Tobias Lindholm har længe nærmet sig et internationalt gennembrud, da hans trilogi om »mænd i små rum« bestående af ’R’ (instrueret sammen med Michael Noer), ’Kapringen’ og senest ’Krigen’ har høstet store roser uden for andedammen. Samtidig har han fået eksponering på Hollywoods største scene som manuskriptforfatter på Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede drama ’Jagten’.
Det var derfor et spørgsmål om tid, før den danske filmmager ville tage springet til filmbranchens øverste hylde. Variety skriver, at Lindholm skal forfatte koldkrigsdramaet ’The Tunnels’, der har ingen ringere end Paul Greengrass, manden bag ’The Bourne Ultimatum’, ‘Bloody Sunday’, ’United 93’ og ’Captain Phillips’, tilknyttet som instruktør.
’The Tunnels’ er baseret på et forslag til en roman af Greg Mitchell og handler om en gruppe vesttyskere, der med hjælp fra amerikanske nyhedsmedier krydser jerntæppet for at bringe deres nærmeste ud af Sovjetunionens klør.
At netop Greengrass og Lindholm slår pjalterne sammen er en pudsig udvikling oven på sammenfaldet af ’Kapringen’ og ’Captain Phillips’, der uafhængigt af hinanden fortalte stærkt beslægtede – og voldsomt intense – historier om skibskapringer ud for Somalias kyst. Umiddelbart virker partnerskabet ideelt med tanke på filmmagernes fælles kærlighed til en rå, håndholdt realisme.
Lindholm har da også fremhævet Greengrass som en stor inspiration, ligesom ’Bourne’-instruktøren tidligere har udtalt, at han beundrer sin danske kollega.
Læs også: Interview med Tobias Lindholm: »Der er ikke så meget plads til mig i ’Apocalypse Now’«