’Hvis jeg dør i dag’: Tragisk dansk debutfilm er umulig ikke at fælde tårer over
CPH:DOX. 10 minutter inde i den nye danske dokumentarfilm ’Hvis jeg dør i dag’ får vi at vide, at det ikke ender lykkeligt. For pludselig begynder den debuterende instruktør Camilla Arlien og hendes medvirkende at tale om hovedpersonen i datid.
Arlien har gennem syv år fulgt den unge mand Janniks op- og nedture. Sidstnævnte har der desværre været alt for mange af.
Første gang hun og publikum møder ham, er han 18 år og i gang med at afsone en fængselsdom for drabsforsøg. Resten af filmen er han løsladt, men han kæmper stadig med at slippe fri.
For Jannik er fanget af sin plettede straffeattest, der bremser et ellers lovende og spændende jobtilbud som lærervikar. Og han slås på daglig basis med sine »dæmoner i hovedet«, sit sortsyn, sin skrøbelige psyke og de pludselige følelsesudbrud, som kan være svære at tøjle.
’Hvis jeg dør i dag’, der får premiere på CPH:DOX, er et intimt og sympatisk portræt af et sårbart menneske, der gør sit bedste for at leve et meningsfuldt liv. Efter et fejlslagent uddannelsesforsøg sætter han sig for at følge drømmen om at lave musik, optræde og holde foredrag.
Og han formår at skabe mange fine ting, særligt i form af personlige sange, hvor han gennem rapbars fortæller om sit (indre) liv. Disse sangtekster, som filmens titel også er taget fra, hjælper os med at forstå nogle af de ting, han gennemgår.
De er også uhyggelige teasere for den ildevarslende slutning. Selvom de af og til rækker ud efter håb og nye begyndelser, bygger de oftest på en bund af selvhad, sorg og destruktive tanker.
Trods sangteksternes pejlemærker er det alligevel til tider svært at sætte sig ind i Janniks udfordringer. Selvom Arlien filmer ham gennem lang tid og nogle gange udveksler ord med ham, havde jeg stadig følelsen af at observere fra sidelinjen snarere end at kunne sætte mig i hans sted. Det får nogle af filmens scener til at minde lidt for meget om hinanden.
Instruktøren interviewer også hovedpersonens ekskæreste, mor, søster og kollega i musikprojektet Fangekoret for bedre at forstå Janniks skæbne. Hun indrømmer selv i en tilbagevendende voiceover, at hun ikke så tragedien komme. Og hun ville ønske, det var gået anderledes.
»Den historie, vi er i gang med at fortælle, er ved at blive en anden«, lyder hendes nedtrykte fortællerstemme.
Man kan argumentere for, at den vage indsigt i hovedpersonens følelsesliv netop er filmens centrale pointe. At Jannik af forskellige årsager er alene med sin indre kamp, som aldrig stopper.
Han bebrejder i høj grad sig selv og sine tidlige valg for, at livet sjældent kommer i nærheden af lykke. En medskyldig er dog klart også fængselssystemet, som giver indtryk af at have gjort yderligere skade på den ustabile unge mand i stedet for at klæde ham på til en ny start ude i virkeligheden – en virkelighed, hvor det i øvrigt er en kamp af finde arbejde, når man har en voldsdom bag sig.
’Hvis jeg dør i dag’s tragiske og hjerteknusende afslutning er umulig ikke at fælde tårer over. Forhåbentlig kan filmen igangsætte samtaler, der kan forebygge, at andre menneskeskæbner får samme konklusion.
Kort sagt:
Debuterende dokumentarinstruktør Camilla Arlien har gennem syv år fulgt voldsdømte Janniks svære vej tilbage til livet. Det er ikke altid ligetil at forstå, hvad hovedpersonen går igennem, men hans tragiske fortælling gør forfærdeligt ondt.