Ryan Reynolds kalder Justin Baldonis anklager om ‘Deadpool’-latterliggørelse for »sårede følelser«

Ryan Reynolds kalder Justin Baldonis anklager om ‘Deadpool’-latterliggørelse for »sårede følelser«
Ryan Reynolds som Nicepool i 'Deadpool & Wolverine'. (Foto: 21th Century Studios)

De tidligere ‘It Ends with Us’-kollegaer Blake Lively og Justin Baldoni har ligget i juridisk konflikt siden årsskiftet.

Sagen begyndte med Livelys anklage om sexchikane fra sin medspiller og instruktør, som hun også beskyldte for at have ført en orkestreret smædekampagne mod hende i medierne. Omvendt har Baldoni sagsøgt både Lively og hendes mand Ryan Reynolds for blandt andet æreskrænkelse og smædekampagne samt The New York Times, der bragte en artikel med udgangspunkt i Livelys sag.

En af de mere særprægede anklager i Baldonis sag, hvor han kræver 400 millioner dollars i erstatning, drejer sig om Ryan Reynolds’ store blockbusterhit ‘Deadpool & Wolverine’, hvor Justin Baldoni mener, at karakteren Nicepool er en latterliggørelse af ham.

Den påstand forsøger Ryan Reynolds nu at bruge til at få afvist Baldonis sag. For selvom skuespilleren ikke benægter, at Nicepool-karakteren er baseret på Baldoni, fremsætter han, at »sårede følelser« ikke er grundlag for juridisk handling. Det skriver The Wrap.

I Reynolds anmodning om at få sagen afvist (via The Wrap), står der, at det »tyndhudede raseri over en filmkarakter, den satirisk ‘woke’ Nicepool, ikke engang lader som om, at det er knyttet til nogle egentlige juridiske påstande«.

I stedet bør anklagen, jævnfør Reynolds anmodning om at få Baldonis sag afvist, afskrives som »sårede følelser«, der »i realiteten er intet mere end en desperat indsats for at fremme det samme kuraterede ‘mobber’-image, som Wayfarer-parterne (Justin Baldoni og hans samarbejdspartnere, red.) skabte og udbredte i den repressalieindsats, de lancerede mod Ms. Lively i august 2024«.

De stridende parter står til at skulle i retten i marts 2026.

Senest har Blake Lively meldt ud, at flere kvinder fra ‘It Ends with Us’-optagelserne har oplevet upassende adfærd fra Baldoni og vil vidne i retten.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af