, så håber jeg også bare, at folk synes, at det er en god film og føler sig underholdt i halvanden time, mens de kommer ind i en virkelighed, de ellers ikke kendte«.

»Jeg vil bare give et indblik i en verden. Men netop fordi at denne film kan skabe så meget debat, er det afgørende, at den blev lavet. Og det er vigtigt, at det blev på en meget nøgtern måde. Filmen er ikke et partsindlæg, for alle parter kan finde noget i den, som de kan bruge til at fyre deres holdning af«.

Hvilke reaktioner tror du ellers, der vil komme på filmen?

»Folk, der har været i Afghanistan, og deres pårørende vil se den som en bekræftelse på, hvor svært det er at være soldat, og hvor uretfærdig jura er. Samtidig tror jeg, at mennesker, der aldrig har været i nærheden af forsvaret og er klassisk venstreorienterede humanister som min egen mor, vil have helt andre holdninger. De vil være overraskede over, at man kan heppe på Claus Michael-karakteren, som Pilou Asbæk spiller«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Krigen’

Læs også: Interview med Pilou Asbæk

Lyt til Soundvenue Filmcast: Om ‘Krigen’, romcom-genren under opbrud med ‘Trainwreck’ og Idris Elba som Bond

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af