’Under stjernerne på himlen’: Tåkrummende dialog skæmmer film om Tommy Seebach trods velsyngende Anders Matthesen

Anders Matthesen er muligvis en af de kunstnere, der har genopfundet sig selv flest gange.

Han har lavet ungdomsradio, skabt en julekalder for voksne, været både opdragende og politisk ukorrekt i populære animationsfilm og indtaget pladsen som landets førende standup-komiker.  

Og inden han i 2022 spillede kok i den undervældende Netflix-film ’Toscana’, har han gudhjælpemig også lavet ørehængende hits om børnearbejde og romantiske relationer til heste.

Men nu er den seriøse dramahat for alvor fundet frem, og i sin hidtil største skuespillerrolle kropsliggør multitalentet Tommy Seebach i portrætfilmen om selv samme.

Meget passende, ikke?

For i den spillefilmdebuterende Kasper Gaardsøes biopic om den krølhårede grandprixstjerne, er ønsket om kunstnerisk hamskifte netop i fokus.

Eller rettere: Frygten for at være bedaget er i fokus.

Det starter ellers, da vi møder Seebach i 1979, hvor han første gang vinder den ikoniske sangkonkurrence, og til tonerne af ’Disco Tango’ tager en veldrejet montage os gennem hele landets Mr. Melodi Grand Prix’ panfløjtende guldalder og store successer.

Men da 90’erne rammer, lander et enormt pres på de farverige skulderpuder, og efter flere års tro musiktjeneste opfordres han af både venner, publikum og en ond, ond DR-chef (bebrillet og endimensionelt gestaltet af Jacob Lohmann) om at gå på pension.

Forhippet på at blive på (dansk)toppen vil musikeren dog skrive endnu en vindermelodi. Èn, der er bedre end alle de andre.

Accelerationssamfundets iver efter det nye, vildere og større kritiseres, og gennem fortærskede analogier med fodspor, der drives væk af tidevandet, og med hovedkarakterens egen søn – det kommende popikon Rasmus Seebach ­– der ånder ham i nakken, bliver almengyldige emner som generationsskræk og alderisme opridset.

Men i ’Under stjernerne på himlen’ er det ikke udelukkende Tommy, der kæmper med at udvikle og udvide eget potentiale. Biopic-genren slår ligegyldig knude på sig selv, når vi nok engang skal overvære en (til tider lidt langtrukken) gennemtrawling af en elsket musikers rise and fall.

Primært fall. For det musikalske melodrama er en fremvisning af, hvordan mindreværdskomplekser og et tiltagende misbrug ødelægger familielivet. Det er en ulykkelig kendsgerning, der absolut fortjener skærmtid, men i denne sammenhæng føles det lidt som en gentagelse.

For hovedfigurens liv og private anliggender er allerede folkekendt og er tidligere blevet skildret gennem den kulørte presse, den vellykkede musical ’Seebach’ og gennem yngstesønnens sange om sin savnede far.

’Under stjernerne på himlen’ giver os derfor ikke rigtigt noget, vi ikke allerede havde – den giver os i al fald ikke en følelse af at være kommet tættere på ’Krøller eller ej’-manden.

For jo, Anders Matthesen er god som Tommy, og det er så sandelig en fornøjelse at se og høre ham i filmens musiksekvenser, og når han flekser sine veltrænede funny bones. Men ud over filmens absolutte højdepunkt – scenen hvor den vuggevisende titelsang og Seebachs sidste melodigrandprix-bud skrives – formår Matthesen ikke helt at fremkalde den ønskede melankoli eller ømhed.

Dramaets ellers mange alvorstunge tematikker bliver derfor ikke ordentligt løftet eller forløst – altså lige med undtagelse af, når kameraet rettes mod Neel Rønholt. For i rollen som Tommy Seebachs hustru, Karen, tilfører hun kærkommen dybde og sorgmod til dramaet, og i hendes scener med parrets tre børn fornemmer man glimtvis misbrugets mange ofre.

Desværre tynges alle karaktererne af en til tider tåkrummende dialog, der blandt andet stjæler linjer fra det Seebach’ske sangkatalog. Forbered dig derfor på et lidt akavet bagvendt kram, hvor der fremstammes »syng, knægt, bare syng«, og på en halvslatten kærlighedserklæring, når »du’ det dejligste jeg har« slynges ud i familiens dagligstue dekoreret med orangefarvede vægge og kurvede stole.

Men dén er da virkelig on point: 90’er-æstetikken. Og ud over at mindes morgenkåber i frotté og sprøde hvide rundstykker er det ligeledes sjovt at se det på mange måder vellignende (dog meget parodierende) cast slå sig løs som grandprix-helte, der blandt andet byder på Casper Phillipson og Vicky Berlin som Keld og Hilda Heick.

Dramaet forsøger ganske let at gribe om smagsdommeri og de såkaldte kunstneriske saloners ekskluderende effekter, men lykkes ikke med at gribe fat om Melodi Grand Prix’et som kulturelt – og ofte udskældt –­ fænomen tilnærmelsesvis dybdeborende eller fyldestgørende nok.

I sidste ende føles ’Under stjernerne på himlen’ lige halvfærdig og overfladisk nok.

---

Kort sagt:
Trods gode momenter og en velsyngende Anders Matthesen føles historien om hele Danmarks Mr. Melodi Grand Prix uforløst og – trods en tematisk berøring med selvsamme – alt andet end nyskabende.