Det var et match made in en eller anden ukuelig pr-persons hjerne.
I forbindelse med promoveringen af Netflix-serien ‘Zero Day’ endte ingen mindre end hovedrolleindehaver Robert De Niro nemlig som gæst i podcasten ‘Off Menu’, der har de britiske komikere Ed Gamble og James Acaster som værter:
To af de mest fjollede mennesker, man kan invitere ind i sin øregang, og som gennem tiden har haft et væld af stjernenavne inde for at nørde mad og restauranter. Konceptet er simpelt: Gæsten sammensætter sin drømmemenu med ord. For den bliver ikke serveret.
Ingen havde regnet med, at Robert De Niro ville sige ja. Og han havde næppe gjort det, hvis han havde vidst, hvad der ventede ham.
Den 81-årige Hollywood-legende er mange ting. En af historiens bedste skuespillere, dedikeret Trump-modstander, en af verdens ældste fædre (hans syvende barn bliver snart et år), en frygtelig arbejdsgiver, en gammel rig mand. Og ikke mindst kendt for at være notorisk svær at interviewe.
Det var derfor nærmest dømt til at gå galt på forhånd. Det vidste selv værterne, der dog i stedet for at gå på listefødder gik til stjernen som deres gode ven »Bobby«.
Har Robert De Niro haft luft i maven?
Allerede da Robert De Niro skal vælge vand, indtræffer podcastens første absurde højdepunkt.
Skuespilleren foretrækker vand uden brus, og her spurgte Ed Gamble af uransagelige grunde, om han helst skal undgå at få luft i maven, når han er på optagelser?
Det henrivende er, at De Niro faktisk svarer høfligt. Også da komikeren følger op med endnu et spørgsmål om en verdens største nulevende filmstjerners tarmsystem.
Har han nogensinde været »gassy during a scene«? Nej, men hans mave har rumlet, »og det er bare så irriterende«, siger De Niro.
Hele introsamtalen er lige så underholdende og hyggelig, som den på mange punkter er idiotisk spild af Robert De Niros tid. For fans af James Acaster og Ed Gamble er det til gengæld rent guld.
James Acaster får forklaret Robert De Niro, at hans til tider svært forståelige dialekt skyldes, at han er fra et sted, der hedder Kettering i Northhamptonshire. Kender han mon det? Selvfølgelig ikke.
»Det er midt i landet, det er en lille by, plejede at lave sko, men gør det ikke længere. En af de slags steder«, forklarer han til Robert De Niro, der, forståeligt nok, er virkelig ligeglad.
Det helt store problem opstår, da det til ingens overraskelse viser sig, at De Niro selvfølgelig ikke aner noget om podcastkonceptet.
Nome? Noma?
Man fornemmer allerede, det bliver op ad bakke, da James Acaster, som det er fast tradition, skriger »PAPADUMS OR BREAD, PAPADUMS OR BREAD, ROBERT DE NIRO« af den magtesløse gæst. De Niro ved ikke, hvad indiske papadum-chips er og svarer, at han »kan lide alle slags brød«.
De Niro er godt nok medejer af et af USA’s mest celebre restaurantforetagender, Nobu, men hans verbale evner som foodie er ikke-eksisterende grænsende til det senilt glemsomme.
Hvad er hans perfekte forret? »Jeg ved det ikke. Jeg kan godt lide god mad«.
Resten af programmet vælger Acaster og Gamble derfor selv serveringer til ham, der er sjove at tale om.
Resultatet ender med at være lige dele bizart og morsomt, selvom Robert De Niro tydeligvis er pisseligeglad med det meste andet, end om hans imaginære Beef Wellington kan laves på Wagyu-kød?
Blandt guldgruben af citater finder man stjernens kendskab til københavnske Noma: »Der var en anden restaurant, måske var det i Danmark, nome et eller andet?« (Heartland, giv den mand en talk på stedet!).
Skuespilleren sniger da også nogle ret vilde anekdoter om ‘The Deer Hunter’s dødfarlige optagelser og sin forberedelse til ‘Raging Bull’ ind, selvom han fortæller dem med indlevelse som en aktuar.
Robert de Niros fiktive drømmemenu ender således med at bestå af ting, han får »serveret«:
Nobus berømte misomarinerede torsk (skuespillerens berømte livret, som han lyder, som om han aldrig har smagt) og andehjerne i andekranie fra Noma (De Niro synes, det er vigtigt, at hjerne og kranie er fra samme and).
Dernæst førnævnte beef Wellington fra James Acasters yndlingsrestaurant i Amsterdam, selvom anretningen beskrives (ikke af De Niro) som »haunted by the ghost of diarrhea«. Som mellemret får han fårekyllinger (why not?). Han drikker en »gin martini, tør, agurk, ingen vermouth«, selvom han også godt kan lide »god vin«.
Og frem til desserten, hvor skuespillerens vurderingsevne er som en 2. klasseselev, der skriver sin første boganmeldelse, men en priviligeret én af slagsen: »Nogle gange er det, jeg gør, når jeg er i Frankrig, at vi beder dem om at komme med de tre bedste ting, og så deler vi«.
I sidste ende er det jo også fuldstændig ligegyldigt. Han er stadig Robert De Niro. Og selvom han formentlig allerede har glemt sit besøg i ‘Off Menu’-podcasten, kommer jeg ikke til det foreløbig.
‘Off Menu’ kan høres på alle podcastplatforme.