’Palestinian Unwanted’: Kan du rumme Omar Shargawis rasende og dybt personlige Palæstina-dokumentar? Det bør du!
CPH:DOX. Siden 7. oktober 2023 er omkring 1.600 israelere blevet dræbt, mens over 72.000 palæstinensere har mistet livet, ifølge OCHA.
Og selvom tallene burde være tilstrækkelige til at standse enhver diskussion og fremtvinge handling, fungerer de i praksis alt for sjældent som adgangsbillet til den ellers velsete »afbalanceret oplysning«, hvor lidelse først anerkendes, når den er korrekt proportioneret, sprogligt disciplineret og politisk spiselig.
Det er præcis denne præmis, dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi nægter at acceptere i CPH:DOX-aktuelle ’Palestinian Unwanted’, der fra første billede insisterer på at være et subjektivt vidnesbyrd snarere end en objektiv redegørelse, og som netop derfor mødes med den forudsigelige kritik: at den er for ensidig, for vred og for aktivistisk.
Men Shargawis film er ikke interesseret i at være afbalanceret. Den er optaget af at vise, hvordan det føles at leve i en tilstand, hvor ens identitet konstant bliver politiseret udefra, og hvor ens forsøg på at ytre sig uvægerligt bliver læst som et standpunkt, før det overhovedet bliver hørt som en erfaring.
Formmæssigt er ’Palestinian Unwanted’ hverken sirlig eller lineær. Den er til tider insisterende i en grad, der grænser til det opslidende, men det er netop pointen, for filmen mimer den cykliske afmagt, den skildrer, hvor de samme spørgsmål stilles igen og igen til danske politikere og medieprofiler, og hvor svarene enten udebliver eller fordamper i velkendte formuleringer, der glider uden om det sagte.
De konfrontatoriske scener, hvor Shargawi med tændt kamera opsøger magthavere og meningsdannere, som Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, er blevet filmens mest omdiskuterede element. Og ja, de kan læses som grænseoverskridende, men de fungerer også som en præcis illustration af det centrale argument: at frustration ikke får lov til at stå som frustration, men straks bliver omkodet til bevis på urimelighed.
Det interessante er derfor ikke, om metoden er for hård, men hvordan reaktionen på den konsekvent forskyder fokus fra indhold til form, fra spørgsmål til tone, og dermed afslører en offentlighed, der i højere grad regulerer måden, der tales på, end det, der faktisk bliver sagt.
Samtidig folder filmen sig ud i det nære, hvor Shargawis samtaler med sin danske mor og palæstinensiske far åbner for en mere sanselig og sårbar dimension, hvor identitet ikke fremstår som en abstrakt størrelse, men som noget kropsligt, arvet og uafsluttet.
I en scene filmer Shargawi nyhederne på sin fars tv, mens billeder af sårede og døde børn flimrer over skærmen, og faren opgivende spørger, om han virkelig tror, at sønnens film kan ændre noget, når ikke engang disse billeder gør. I det øjeblik kondenseres filmens eksistentielle tyngde, nemlig følelsen af at råbe ind i et rum, hvor selv det mest ubestridelige ikke længere har gennemslagskraft.
Rejsen til Syrien, hvor bedstefaren er begravet, og til ruinerne af farens barndomshjem i Haifa trækker en historisk akse gennem filmen, hvor fortid og nutid spejler hinanden. Her er tabet ikke blot geografisk, men eksistentielt, fordi det ikke kan afsluttes, ikke kan sørges færdigt, ikke kan placeres ét sted.
Når filmen senere vender tilbage til Danmark og lader kameraet dvæle ved Shargawis nu afdøde fars grav, opstår der en stille, næsten knugende erkendelse af en splittelse, hvor selv døden ikke formår at samle det, der er blevet spredt over generationer og kontinenter.
Det er i disse passager, filmen for alvor bliver poetisk uden at miste sit raseri, fordi den viser, hvordan traumer siver gennem generationer som en slags tavs arv. En arv, der hverken kan afvises eller fuldt ud begribes, men som konstant aktiveres i mødet med en nutid, der gentager fortidens mønstre.
Når Shargawi i sin bil sætter spørgsmålstegn ved sin egen position som én, der ikke taler arabisk flydende, men heller ikke ubesværet kan træde ind i en dansk offentlighed uden at blive læst som noget andet, ja så bliver det tydeligt, at hjemløsheden ikke kun er fysisk, men også sproglig og social.
Og det er netop her, dokumentarens eksistensberettigelse træder frem med al tydelighed, for det er et privilegium at kunne insistere på en adskillelse mellem det private og det politiske, når ens eget liv konstant bliver gjort til genstand for politisk fortolkning.
Derfor er spørgsmålet heller ikke, om ’Palestinian Unwanted’ er for ensidig, men om vi overhovedet er villige til at rumme den form for ensidighed, når den udspringer af en erfaring, der alt for ofte bliver afvist som for meget, for vred og for ubekvem.
Kort sagt:
Omar Shargawi har begået en rasende og dybt personlig dokumentar, der i sin kompromisløse subjektivitet blotlægger, hvordan identitet, traume og politisk afmagt flettes sammen. Og hvorfor nogle stemmer først bliver hørt, når de bliver for høje til at ignorere.