‘Skam’ sæson 3 afsnit 7: »Isak skal ikke dø for alle homoers synder«
Søndag d. 20. november kl. 18.02
Mads: Eskild. Eskild Eskild. Jeg synes, at han er mega charmerende. Den måde han bliver smigret af, at Isak spørger ham til råds. Sødt. Og sødt at Isak stoler på ham og bruger ham som sin homo-guru. Men øv at han ikke kan komme med et positivt svar. Han laver vel egentlig en Miranda og siger »he’s just not that into you«. Og det er vel også det mest reelle råd at give.
Vi seere ved jo godt, at det er fiktion, og at vi derfor kan forvente os en form for romantisk forløsning. Men hvis man ser på det som en situation i det virkelige liv, så har Eskild måske nok ret i, at der er mange biseksuelle, der vælger det komfortable heteroforhold.
Tirsdag d. 22. november kl. 21.33
Naja: Så er vi lige som i gang med den mere omsiggribende udspringsfase. Vilde har hørt rygter. Det skal blive spændende at se, om Isak egentlig kommer til at møde nogen reel homofobi (fra andre end sig selv).
Mads: Ja det bliver interessant at se, hvordan den bliver grejet. Men vi skal lige snakke lidt om Vilde. For den måde at spørge, om Isak er homo, er ikke ok. Hun er jo sød nok, og det kommer fra et godt sted – og det er en del af hendes karakter, at hun taler, før hun tænker. Hun spurgte jo også Noora, om hun var lesbisk i sæson 2.
Men som en, der er blevet stillet mange forholdsvis intime spørgsmål til min seksualitet og mit sexliv af relativt fremmede, så er det altså upassende at spørge umotiveret, som hun gør det. Bare fordi man ikke tilhører den heteroseksuelle majoritet, så er man ikke nødvendigvis altid interesseret i at svare på alle mulige spørgsmål om det. Korrespondencen mellem Vilde og Isak giver et ret godt billede af, hvordan ikke-heteroseksuelle (og andre minoriteter) af og til forventes at stå til rådighed som oplysningsobjekter.
Isak må altså selv bestemme, hvornår og med hvem han vil snakke om det.
Onsdag d. 23. november kl. 23.19
Naja: Åh altså, dagens afsnit var endnu en stærkt serveret cocktail af overraskelser, cringe og forløsning. Det er svært at fornemme, om Julie Andem lader Isak slippe så let igennem sit udspring, fordi hun bygger suspense op til et eller gigantisk fall-out, eller om vi reelt bare skal forstå, at det hele nok skal gå i et Oslo-gymnasium i 2016.
Jeg ved godt, den nok lå lige til det politisk korrekte højreben, men det gjorde mig ikke desto mindre virkelig glad, at det var den lyserøde nordmand og ikke den brune nordmand, der udtrykte (om end relativt mild) homofobi i scenen, hvor Isak springer ud for guttene sine (er seriøst begyndt at skrive skamsk – blander rundt i det og kører gerne lidt svenska ind over også).
Der kan serien – måske og forhåbentligt – foruden at rykke ved nogle homofobiske overbevisninger, der udspringer af uvidenhed, også rykke lidt ved racistiske ditto. Ikke alle brune hader homoer, og ikke alle homoer elsker mascara.
Jeg er virkelig vild med den der næsten cliffhanger-agtige, naturlige ligegyldighed, Isaks omgivelser møder hans udspring med. Man kan ikke lade være med at tænke, hvornår det går galt. Hvornår det slemme sker. Men måske vil Julie Andem bare skide på, hvordan man almindeligvis lader bølgerne bryde i et dramatisk narrativ. Fordi det at lade os hænge ude yderst på sædet, mens huns kører den vildeste køkkenvaskrealisme af på os i sig selv bliver en rutchebane – om ikke andet så en emotionel af slagsen inde i seeren. Makes sense?
Mads: Ja, det giver god mening. Der bliver virkelig leget med, at vores forventninger skaber det meste af spændingen i udspringsplottet. Det er egentligt skræmmende, at forventningen om den homofobiske reaktion ligger så dybt i os, at vi ikke tror på, at det kan ske så udramatisk, som det gør for Isak. Gid at ‘Skam’ kan være med til at ændre på denne kollektive bevidsthed om, at det at stå ved sin seksualitet er forbundet med frygt for homofobiske reaktioner.
Torsdag d. 24. november kl. 21.54
Naja: Shiiit. Der er ikke undertekster på dagens klip. Oh no! Jeg tog lige mig selv i – helt seriøst – at rette mig op, skrue lyden helt op på Mac’en og rulle skuldrene en omgang tilbage. Det her er alvor, jeg skal forstå det her.
Jeg sidder i øvrigt i sengen – who am I kidding, det kan godt være Noora fører telefonsamtaler klokken 2 om hverdagsnatten fra et gulv i en mellemgang. Den her SKAMbidte (get it? Hørte fantitlen i Kosegruppa DK og elsker den) ligger i sin seng klokken lidt i ti med computeren på mavsen. Og så var al den retten sig op all for nothing. Der er ingen undertekster på klippet, fordi der for fanden ikke bliver sagt noget i klippet.
Jeg kan simpelthen ikke helt finde ud af, hvad Evens greja er. Hvad vil han med Isak? Og hvor er han?
I øvrigt er messenger-chatsene altså ret interessante denne uge (forstår stadig ikke dem, der ser fulde afsnit og således går glip af hele real-time-følelsen og al ekstramaterialet). Skam.p3.no er jo seriøst en guldgrube! Nå, men af chatten kunne vi jo forstå, at guttene skal til fest på Elvebakken Gym på fredag. Var det ikke der Even og ham der, der lavede en film om ham – den med ‘Romeo+Juliet’-referencen – gik?
Og kan det tænkes, at ham filmmakkeren har haft noget kørende med Even? Den der med at lave en film om ‘sin seje kompis’ lugter lidt af en fascination ud over det venskabelige, n’est ce pas? Opdager Isak Even + dennes eks-klassekammerat råsnavende på et toilet? Eller får Isak sandheder om Even til festen fra tidligere skolevenner?
Og så viser ugens chat også bare så fint, hvordan Isak bruger guru-Eskild som sparring i hele forelskelsen. Hvordan Isak præcis som alle andre (teenage)forelskede har brug for at dissekere sin udkårnes handlemønstre: »Hvad betyder en tegning?«, »hvad betyder det, at Even skriver, han savner mig«?
I øvrigt – og måske tærsker jeg langhalm nu, so shoot me – kalder Eskild Isak for baby jesus i sine chats. Måske er det bare en reference til sin egen gurustatus, men det er påfaldende så mange religiøse referencer, vi får sneget ind ad diverse bagveje. Både korset på Isaks/Evens t-shirt (i sengekyssescenerne for mange uger siden), selvfølgelig morens usammenhængende sms-rants og nu også i Eskilds chat. Håber sgu ikke, Isak skal dø for alle homoers synder.
Det ville være et ret frisk (læs: sygt) sted at tage serien hen. Sidenote: Jeg er vild med kattehookerchatten, hvor drengene bare joker med først Isaks vredesudbrud, siden venskabeligt med hans seksualitet og Magnus’ held med damerne. Det er bare så kært og umiddelbart teenagedrengerøvsagtigt.
Fredag d. 25. november kl. 18.10
Mads: Det er megasødt. Jeg er så glad for, at Isak har fået snakket med vennerne, så vi får set noget mere til dem. De er allesammen ret skønne, og jeg synes, at der er en ret fantastisk og meget naturlig dynamik i drengegruppen (igen, virkelig godt castet). Den er på en måde mere troværdig end den sammensatte pigegruppe, der var omdrejningspunktet for de to første sæsoner.
Og. ISAK SKAL IKKE DØ FOR ALLE HOMOERS SYNDER (med mindre NRK er blevet hacket af Mike Pence). Jeg er forfalden til at tro, at alle de religiøse referencer måske bare skal forvirre os. I forhold til vores snak i onsdags om forventningens suspense kunne det også være en måde lege med vores fordomme omkring religiøsitet og kristendom – at vi forventer, at de kristne symboler skal varsle noget dårligt?
Nå men i aften er der fest. Jeg kan se på Mathias’ insta (@reggismeggis), at de allerede vorser. Afsnittet bliver vist mellem 20.40 og 21.00 – vi har altså rundt regnet syv minutter til gode. Yay.
Samme dag kl. 18.57
Mads: OMG!!! Ej, ej, ej, for helvede. Sad lige og prøvede at trække tiden til kl. 20.40, og så kom klippet allerede nu. Ved slet ikke, hvad jeg skal skrive, andet end hvor er det dejligt forløsende. Havde egentlig planlagt en stille aften. Chiller hjemme. Men nu har jeg lyst til at tage ud og fejre det. Isak og Even. <3. The real time is real.
Lørdag d. 26. oktober kl. 02.39
Naja: Hvor er det fint. Jeg kan ikke supplere med andet, end at jeg højt måtte udbryde et »godt, Isak!«, da vores hovedperson rent faktisk tog initiativ til kysset. Fantastisk fredagsafslutning, både vors-scenen (grinede over gøg, gokke og gokke på vej ud af bagdøren), men selvfølgelig også, da Even står der med sit »halla«. Nå. Jeg er lige kommet hjem, nu kan jeg sove lykkeligt.
Læs også: Opråb til gamle ‘Skam’-fans – giv os vores ungdomsserie tilbage