KOMMENTAR. Det er nok for groft at mene, at ’The White Lotus’ snegler sig afsted, men trods et tiltagende fascinerende karaktergalleri sidder jeg her efter fem ud af otte timer stadig med fornemmelsen af, at nu skal det nok snart blive vildt.
Der var lagt op til sæsonens første store eksplosion i det nye ’Full-Moon Party’-afsnit. For med tre (fest)liderlige veninder i frit russerfald plus to (bare) liderlige brødre på yacht-ekskursion med unge kvinder uden gamle mænd, stoffer, sprut og trampetechno plus en livsopgivende svindelfamiliefar med en ladt pistol i bæltet måtte geværløbene – både de bogstavelige og metaforiske – da omsider blive affyret med bragende fyrværkeri til følge.
Well, fyrværkeriet blev mere bogstaveligt end metaforisk. Værsteveninderne gik søvndrukne i seng med en enkelt fordækt undtagelse, firkanten kulminerede blot i et måske lidt for indlevende brødrekys, og pistolen gik ikke af.
Og mere end i sæson 1 og 2 sidder man med fornemmelsen af at kunne følge spændings-, plot- og karakterkurverne med lidt for sikker forudsigelighed.
Hvorfor det var en fire et halvt minutter lang dialogscene over en kamillete, der endte som afsnittets og måske sæsonens hidtidige højdepunkt.
Drømmen om at blive kneppet af sig selv
Walton Goggins’ evigt øjenrullende Rick rejser til Bangkok på sin hævnmission og mødes med sin gamle ven Frank, der skaffer ham et håndvåben tiltænkt Ricks hævnmission mod manden, som indstiftede hans barndomstraume ved at dræbe hans far.
Rick håber på en reunion-aften i sprutvædet expat-grandeur, men Frank er et helt andet sted i sit liv, og både Rick og seeren taber kæben, mens vennen i detaljer fortæller, hvordan han nåede dertil.
Hvordan han flygtede til Thailand og kneppede sig igennem hundredvis af kvinder, indtil det gik op for ham, at han i virkeligheden længtes efter at blive kneppet af sig selv, hvorefter han klædte sig som en thailandsk ladyboy og blev kneppet af mænd, mens han kiggede en thailandsk prostitueret i øjnene, som han havde betalt for at kigge på.
Spurgt?
Altid brillante Sam Rockwell (tjek ’Moon’, ’Confessions of a Dangerous Mind’ eller ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’) leverer monologen med en intensitet og en pirrende mikstur af galskab og visdom.
Men mindst lige så seværdig er Walton Goggins’ reaktion, først med så åben mund, at man kunne parkere en golfbil derinde, og til sidst med et lille glimt af underlig erkendelse.
Hvor forrykt Franks historie ellers lyder ved første indtryk, spejler den nemlig forbløffende præcist Ricks egen følelse af meningsløshed. Rick er stadig i deroute- og driftsfasen, om end det hos ham ikke kommer til udtryk i kødelig lyst, men i en tunnelsynet livsfornægtende jagt på hævnaktens tilfredsstillelse.
Kongerækken af overrumplende tv-monologer
Frank havde tilsyneladende forstået, at det, han i virkeligheden ledte efter, var noget inde i ham selv, og det førte ham i retning af buddhismens askese.
Og måske er det lille glimt i Ricks blik til sidst første skridt mod en lignende realisation af, at han skal tage sig fucking sammen og finde ud af, hvem han er, og hvordan han lever et ordentligt liv i fred og harmoni. Måske sammen med sin overordentligt tålmodige solstråle af en kæreste, eller hvem ved …. måske er det begyndelsen på en spirituel vækkelse, hvor Rick tilslutter sig (Pied?) Pipers fløjtesang mod det meditative tempel hos Luang Por Teera (han har skrevet bøger, for pokker!)?
Hvor abrupt afdæmpet Rockwells anekdote fremstod i det ellers partyglade afsnit, var det seriens foreløbigt mest elegante forsøg på at gribe et af hovedtemaerne an fra en overraskende vinkel. I både Sam og Franks ansigter vibrerer fortællingen om de trætte hvide midaldrende mænds kamp mod tomheden og deres længe manglende evne til at se indad og finde mening i andet end ydre anerkendelse og hurtig lyst.
Og Frank bærer en knusende ærlighed om sin egen situation, som samtlige andre af sæsonens bærende karakterer i eklatant grad mangler.
Men uanset den tematiske tyngde var det, som gjorde scenen så kærkommen på et tidspunkt, hvor ’The White Lotus’ satire over magt og rigdom begyndte at føles lige lovlig by the numbers, først og fremmest surprise-elementet.
Sam Rockwell danner i virkeligheden par med Leslie Bibb, der spiller texanske Kate med de fordækte MAGA-sympatier, hvilket utvivlsomt har hjulpet serieskaber Mike White med at få den overraskende cameo i stand.
Men for Rockwell selv er det bestemt heller ikke dårligt at flyve en tur til Thailand for at filme en fem minutter lang scene, der sandsynligvis vil blive husket som en af de mest overrumplende monologer i nyere tv-historie.
På siden af blandt andre Sarah Goldbergs tale om at være bange for at lave en monolog i ’Barry’, Jeremy Allen Whites syv minutter lange scene i første sæson ’The Bear’, BoJack Horsemans begravelsestale for sin mor i ’Free Churro’ og Laurie Metcalfs fortælling om en erotisk besættelse af en 84-årig i Louis C.K.’s ’Horace & Pete’.
Forhåbentlig er Franks forvandling fra desperado til spirituelt vækket blot starten på en anden halvdel af ’The White Lotus’, der endelig lader alle de små dryp af intriger, længsler og desperation løfte sig i et overdådigt klimaks, præcis som i de to foregående sæsoner.
Lad os i mellemtiden hæve tekoppen for Sam Rockwell med et rungende russisk: Shia LaBeouf!
’The White Lotus’ kan ses på Max.