JUBILÆUM. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg følte mig temmelig alene i 2015, da Kendrick Lamar udgav ’To Pimp a Butterfly’.
For mens stort set alle andre hyldede pladen, var jeg selv en lidt skuffet 20-årig rapfan, der egentlig bedre kunne lide Kendricks relativt stringente hiphop-numre på forgængeren ’Good Kid, M.A.A.D City’ end rapperens gennemjazzede udtryk på det 79 minutter lange nye værk.
Allerede dengang blev ’To Pimp a Butterfly’ hyldet som et mesterværk, blandt andet af Soundvenues Kristian Karl, der gav albummet topkarakter. Året efter blev det hædret med fire Grammy-statuetter, herunder prisen for Bedste rapalbum (som Kendrick blev snydt for i 2012).
Med snart et årti på bagen hersker der stadig ingen tvivl om, at albummet fortsat er og altid vil være et musikalsk og lyrisk hovedværk, der transcenderer hiphopgenren og samtidig fungerer som et komplekst testamente over sorte amerikaneres virkelighed.
Kendrick Lamar kom ikke med det album, hans dedikerede hiphopfans havde regnet med. Han kom med noget langt mere interessant.
Jeg kan da også melde, at jeg med tiden har skiftet mening om albummet, der i går fyldte 10 år.
Hvordan blev det til?
I midten af 2010’erne ventede omverden i spænding på, hvordan Kendrick Lamar mon ville følge op på sit store gennembrudsalbum fra 2012, ’Good Kid, M.A.A.D City’.
Major label-debuten var et konceptalbum, der alligevel fremstod troværdigt og personligt. Kendrick overbeviste som historiefortæller og trak tråde tilbage til barndommen i Compton og frem til voksenlivet på hits som ’Bitch, Don’t Kill My Vibe, ’Money Trees’ og ’Backseat Freestyle’.
I arbejdet med den svære toer vendte Kendrick blikket væk fra hjembyen for at tage på en længere rejse, der favnede sort identitet i bred forstand.
Han rejste bogstaveligt talt til Sydafrika i 2014, hvor han besøgte forskellige vægtige historiske steder som Nelson Mandelas fængselscelle på Robben Island. Turen forandrede hans blik på sig selv og afrokultur i det hele taget.
»Jeg følte, at jeg hørte til i Afrika. Jeg så alle de ting, jeg aldrig var blevet undervist i. En af de sværeste ting er nok at samle en forståelse af, hvor smukt et sted kan være, og så fortælle det til en person, der stadig lever i Comptons ghettoer. Jeg ønskede at bringe den oplevelse ind i musikken«, fortalte rapperen i 2017 til The Recording Academy om processen og idéerne bag ‘To Pimp a Butterfly’.
»Idéen var at lave en plade, der afspejlede alle nuancer af sorte kvinder. Der er en opdeling mellem lys og mørk hud, fordi det bare ligger i vores natur at skabe den slags skel, men vi er alle sorte. Dette koncept kom fra Sydafrika, og jeg så alle disse forskellige hudfarver tale et smukt sprog«.
For at forløse idéerne til nye sange samarbejdede Kendrick med en lang række musikere, inklusive velkendte hiphopproducere som Pharrell Williams, Sounwave og Knxwledge. Mere atypisk fik de selskab af funk-ikonet George Clinton, saxofonisterne Terrace Martin og Kamasi Washington samt jazzpianisten Robert Glasper.
De genremiksende legekammerater Thundercat og Flying Lotus var desuden med til at udvikle og finde den lydlige retning for albummet, med nummeret ’Wesley’s Theory’ som startpunkt.
Undervejs var Kendrick så optaget af skabelsesprocessen, at oplevelsen fik spirituel karakter. I et afsnit af podcasten ’The Big Hit Show’ fra 2022 forklarede han, at han ikke husker, hvor »60 procent af lydene, vokalerne, ordene, tonerne og teksterne« kommer fra.
»Så dybt var vi inde. Og du kan spørge enhver, der var med til det. Jeg garanterer dig, at de har det på samme måde. Det var et spirituelt øjeblik og en hel rejse«.
Hvordan lyder det?
Kendrick Lamar fulgte op på sin helstøbte major label-debut ved simpelthen at sprænge rammerne for et rapalbum. For ’To Pimp a Butterfly’ er et helt igennem dynamisk og organisk værk, der trækker på jazz, funk og soul og fra sang til sang bevæger sig i nye, uforudsigelige retninger.
Førnævnte ’Wesley’s Theory’ skyder eksempelvis albummet i gang med Thundercats heftigt vibrerende, p-funk-inspirerede bas. Snart efter jazzer ’For Free? (Interlude)’ helt ud med Kendrick Lamars scat-agtige flow over saxofon, klaver, løse trommer og en ivrig kontrabas.
Senere byder Kendrick på en spoken word-intro til den r’n’b-poppede ’These Walls’ og en intens, grådkvalt vokal på ’U’. Og lækkerbløde, tilbagelænede ’Complexion (A Zulu Love’) efterfølges af elguitar, en tungt marcherende trommerytme og aggressive rapbars på ’The Blacker the Berry’.
Ligesom udtrykket peger i mange retninger, er tekstuniverset også rigt på modsatrettede, komplekse følelser og samfundskritiske budskaber med nuancer.
En gennemgående antagonist på albummet er racisme og systemisk undertrykkelse. Den Pharrell-gæstede og -producerede single ’Alright’ er en stærk, optimistisk protestsang om at kæmpe imod politivold og uretfærdighed.
’The Blacker the Berry’ går mere aggressivt og vredt til hvide magtpersoners racistiske blikke, der holder sorte amerikanere nede. Hovedpersonen viser sig stolt frem, men bærer samtidig rundt på smerte og skam. Kendrick begynder således hvert vers med at kalde sig selv »the biggest hypocrite of 2015«, og til sidst i sangen begrunder han det med, at han selv har været involveret i vold mod andre sorte mænd.
En anden gennemgående modstander er kapitalismen og berømmelsens korrumperende væsen. Selve albumtitlen er en allegori over musikbranchen, der understøtter og tjener stort på sorte kunstnere, men samtidig forsøger at kontrollere dem.
’Wesley’s Theory’ kritiserer underholdningsindustrien, som lokker sorte mænd med penge og ender med at udnytte og straffe dem. Titlen refererer til ’Blade’-skuespiller Wesley Snipes, der fik tre års fængselsdom for skattesvindel.
Senere, på sangen ’For Sale? (Interlude)’, forsøger Kendrick at modstå selve djævlens fristelser, symboliseret ved en kvinde, som kalder sig Lucy (læs: Lucifer). Rapperens personlige brister og selvhad får også plads på ’U’, hvor han, som en kontrast til singlen ’I’, udfolder sin egen eksistentielle krise og depression, der ikke forsvandt med karrieresuccessen.
»Where was your antennas? On the road, bottles and bitches / You FaceTimed him one time, that’s unforgiven«, rapper han på sangen, hvor han bebrejder sig selv for ikke at være der for sine nærmeste. Citatet referer specifikt til vennen Chad Keaton, som døde på hospitalet efter et drive-by-skyderi i 2013, mens Kendrick var på turné.
Han har dog i sidste ende i sinde at samle både sit splittede jeg og sit splittede folk. ’Complexion (A Zulu Love)’ pointerer det meningsløse i at diskriminere internt i sorte fællesskaber på baggrund af hudtoner. Og i et digt, som løbende optræder i bidder, opfordrer han til at glemme banderelationer og uvenskaber for i stedet at kæmpe side om side mod undertrykkerne.
Slutteligt kalder han til revolutionær bevægelse på den 12 minutter lange ’Mortal Man’, hvor han rækker ud til to afdøde kulturelle og politiske ikoner. I slutsangens omkvæd påkalder han sig »the ghost of Mandela« og spørger, om følgerne stadig vil være med ham, når han begår fejl.
Til sidst fører han en konstrueret samtale med ingen ringere end West Coast-forbilledet 2Pac om undertrykkelse, lederskab og at tage magten tilbage. Pacs spøgelse giver sit besyv med, men forsvinder så pludseligt – og efterlader Kendrick alene med taktstokken.
Hvad har det betydet?
Den næsten uoverskuelige mængde af soniske indslag og information, som skræmte mig delvist væk for 10 år siden, fremstår nu som en klar styrke.
For ’To Pimp a Butterfly’ er et storværk, man aldrig bliver færdig med at bearbejde, hvilket ikke mindsker fascinationskraften og albummets klokkeklare klassikerstatus.
Med halvanden million solgte kopier på verdensplan var albummet bestemt en kommerciel succes. Det kommer dog til kort holdt op mod forgængeren og opfølgeren ’Damn’ fra 2017, som begge solgte mere end det dobbelte.
Alligevel kan man næppe overvurdere ’To Pimp a Butterfly’s kulturelle indflydelse og betydning. Dette blev i 2017 cementeret af Harvard University, som arkiverede albummet i deres bibliotek som et kulturelt signifikant værk sammen med blandt andet Nas’ ’Illmatic’, Lauryn Hills ’The Miseducation of Lauryn Hill’ og A Tribe Called Quests ’The Low End Theory’.
Kendricks slagkraftige album ramte lige ned i en konfliktfyldt amerikansk samtid, hvor et større oprør mod racisme og politivold spirede under det velkendte hashtag #BlackLivesMatter. ’Alright’-omkvædet blev brugt som fast hymne under demonstrationerne, der fik større og større tilslutning.
Med ’To Pimp a Butterfly’ slog Kendrick Lamar sig eftertrykkeligt fast som en af tidens største kunstnere i populærkulturen. Som en mainstream rapsuperstjerne, der udfordrer sit eget genremærkat og tør være udtalt politisk på den største scene – ligesom Kanye West gjorde det med ’Yeezus’ to år inden.
På det store albumværk udmærkede Kendrick sig ikke ’kun’ som en forrygende historiefortæller, der tager temperaturen på samfundet gennem sine personlige oplevelser og betragtninger.
Han viste sig også som en tvivlende, men stærk leder, der har en både healende, styrkende og opildnende virkning på sine lyttere og åndsfæller.