Solen skinner på Frederiksberg, men tågen hænger stadig i mig. Den svøber sig om hjernebarken som følelser, der ikke frivilligt vil lukke solstrålerne ind – og stiller sig i vejen for svar på de besættende spørgsmål, Jeppe Røndes første spillefilm, ’Bridgend’, stiller.
Hvorfor? Hvorfor gør de det? Kunne jeg selv komme derud?
Tågen hænger over den tidligere walisiske kulmineby, der har givet filmen dens titel. 79 unge, ingen over 27 år, hængte sig selv i Bridgend mellem 2007 til 2012. De fleste af dem kendte hinanden. Man talte om en selvmordskult. Men man fandt aldrig nogle meningsfyldte svar.
’Bridgend’ er en i dansk sammenhæng usædvanlig film. Men ikke fordi den foregår på engelsk, eller fordi Jeppe Rønde brugte syv år af sit liv på at grave sig så langt ned i den virkelige tragedie, at han undervejs fik tæsk af de lokale, som også blev hans venner, eller fordi mange af dem optræder i filmen.
Det mest usædvanlige er faktisk filmens sprog. Jeppe Rønde forsøger ikke direkte at komme med svar på, hvad der drev de unge til livets endestation i så ung en alder. I stedet forsøger han at fremmane følelser, som virker sande.
Da jeg kom ud fra filmen, var jeg ramt af en følelse af at være blevet taget derud, hvor døden er den eneste mulighed. Der kan vi vel alle sammen ende?
»Ja, specielt hvis du er ung, og det ikke kører, og de andre har vist en vej ud eller videre. Alle leder efter sammenholdet, også i vores alder, men specielt når man er ung. Og hvis sammenholdet er at dø, jamen så er man jo også med i dét. På en eller anden underlig måde ligger det næsten også i tiden«.
Hvad mener du?
»Jeg tør næsten ikke sige det, men der er også andre, der begår selvmord, hvor man kan se, at de bliver inspireret af hinanden. Terrorisme er jo noget helt andet, politisk, men vi har vores egen Omar, som måske – det er der i hvert fald mange, der har ment – også har manglet et tilhørsforhold. Og så har han jo fået udstukket en metode.
Det kan være, der ingen forbindelse er, men vi har med nogle unge mennesker at gøre, som savner en identitet, et sammenhold, og det kan de så finde på alle mulige måder, også de værst tænkelige«.
Som alle andre unge
Den britiske skuespiller Hannah Murray, som mange vil genkende fra ’Game of Thrones’, spiller pigen Sara, der flytter til byen med sin far, en politimand, som er blevet hyret til at løse den uhyggelige gåde. Gåden om de unge, der tager livet af sig selv – altid steder, hvor de ved, at deres forældre vil finde dem.
Hun bliver vores vej ind i flokken af dybest set helt almindelige unge, der drikker og horer – før de tager livet af sig selv én efter én. Hun forelsker sig og får snart adgang til det lukkede chatforum, hvor gruppen mindes de døde. Hun deltager i de ritualistiske seancer ude i skoven, hvor de unge råber de afdødes navne ud i evigheden. Det er på en gang fremmed og uhyggeligt genkendeligt.
De ligner jo alle andre unge. Det er et slags suicidalt ungdomsoprør, for der er jo også den her generationskløft mellem dem og deres forældre. Har det haft en betydning, tror du?
»Den har desværre haft meget, meget stor betydning. Den kløft er ret stor derovre, og den er kun blevet større igennem de sidste tre generationer, hvor mange er kommet på overførelsesindkomster, efter man lukkede minerne i 80’erne, hvor man jo havde et stærkt sammenhold.
Det kan godt være, man døde af støvet nede i minerne, men man var sammen om at dø. Og de unge hører jo de gamle fortælle de her røverhistorier, men de er pisseligeglade. Det er jo ikke til at holde ud at høre på, tænker de. Vi har jo ikke noget. Hvad snakker I om?«.
Men føler forældrene sig som ofre eller som skyldige?
»Det er jo svært at tale entydigt om skyld. Det er jo de færreste, der ønsker at negligere deres børn. Langt de fleste gør det jo, så godt de kan. De unge dør, men det er forældrene, der bliver slået ihjel. Jeg kan ikke forestille mig nogen større smerte, end at ens eget barn hænger sig. Psykologer kalder det jo faktisk et 180 graders mord, for det peger tilbage, ikke? Det er den følelse, som jeg tror, enhver forælder ville stå med. Så det er en blanding af alt muligt, skyld, skam, frustration. Men det er også en region, der er blevet glemt. Wales er jo Udkantsengland«.
Hvorfor har du lavet filmen? Er du ikke bange for at træde nogle over tæerne eller, endnu værre, inspirere nogen til at gøre det samme?
»Alle de psykologer og psykiatere, jeg har talt med, siger jo samstemmende, at det betaler sig at tale om det. Det kan godt være, at der kommer til at ske noget, men på sigt vil kurven blive fladere, hvis der bliver talt om det. Skulle det værste ske, så er det jo det kors, man måske må bære. Jeg mener dog, at jeg har prøvet at lave min film på en sådan måde, at det ikke er det, det handler om, men at man bliver berørt af det. Men det væsentligste for mig var, at de skulle begynde at tale om det. De taler jo ikke om det derovre, overhovedet. Det er et tabu«.
En æstetisk sandhed
Det var en artikel i Berlingske Tidende om det walisiske county, der er på størrelse med Skive Kommune, og som medierne rubricerede som selvmordsbyen, der vakte Røndes interesse.
Det var i 2008, og de næste seks år rejste Jeppe Rønde frem og tilbage mellem Bridgend og Danmark. Han fik kontakt med nogle youth workers, der hjalp ham til at finde de unge. Men først og fremmest gik han bare ud og mødte dem, satte sig på pubben med en pint og faldt i snak. Samme strategi brugte han, da han ankom til Jerusalem, hvor han i den essayistiske dokumentarfilm ’Jerusalem, min elskede’ fra 2003 spørger: Hvad er religion, hvad er tro? Han gik ud og talte med folk og satte sig selv på spil.
»Det er ikke en strategi. Det er sådan, jeg er. Og så må man vælge det sprog, som passer historien bedst. Det er dit moralske ansvar, og det er jeg meget bevidst om. Jeg prøver at finde en form for sand æstetik«, forklarer han.
»Vi taler om noget, man ikke kan tale om. Gud, død, selvmord. Der er jo folk, som vil sige: ’Hvorfor skal det være smukt?’ Jamen det skal det jo for, at vi kan forstå trancen. Hvad er det, der driver, trækker os? Det er ikke nok bare at få virkeligheden til at makke ret i et perfekt plot i de tilfælde, hvor man dybest set ikke ved, hvad fanden det er, der er på spil. Det er ikke godt nok. Der har vi et større ansvar«.
Tænker du på Michael Noer og Tobias Lindholms film – ‘R’, ‘Kapringen’, ‘Nordvest’ – og deres såkaldte reality rules-koncept?
»Jeg tænker på mange filmskabere. Deres film har et klart plot, ja. Og de er godt og dygtigt fortalt. Men sådan er livet jo ikke nødvendigvis«.
Fiktionens forstørrelsesglas
’Bridgend’ er nok baseret på virkeligheden, men det er stadig en fiktiv gendigtning. Dokumentar, fiktion, for Jeppe Rønde er der ingen forskel. Fiktionen er i ’Bridgend’ den prisme, som fokuserer følelserne og sætter det hele på spidsen.
»I fiktionen kan jeg udvide nogle ting, som allerede eksisterer, og komme ind i den følelse af, hvad det er, jeg har fornemmet. Det er noget, jeg har set eller hørt om, men det er stadigvæk en fiktion. Men hvis en fiktion er en løgn, altså noget, man skriver, så skal man til gengæld vide, at jo mere jeg lyver, jo tættere kommer jeg på sandheden«.
Så det handler i virkeligheden om ikke at forklare noget, men at ramme noget abstrakt? »Ja, for jeg kan jo ikke forklare, hvad meningen med livet er«.
Hvis du kunne det, så ville det også være …
»Ja, så ville jeg jo ødelægge hele menneskeheden. Så ville der ikke være noget at leve for. Det ville være synd, ikke? Men igen, du kan ikke lave et perfekt plot, der forklarer dig meningen med livet. Det er der mange, der tror. Det er jo ligesom blevet den danske model, hvor alle film går perfekt matematisk op. Men det fortæller mig ikke, hvorfor jeg lever.
Jeg har ét spørgsmål, jeg stiller mig selv: Hvorfor står jeg op om morgenen? Og specielt med ’Bridgend’ giver det i den grad mening, for der ligger også et underforstået spørgsmål: Skal jeg lade være? Skal jeg gøre noget andet? Og hvordan kan man svare på det spørgsmål? Det kan du ikke. Men du kan måske give de følelser videre, som du selv møder«.
Indbyggerne i Bridgend har ikke set filmen endnu?
»Nej, den skal jo op i biograferne i Storbritannien. Så må man ligesom tage den derfra. Der har allerede været reaktioner på traileren. Hadekampagne er ikke det rigtige ord, for det er ligesom at læse på Nationen.dk. Der er bare nogle, som råber højest derinde. Det interessante er, at der er nogle, der er rigtigt sure uden at have set filmen«.
Altså, nogle fra Bridgend?
»Ja. Og hvem fanden jeg er og sådan noget. Jeg havde forventet, at der ville være folk som dem. Der er også andre, der siger, at det er godt. Jeg ved, de unge rigtigt gerne ville have filmen lavet. Det er typisk forældrene og autoriteterne, der er bange, fordi alt gik galt.
Det er ikke, fordi det var uventet, men det slår stadig hårdt, for det er jo ikke derfor, jeg har brugt syv år af mit liv på at lave filmen. Men det gode er, at der bliver talt om det, og måske endnu bedre: Nu har de pludselig en fælles fjende. Måske er det slet ikke så dumt«.
Nej, det er ikke tabu mere.
»Det er det stadig, men forhåbentlig kan filmen hjælpe samtalen på vej. Nu kan de gå hjem og sige: ’Der har været nogen og lave en film. Hvad er det for noget?’ Så sidder de der og kigger på hinanden, far og søn, hvad ved jeg. Og så taler de i hvert fald lige pludselig om det, de ellers ikke har talte om«.
Læs også: ‘Bridgend’ / Anmeldelse
Læs også: Hold øje med – otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år