‘Krigen’
Bare fordi krig er meningsløst, behøver krigsfilm ikke være det. De bedste af dem skildrer krigens gru så filterløst råt, at vi lærer noget nyt om dens menneskelige omkostninger, som ikke kun gøres op i menneskeliv.
Traditionelt set har vi ladet amerikanerne om at fortælle historierne, for de har pengene og krigsheltene, men i den verden, der blev skabt 11. september 2001, er krig en uomgængelig del af danskernes kollektive bevidsthed og virkelighed – en virkelighed ingen skildrer mere filterløst råt end Tobias Lindholm.
Efter at have penneført Roni Ezras ’9. april’ tidligere på året springer Lindholm nu selv ud som krigsfilmsinstruktør med ’Krigen’, der følger et dansk kompagni i Helmand-provinsen i Afghanistan.
Ligesom i ’9. april’ er det Pilou Asbæk, der som kompagnichef Claus skal tage de svære beslutninger, og det er en af de beslutninger, et moralsk dilemma af Susanne Bier’ske proportioner, der bliver knudepunktet for filmens konflikt, som på dansk socialrealismemanér i øvrigt kulminerer i en retssal på hjemlig grund. Et nervepirrende klimaks omhyggeligt bygget op af Lindholms veldrejede manuskript. Herhjemme følger vi hans kone, en naturlig Tuva Novotny, mens hun forsøger at få kittet en hverdag med tre børn sammen.
Min Pilou-smertegrænse er ikke helt nået efter endnu en overbevisende indsats fra dansk films mest skamredne ansigt lige nu. Asbæk portrætterer kompagnichef Claus som en ærens mand, en stærk og retfærdig leder, der kan tage de svære beslutninger, når lokummet brænder. I filmens anden halvdel bliver æresbegrebets modstandsdygtighed prøvet, og Asbæk føjer fine nuancer til portrættet. Over hele linjen skinner Lindholms flair for personinstruktion og mundrette replikker igennem.
Selvom Lindholm her kaster sig ud i en af Hollywoods hofgenrer, forbliver han tro mod sine dokumentariske dogmer. Helmand-provinsen, rekonstrueret i tyrkiske Konya, er så tør, sveden og kakifarvet, at man næsten kan mærke sandstøvet knase mellem tænderne. Ikke mindst åbningsscenens skæbnesvangre fejltrin i farefuldt terræn får maven til at slå knuder. Med rystekamera og abrupt klipning kaster Lindholm os hovedkulds ind i midten af de hektiske kampscener – prisgivet skæbnens ballistiske bane, mens kugleregnen buldrer til alle sider. Hvor kommer kuglerne fra? Vi ved det lige så lidt som Pilou, men vi forstår krigens naturlov: Skyd eller bliv skudt. Regningen må gøres op derhjemme.
De der havde håbet på en polemisk film, som problematiserede Danmarks engagement i Irak og Afghanistan eller krigen som konfliktknuser, må gå hjem med uforrettet sag. Vi får lidt af forråelsen fra ’Armadillo’ efter en intens snigskyttescene, da soldaterne joker om at have skudt Hr. Skæg, men ellers er det ikke den historie, Lindholm har villet fortælle. Han har villet fortælle et gribende menneskeligt drama, og det gør han, men det er som om materien har fået amerikaneren frem i Lindholm, der serverer dramaet lidt mere ceremonielt end tidligere og undervejs kredser omkring klichéernes minefelt.
Lindholm tager sig dog i det og undgår at blive patetisk og psykoanalytisk, og lidt større armbevægelser er vel også tilbørligt på krigens slagmark. Det afholder i al fald ikke ’Krigen’ fra at være en dansk krigsfilm, der er næsten lige så knugende kraftfuld som genistregen ’Kapringen’.
Kort sagt:
Dansk films gulddreng Tobias Lindholm leger krig med små midler, men stor effekt i ’Krigen’, et hårdtslående og velfortalt drama, der bærer alle instruktørens adelsmærker. Den rå realisme i krigsscenerne udgør velgørende modvægt til de melodramatiske ansatser, og med et vedkommende menneskeligt dilemma og stærke skuespilpræstationer er filmen gribende og spændende fra første til sidste billede.
Læs også: Stort interview med Pilou Asbæk – »jeg er nødt til at bruge større knapper end Ulrich Thomsen«
Lyt til Soundvenue Filmcast: Om ‘Krigen’, romcom-genren under opbrud med ‘Trainwreck’ og Idris Elba som Bond