Robert De Niro skulle i går introducere sin aktuelle film ‘Killers of the Flower Moon’ ved den toneangivende prisuddeling Gotham Awards, men det resulterede i et vredt udbrud fra skuespilleren, da han opdagede, at hans tale tilsyneladende var blevet lavet om af arrangøren uden, at han vidste det. Det skriver Indiewire.
Da De Niro gik i gang med at læse op fra teleprompteren, opdagede han nemlig, at der var en del af hans forberedte ord, der manglede. Derfor virkede skuespilleren også øjensynligt forvirret.
Foruden at præsentere filmens instruktør Martin Scorsese og deres samarbejde med Osage-folket under tilblivelsen, havde De Niro planlagt at kritisere Donald Trump, hvilket var blevet slettet fra hans tale.
»Filmskabere på den anden side, beskriver… Åh, jeg har lige opdaget, at de har fjernet alt det. Jeg skal takke Apple, Gothams, Apple, blah blah blah blah. Men jeg har overhovedet ikke lyst til at takke dem, efter det de gjorde. Hvad bilder de sig overhovedet ind?«, lød det, da han opdagede redigeringen.
Efterfølgende insisterede skuespilleren dog på at levere de planlagte politiske pointer.
»Starten af min tale var redigeret, klippet ud… og jeg vil gerne læse den. Historie er ikke historie mere. Sandhed er ikke sandhed… At lyve er blevet endnu et værktøj i charlatanens arsenal«, lød det blandt andet. Derudover gik De Niro også direkte i rette med Trump.
»Han angriber de svage, ødelægger naturens gaver og viser foragt ved for eksemepl at bruge ‘Pochahontas’ som et skældsord«.
Ved prisuddelingen vandt ‘Killers of the Flower Moon’-medspilleren Lily Gladstone prisen for bedste hovedrolle, mens den kritikerroste ‘Past Lives’ gik hjem med prisen for bedste film.
Man kan se De Niros tale i videoen nedenfor.