‘The Parenting’: Brian Cox stjæler showet i numsefikseret komediegyser
Når man beslutter sig for at dele livet med en anden, følger forældrene med som en uundgåelig bonuspakke. Det første møde mellem svigerforældrene kan være nervepirrende, men det hjælper unægteligt, hvis stedet, hvor det finder sted, ikke er hjemsøgt.
Rohan (Nik Dodani) og Josh (Brandon Flynn) har nået den fase i deres forhold, hvor de har en måske/måske-ikke lesbisk hund ved navn Kate. Perfektionisten i forholdet, Rohan, vil fri til sin udkårne – og det skal ske, samtidig med at parrets forældre møder hinanden og partneren for første gang. Rohan har gjort sin research og fundet et stort, afsidesliggende hus på Airbnb til en mistænkeligt lav pris.
Ved ankomsten bliver de mødt af den gakkede vært Brenda (Parker Posey), der ligner en pensioneret karakter fra børneserien ’LazyTown’ og fra start skaber en underligt anspændt stemning. Hun slynger kryptiske bemærkninger ud om husets fortid, en latin-klingende wifi-kode og noget om en »orme-måne« og sne, inden hun suser afsted i sin limegrønne Bobbel.
Forvirrede, men lettede over at have huset for sig selv, prøver Rohan at sikre sig, at Josh ikke nævner over for hans forældre, at han er blevet fyret. Josh sukker, og så ankommer Rohans adoptivforældre: de velhavende og konservative Frank (Brian Cox) og Sharon (Edie Falco), der betragter Josh med kølig distance.
Kort efter dukker Joshs forældre op – den varme og emotionelt tilgængelige middelklasseduo Liddy (Lisa Kudrow) og Cliff (Dean Norris).
Sharon forstår ikke, hvorfor Liddy kaldes Liddy og ikke Libby, når hendes navn er Elizabeth. Frank kigger åndsfraværende på Cliff, der prøver at løsne stemningen med ægte farhumor. Og så begynder festlighederne.
For inde i huset gemmer der sig en familie mere – en spøgelsesfamilie, vel at mærke. Vi ser i et flashback, at de blev dræbt af et overnaturligt væsen i 1983. Spøgelsesfamilien forsøger at advare Airbnb-gæsterne om den onde ånd i huset, men deres indsats mislykkes spektakulært, da et af spøgelserne genskaber scenen fra ’Eksorcisten’, hvor Regan kravler som en edderkop ned ad trappen.
Mens familierne prøver at finde ud af, hvad der foregår i huset, bliver Frank besat af den onde ånd, som spøgelserne har forsøgt at advare dem imod.
Brenda, der befinder sig i et andet hus, sidder med en rystekugle, hvori der er en miniatureudgave af Airbnb-huset. Hun ryster den og orkestrerer en vild snestorm, så familierne nu med nødvendighed må overgive sig til den onde ånd i Frank.
Tempoet i ’The Parenting’ passer fint til komediegenren, men på intet tidspunkt føler man noget ildevarslende. Hver gang der bygges en smule uhygge op, bliver den øjeblikkeligt punkteret af en fjollet kommentar.
Brian Cox leverer en særlig sjov og ulækker præstation som den besatte Frank, der terroriserer de andre skuespillere – som i øvrigt alle er engagerede og medrivende. Han render nøgen rundt og kaster op i stride strømme.
Men manuskriptet og instruktionen er for dovent. Filmen er aldrig gruopvækkende, hvilket ville være fint nok, hvis den så var rigtig sjov. Men det er den heller ikke. Den er fjollet og harmløs. Faktisk barnagtig.
Manuskriptet er spækket med slapstick-humor og infantile twists. Når en af karaktererne står ansigt til ansigt med et spøgelse, slår hun en prut – og så er situationen reddet. Filmen er så optaget af numser, tissekoner og tissemænd, at jeg følte, jeg tilbragte en time og 34 minutter i en børnehave, hvor børnene havde fået lov til at se en spoof-udgave af ’Meet the Parents’.
Da vi endelig ser den onde ånd, blev jeg mindre overrasket, end da Scrappy-Doo – Scoobys irriterende nevø – afslørede sig som skurken i Scooby-Doo-filmen fra 2002 (spoiler alert), som faktisk var mere medrivende end ’The Parenting’.
Kort sagt:
Er du til numsefikserede spoof-film? Så saml vennerne og se ’The Parenting’. Hvis ikke, så lad være.