’Bridgend’
Som ung er der ikke det, man ikke vil gøre for at passe ind og få en plads blandt de populære. Spørg bare de nådesløse amerikanske frat boys og sorority girls, der hvert år nyder at se teenagere nedværdige sig selv.
Men tænk, hvis du ikke ’bare’ skulle sluge et ukogt æg, der har været i munden på fem andre, eller spise en omelet lavet af bræk? Hvad hvis du blev dared til at tage dit eget liv? Selvmord som optagelsesritual. Død i bytte for samhørighed. Det lyder paradoksalt. Men blandt den unge flok walisere i centrum for Jeppe Røndes suggestive mareridtsfortælling i ’Bridgend’ består hazing-ritualet i at: Hoppe ud foran et tog i fuld fart.
Filmen er baseret på virkelige begivenheder af dens slags, der overgår enhver fantasi, og titlen er således navnet på en sydwalisisk by, hvor intet mindre end 79 unge mellem 2007 og 2012 tog livet af sig selv. Men det er ikke kun antallet af selvmord, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Det er også den konfronterende måde, de gjorde det på – de fleste hængte sig steder, hvor de vidste, deres forældre ville finde dem – og det faktum, at flere af de afdøde kendte hinanden forinden. Kan selvmord smitte? Skyldes det gruppepres? Har forældrene svigtet? Hvad er det ved byen, der fratager unge lysten til at leve?
Dét er de spørgsmål, Rønde kredser om i sin skiftevis meditative, hallucinerende og lige lovligt sansebombarderende spillefilmdebut.
Gennem syv år har Rønde rejst frem og tilbage mellem Danmark og Wales, interviewet pårørende, infiltreret lokalmiljøet og lagt ører til mere eller mindre langt ude teorier om årsagen til den skyhøje selvmordsrate. Men i stedet for at bruge sin research som baggrund for endnu en dokumentarfilm har Rønde valgt at gå radikalt anderledes til værks i ‘Bridgend’, hvis stil er så langt fra transparent Direct Cinema-realisme som muligt.
Uden at give afkald på den poetiske sensibilitet og inkvisitoriske tilgang, der kendetegner hans dokumentariske værker ‘The Swenkas’ og ‘Jerusalem, min elskede’, forlader Rønde virkelighedens overflade i ‘Bridgend’ og dykker ned i underbevidsthedens uudforskede dybder.
Vi bliver ført ind i miljøet af suicidale chavs gennem den moderløse, unge hestepige Sara (Hannah Murray), hvis politifar er blevet kaldt hjem fra Bristol for at efterforske de mange selvmord. Trods farens formaninger begynder Sara at hænge ud med de selvsamme livstrætte ballademagere, han har under lup. For Sara er optagelsen i selvmordskulten en frigørelsesproces, og vi ser, hvordan hun udvikler sig fra en overbeskyttet, behagesyg, nærmest kuet lillepige til en trodsig furie, der tager sin skæbne i egne hænder.
At Rønde tør beskrive det værdifulde i og tiltrækningskræften ved selvmordsslænget, betyder dog ikke, at han glorificerer deres vildskab, og da Sara forelsker sig hovedkulds i en af gruppens medlemmer – den mutte præstesøn Jamie (Josh O’Connor) – begynder kliken af kortklippede alfahanner for alvor at vise sig fra sin grimme side. ’Regretters’ har de for eksempel ikke meget tilovers for, og når angsten melder sig hos den, der er næste levende billede på selvmordslisten, er det derfor ikke deres trøst, men tørre tæsk, de tilbyder.
Endnu mere creepy er den falskklingende medfølelse, medlemmerne udviser på et lukket chatrum oprettet særligt til selvmordsrelaterede samtaler, hvor de skriver ting som »LMAO – der fik forældrene virkelig, hvad de fortjente«, som om de er fuldstændig upåvirkede af deres venners død. Som om de ikke fatter alvoren.
Men måske er det netop pointen – at de er så indifferente over for deres understimulerede provinstilværelse og føler sig så fremmedgjorte fra deres overbeskyttende zombier af forældre, at de er villige til at lade livet for the thrill of it? Man kan kun gætte. ‘Bridgend’ mystificerer nemlig mere, end den giver svar. Det eneste, der er sikkert, er, at de mange selvmord ikke skyldes én ting, men en blanding af gruppepres, eksistentiel tomhed, svigt, frygt, forelskelse og kedsomhed.
Når ‘Bridgend’ er bedst (og det er den klart i den nærmest perfekte første halvdel), er den dragende gådefuld på en måde, der leder tankerne hen på Eugenides ’The Virgin Suicides’, og ligesom Sofia Coppola, der forevigede historien i 1999, skaber Rønde et billedskønt, melankolsk univers, hvor kærlighed og dødsdrift følges ad som det mest naturlige i verden.
Og selv når Sara og Jamie, smaskforelskede, stikker af på motorcykel sammen, er det derfor med 200 km i timen direkte mod afgrunden. Det er dødsenstrist og vanvittigt smukt på samme tid – præcis som filmen selv.
Allerede fra ’Bridgend’s begyndelse, hvor en mesterlig montage af forvredne, skrigende drengeansigter smelter sammen, er det tydeligt, at det er en visuelt fuldstændigt overlegen film, og at symbolikken i Magnus Jøncks gudesmukke billeder er dens største styrke. En montage – mere skal der faktisk ikke til, før vi forstår og mærker den vildskab og smerte, der binder deres skæbner sammen.
Lidt mådehold ville have klædt filmen, der til tider forsøger at hamre følelserne lige lovligt hård ind i én med trommehindesprængende høj, elektronisk musik. Men når det er sagt, så er det en svimlende stærk debut fra Rønde, der er godt på vej til at blive en af Danmarks helt store instruktører.
Kort sagt:
Et stilsikkert og nyskabende kæmpetalent åbenbares med ‘Bridgend’, der er instrueret af danske Jeppe Rønde. Med afsæt i en virkelig selvmordsepidemi har Rønde skabt en sansemættet feberdrøm af en film, der formår at finde stor skønhed i de mest tragiske skæbner.
Læs også: Hold øje med – otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år